...and nothing but the Crowbar

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b4/7b/47/Crowbar-TheSerpentOnlyLies-Cover-6-1483905472.jpg
08. Januar 2017    

Med 'The Serpent Only Lies' har Crowbar begået en vellykket plade, der kigger indad og tilbage.

Kunstner
Titel
The Serpent Only Lies
Dato
08-01-2017
Genre
Forfatter
Karakter
4

I snart tredive år har Crowbar stået som en af hjørnestenene i sludge-metallen. Bandet har sine rødder i New Orleans, og bandets mange inkarnationer har da også blandet blod med de andre grupper fra scenen i syd – blandt andet spillede Crowbars frontmand, Kirk Winstein, med i Phil Anselmos Down i mange år. Nu har han kun Crowbar at bekymre sig om.

På det seneste udspil, ’The Serpent Only Lies’, har Windstein fortalt, at han har kigget tilbage mod de tidlige år og udgivelser som ’Broken Glass’ og ’Crowbar’ for at indfange ånden fra dengang. Det lader sig tydeligt høre, eksempelvis hvis man sammenligner åbningen af den gamle sang ’Conquering’ med den nye ’I Am the Storm’, men især lyden er af nyere dato og peger mere på  forgængeren ’Symmetry in Black’.

Overordnet kan man høre et band og en sangskriver der vender sig indad mod sig selv, og dette kunne sådan set være grundlaget for en kritik af et orkester, der står i stampe. Alligevel er der noget ved Windstein og Crowbar, der gør, at det ikke virker udtrådt. Det er tungt og trist, fodslæbende og depressivt, men netop med kunstnerisk afsender, hvilket gør det meget dragende og lytteværdigt.

Åbneren ’Falling Like Rising’ er med sin tyngde, sit riff og sine temposkift på godt og ondt bare ærke-Crowbar, og vi skal hen til fjerde track, ’Surviving the Abyss’, førend vi får flere harmonier at variere oplevelsen med (hvilket i øvrigt også er et virkemiddel, de før har benyttet). En helstøbt sang i øvrigt. Også titelsangen gør sig, med sit effektive uptempo-vers og et omkvæd, der er stort og langsomt som en isbræ. Mod slutningen får vi pladens største kontrast i introen til ’Song of the Dunes’ der med sin rene guitarfigur og drone på bedste vis understreger den tristesse, som er Crowbars fikspunkt.

Så kort fortalt er det en god plade, der viser the Crowbar, the whole Crowbar, and nothing but the Crowbar. Deres signaturlyd og -sangstrukturer er der alle og fremstår som meditationer over Windsteins særlige form for kristent sortsyn. Hvis man ønsker sig kunstnere, der sådan for alvor fornyer sig, så er ’The Serpent Only Lies’ ikke sagen, for den er på vippen til at blive for bagudskuende. Men det er stadig saftigt, så den klarer skærene.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her