En stoner-værdig plade
Populær
Heller ikke ottende album fra legendariske Monster Magnet bliver karrierens store come back. Men mindre er nu også godt nok.
- Bored with Sorcery
- Dig That Hole
- Gods and Punks
- The Titan Who Cried Like a Baby
- Mastermind
- 100 Million Miles
- Perish in Fire
- Time Machine
- When the Planes Fall from the Sky
- Ghost Story
- All Outta Nothin'
Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at Monster Magnet er disket op med en udgivelse, man egentlig også har lyst til at sætte på anlægget, efter man har lyttet pladen igennem nogle gange. Det er sjældent, man vender tilbage til deres nyere skiver. Og på trods af at det seneste skud på diskografiens stoner-stamtræ, bandets ottende fuldlængde, 'Mastermind', måske ikke gør op med det faktum, at man form af 20-årige lange karriere, er det nu alligevel et helt værdigt udspil.
Optimal hallucination
Sammenligner vi med tidlige stoner- og metalpsykedeliske-guldklumper som den evigt dejlige trio bestående af milepælen 'Spine of God' (1992) samt 'Superjudge' (1993) og 'Dopes to Infinity' (1995), så er 'Mastermind' så godt som udelukkende en fodnote. Men på den anden side, så er der altså mange gode plader, der falmer, hvis man sammenligner med kvalitet fra en SÅ evigt vedkommende rockskuffe. Så i stedet for at sætte 'Mastermind' op i mod det, New Jersey-kvartetten leverede for 15 år siden, bør man (også, i hvert fald, først og fremmest) notere sig det, der rent faktisk virker temmelig optimalt på pladen. For det er der flere ting, der gør.
Åbningsnummeret, 'Hallucination Bomb', er eksempelvis af en rockstandard, der er de største MM-momenter værdige. I sin kombination af et par seje, ganske opfindsomme riffs og en våd fuldblodsproduktion, der blandt andet inkluderer lyden af jernrør der slåes mod hinanden, er det indbegrebet af ond og sej røvballe-coolness. Så når nummeret breaker ned og Wyndorf kommer med et enkelt "come on", før riff´et kommer op i gear igen og kombineres med et par seje røgringe støn fra den fede frontmand, så er det lige til at skåle højt på. Det oser af den stiveste rockpotens.
Ny selvsmag vs. gamle groove
'The Titan Who Cried Like a Baby' starter som en nedbarberet atmosfærisk blanding mellem Nine Inch Nails og et blidt Sunn O)), men bliver ret hurtigt forvandlet til en enerverende og kedeligt selvsmagende perifær sag, der på trods af tydelig smag for det bizarre og psykedeliske aldrig bliver interessant. Det nummer bliver dog erstattet af titelnummerets regelrette groove-spillende rock og roll, der får lytteren op i høj gear igen.
Den efterhånden 54-årige Dave Wyndorf rammer samme vokal, som han altid har gjort. Med hans stemme har vi noget nær indbegrebet af den køligt overlegne rock-attitude, der synger om både verdens abstraktheder og menneskets nederlag med en paradoksal selvfølgelighed. Tilføj dertil Ed Mundells fede, udsyrede signaturer på supplerende guitar.
Svingende kvalitet
Pladen svinger generelt meget: '100 Million Miles' er solidt garagerockende stoner-håndværk med et slags Nine Inch Nails-drive og et forrygende basspil; Penis... undskyld... 'Perish in Fire' bliver temmelig lang i spyttet; 'Time Machine' er en ærketypisk og forbandet langtrukken rockballade med en lidt dybere og alt for alvorlig klichéfuld Wyndorf end normalt; 'When the Plans Fall From the Sky' er en ganske suveræn guitardrevet, cool lille sag, der rammer den karismatiske MM-vrede, der er så pokkers fed.
'Mastermind' er på mange måder en plade, man stoler på, når glasset skal bundes. Den er fuld af maskulin rock, som gør én tørstig. På den måde kan pladen heldigvis siges at være en noget mere pålidelig Monster Magnet-skive end de sidste par titler fra dem, henholdsvis 'Monolithic Baby!' (2004) og '4-Way Diablo' (2007).
Samtidig er 'Mastermind' formentlig bandets mest ligetil udgivelse siden gennembrudspladen, 'Powertrip' (1998), og man kunne godt have ønsket sig pladebagagen fyldt op mere mere psykedelia. De manglende psykedeliske sange kunne med rettet være blevet foretrukket frem for et par af pladens mange up-beat-rock-sange, der er prioriteret højt på pladen, og som til tider er med til at gøre det overordnede udtryk en smule ensformig.
Alt i alt bør rocklyttere selvfølgelig gå ud og købe denne plade. Monster Magnet er en vedvarende rockinstitution i sig selv, og 'Mastermind' er trods alt et skridt i den rigtige retning for dem.
Vi håber desuden af Wyndorf og co. er pålidelige i koncertregi, når de senere på måneden besøger Aalborg Metal Festival og Loppen, henholdsvis d. 6. og d. 14. november. Vi anmelder begge koncerter her på sitet.