Alt for meget banjo Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7c/1f/9e/Hair-Down-To-My-Grass-album-cover-19-1420982558.jpg
11. Januar 2015    

Hayseed Dixie fortsætter ufortrødent med at countrypimpe gamle metal- og hard rock-klassikere. Det må godt snart få ende.

Titel
Hair Down To My Grass
Genre
Trackliste
1. Don’t Stop Believin’ (af Jonathan Cain, Steve Perry, Neal Schon)
2. Eye of the Tiger (af James Peterik, Frank Sullivan)
3. The Final Countdown (af Joey Tempest)
4. We’re Not Gonna Take It (af Daniel Dee Snider)
5. Summer of 69 (af Bryan Adams, James Vallance)
6. Pour Some Sugar On Me (af Allen, Clark, Collen, Elliot, Lange, Savage)
7. Dude Looks Like a Lady (af Child, Perry, Tallarico)
8. Livin’ On a Prayer (af John Bongiovi, Desmond Child, Richard Sambora)
9. Wind der Veränderund (Wind of Change) (af Klaus Meine)
10. We are the Road Crew (af Kilmister, Clarke, Taylor)
11. Comfortably Numb (af David Gilmour, Roger Waters)
12. Don’t Fear the Reaper (af Donald Roeser) Band
Karakter
1

Heyseed Dixie har igennem snart 15 år gjort det til deres levevej at indspille og turnere med bluegrass- og country-versioner af metal- og hard rock-sange. Bandet gør en dyd ud at ligne en flok sydstatshillbillies, der er født helt der ude, hvor det er indianere, der bringer posten rundt.

Det hele begyndte med albummet ’A Hillbilly Tribute to AC/DC' fra 2001, hvor det udelukkende var AC/DC-sange, der blev taget under behandling. Det er efterfølgende blevet til en række andre album, hvor konceptet har været det samme – gamle rocksange udsat for banjo, violin, akustisk guitar og bas. Et enkelt album har været udelukkende med Kiss-sange men ellers har det været blandede gamle sange, der været fortolket på dixie-manér.

Det med at udsætte rock- og metal-sange for alternative fortolkninger kan såmænd være sjovt nok – for en tid! Men at blive ved og ved ud ad samme tangent får det til at virke, som om man er ved at være tømt for idéer.

Det er i den forbindelse noget overraskende, at bandet på det vist nok 13. album nu er havnet på metallabelet Nuclear Blast, efter at alle tidligere udgivelser har været på små uafhængige selskaber.

Nye fortolkninger af gamle travere

Det er især bemærkelsesværdig, fordi sangvalget denne gang ikke er særligt ”metallisk”, ligesom fortolkningerne ikke er særligt spændende. Sangene denne gang består således mest af gamle velprøvede hits fra 70’erne og 80’erne. Heraf kan nævnes ’Don’t Stop Believin’’ (Journey), ‘Eye of the Tiger’ (Survivor), ‘Don’t Fear the Reaper’ (Blue Öyster Cult), ‘The Final Countdown’ (Europe), ‘Livin’ On a Prayer’ (Bon Jovi) og ‘We’re Not Gonna Take It’ (Twisted Sister).

Det kan forbindelse nævnes, at et andet af disse ”vi tror, der er en masse penge i at voldgøre gamle hits”-bands, Van Canto, også havde ’The Final Countdown’ på deres seneste album, ’Dawn of the Brave”. Den fik ingen blid medfart hos Devilutions anmelder. Men hvor Van Canto går til sagen med a capella, så er det altså især violin, mandolin og banjo, der erstatter keyboard og guitar i Hayseed Dixies versioneer. Det er hverken kønt eller godt og i modsætning til Van Canto, så synger de temmelig jammerligt i Hayseed Dixie.

Denne fejlfortolkning af en gammel klassiker overgås dog klart med fortolkningen af Twisted Sisters ‘We’re Not Gonna Take It’, der bliver trukket helt ned i tempo og sunget med en klynkende vokal, der står i sørgelig kontrast til den oprørske stemning i originalen.

Er det morsomt?

Hvorvidt man er på linje med bandets humor kan for øvrigt testes med den officielle video til albummet, hvor det er ’Eye of the Tiger’, der udsættes for Dixietorturen.

">

Forestående Danmarksturne

Det er virkeligt mærkeligt, at Nuclear Blast og den danske distributør Stone Solid Press satser så meget på denne triste udgivelse, at man ligefrem har rundsendt pressemateriale på dansk. Men det hænger formentlig sammen med, at Hayseed Dixie giver en række koncerter her i landet til marts. Formentlig er bandet også betydeligt mere underholdende på scene end på plade.

Når ‘Hair Down To My Grass’ overhovedet får lov til at snuse til karakterskalaen, skyldes det udelukkende en ikke helt umulig fortolkning af Motörheads ’We Are The Road Crew”. Her er der for enkelt gangs skyld fint tempo og swing over banjo og mandolin.

Ser man på sangene på ’Hair Down To My Grass’, kunne man få den fornemmelse, at her var der tale om det ultimative partyalbum. Det er ikke tilfældet. Download i stedet originalerne til næste fest.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her