Fate tættere på udgangspunktet Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/1d/a9/5b/24084_fate-if-not-for-the-devil-front-1388927378.jpg
05. Januar 2014    

Danske Fate, som blev dannet af Hank Shermann tilbage i 1984, er lyd- og udtryksmæssigt meget tæt på at lyde som dengang, hvor bandet var den store, melodiske åbenbaring.

Kunstner
Titel
If Not For The Devil
Dato
22-11-2013
Distributør
Trackliste
1. Reaping
2. If Not For The Devil
3. Bridges Are Burning
4. Feel Like Making Love
5. Gambler
6. Hard To Say Goodbye
7. Made Of Stone
8. Man Against The Wall
9. My World
10. Turn Bach Time
11. Taught To Kill
12. Gimme All Your Love
Forfatter
Karakter
5

Intelligent, melodisk hardrock blev på en måde breaket i Danmark, før Europe overhovedet slog igennem og gjorde det hele til puddelrock sammen med Bon Jovi, vildfarne Def Leppard, Whitesnake m.fl.

Bandet, der gjorde det, hed - og hedder - Fate.

Et bandnavn med en klar og tydelig reference til Danmarks vel nok alle tiders største og mest respekterede metalband, Mercyful Fate. Da den ene halvdel af den dynamiske guitarduo i Mercyful Fate, Hank Shermann, forlod orkestret, dannede han Fate, og i 1985 debuterede bandet med det selvbetitlede album, der i den grad var noget af en melodisk åbenbaring. Numrene 'Fallen Angel' og 'Love On The Rox' er klassikere inden for den melodiske hardrock. Fate blev lanceret på en kæmpe deal med EMI som Danmarks svar på Van Halen.

Året efter blev der fulgt op med den ganske fine 'A Matter Of Attitude' med bl.a. storhittet 'Summerlove', og så smuttede Shermann, hvorefter der gik lidt overfladiskhed og hat og briller i Fate. Lidt det samme, som var ved at ske med resten af den genre, som Fate var pionerer for. Jakob 'Mysterious Mr. Moth' Moth blev hentet ind på guitar til den lidt fjollede 'Cruisin' For A Bruisin'' i 1988, og to år senere kom de sidste kraftanstrengelser så. Og det på et tidspunkt, hvor hårmetallen sang sin svanesang, og hvor thrash metallen for alvor havde vundet indpas. Det svenske guitarvidunderbarn Mathias Eklundh kom med og var med på den fornuftige 'Scratch'N'Sniff', men det førte ingen vegne, og han forsvandt hurtigt for at lave sit eget. Jep, forunderligt flippede Freak Kitchen, nemlig.

Enter grungen og exit alt, hvad der havde med melodisk hardrock at gøre. Fate lagde til kaj i 1993.

13 år senere blev Fate så gendannet, og man begik den noget gennemsigtige og unødvendige 'V' med Søren Hoff på guitar.

Tilbage som eneste originale medlem var bassist Peter Steincke - eller Pete Steiner, som hans kunstnernavn lød. Og han sadlede om en lille håndfuld år senere. Seriøst og ordentligt. Så seriøst, at vi nu sidder og læser en anmeldelse af en Fate-plade, der er meget tæt på at holde niveau med de to første.

Steincke samlede nemlig et hold yderst kompetente og engagerede musikere, centreret omkring guitar-wunderkind Torben Enevoldsen og sanger Dagfinn Joensen - og suppleret op med Jens Berglid på trommer og den nuancerede keyboardist Mikkel Henderson.

Og så skete der ting og sager. I 2011 fik vi så det fremragende 'Ghosts From The Past' (læs anmeldelsen her), og nu er Fate med nøjagtig samme besætning tilbage med et endnu stærkere udspil, 'If Not For The Devil'.

'If Not For The Devil'

'If Not For The Devil' er Fates syvende album siden debuten i 1985, og bandet har i den grad fanget den røde tråd igen. Uden at være en kedelig og søgt kopi af det, Fate var dengang.

Nej, i dag har Fate klare metalliske referencer og en lillebitte flirt med noget progmetal også - uden på nogen måde at give slip på det melodiske varemærke.

Der lægges effektivt og heftigt fra land med den stærke albumåbner 'Reaping'. Fate byder op til rock med fuld smadder på, og titelnummeret følger efter - tæt, rytmisk og med enkelte prog-elementer, takket være Mikkel Hendersons keyboardspil.

'Bridges Are Burning' er en melodisk lille rocker, og 'Feel Like Making Love' fortsætter i samme spor og giver fine løfter om, at Fate endelig har fundet den røde tråd tilbage til starten i midtfirserne. Lige netop dét kommer til udtryk på 'Gambler'. Her fanges feelingen og stemningen tilbage fra begyndelsen virkelig.

'Hard To Say Goodbye' har størst hitpotentiale - i hvert fald hos det publikum, der har fulgt Fate fra starten. En fin, stærk powerballade med en helt fantastisk melodisk solo fra Torben Enevoldsen.

'Made Of Stone' er en rigtig, symfonisk heavyskæring, hvor bassist Peter Steincke får plads og rum til udfolde sig og vise, at han rent faktisk er en bassist af høj klasse. Den uptempo 'Man Against The Wall' leder over i den fede, tunge og tilbagelænede 'My World', der i dén grad dufter af old school-Fate. 'Turn Back Time' har et meget fint drive og et omkvæd, der bare hænger ved. Den metalliske 'Taught To Kill' leder over i den fine 'Gimme All Your Love', der energisk og effektivt slutter albummet af og med fine hooklines lukker et album, som har fortjent mere succes, end det reelt kan opnå i lille, lukkede, rocktrætte Danmark.

Det virker, som om musikerne i Fate er faldet på plads sammen og rundt om hinanden. Albummet gennemstrømmes af en god ro og en sikkerhed på egen kunnen og kærlighed til genren, og især sanger Dagfinn Joensen har fundet sig selv og står nu som den bedste sanger, Fate har haft.

Nu skal bandet bare have noget turnémedvind på landevejen, for her har vi altså med nogle gutter at gøre, som, ud over at holde den melodiske fane højt, også er i stand til at smide langtidsholdbar kvalivare over disken.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her