Interessant plade fra Metallica Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/11/b6/6a/20160818-193928-7549-939483-27-1479425773-7-1479796848.jpg
22. November 2016    

Forventningerne er skruet op, alle er ekstatiske over udsolgte shows i den nye Royal Arena, Metallica sætter nye standarder med videoer til alle numre. Men leverer de?

Kunstner
Titel
Hardwired...To Self-Destruct
Dato
18-11-2016
Distributør
Genre
Trackliste
Disc 1
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth Into Flame
5. Dream No More
6. Halo On Fire

Disc 2
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit Out The Bone
Karakter
3

Lad det stå klart fra starten - dette er ikke de "go'e gamle" Metallica anno 1986, men de har stadig smidt deres mest interessante album i 25 år på gaden.

De første tre sange, der blev sluppet ud, 'Hardwired', 'Moth Into Flame' og 'Atlas, Rise!', er absolut blandt de bedste alle dem alle, så hvis man slet ikke kunne lide dem, så læs ikke videre.

Generelt dufter det af højoktan med klem på kedlerne. Jeg har lidt samme følelse, som første gang jeg hørte ’St. Anger’, dog er ’Hardwired..To Self-Destruct’ et mere gennemarbejdet værk med flere niveauer. Et af disse niveauer er tilsat mere end et enkelt stænk groovy rock, som nok skal virke live. Man er mere upbeat efter at have hørt 'Hardwire...' end 'St Anger', som var en mere vred plade.

Nu har jeg allerede sagt "værk", så derfor anbefaler jeg, at man hører det fra ende til anden, før man endelig dømmer Metallica inde eller ude. Vi har, som det nok er mange bekendt, med et dobbeltalbum at gøre, og mange har før fejlet ved at have 4-5 fyldnumre, som i bedste fald skulle have være B-sider på singler eller ekstranumre på de japanske udgaver. Denne fejl har man ikke begået, da der er en fin balance på begge discs, og man ikke sidder og ønsker, at de kun havde udsendt den ene.

'Halo on Fire' er lige en tand for rocket til en gammel heavy-dreng, og her er lidt for meget Volbeat over det. Men den vil givetvis gå rent ind live hos den nye generation af fans, som aldrig har hørt om 'Master of Puppets' eller 'Kill ’Em All'. Introen til 'Confusion' minder mig meget om et af mine absolut favoritnumre, 'Damage Inc.', og Lars Ulrich får lejlighed til at vise, at han stadig kan spille hurtigt.
 
I den bløde afdeling er 'Murder One' og 'ManUNkind' kedelige og ikke noget, man ville have fundet på de ”rigtige” Metallica-plader fra 1980'erne. Jeg sidder også efter ca. 10 gennemlytninger uden følelsen af at have været helt oppe at ringe og må nok også indse, at jeg har svært ved at udpege de sange, som kan blive klassikere, der vil blive spillet på tour efter tour.

Når regnskabet skal gøres op, er det de små, nostalgiske ting, der gør, at jeg reelt gerne ville havet give albummet mere end 3. De skal have en halv ekstra for ikke at give op og i øvrigt stadig være blandt verdens allerfedeste livebands, men manglen på klassikere gør, at jeg umuligt kan rangere den på niveau med for eksempel det sorte album, som vel nok er bandets næsthøjeste niveau af udgivelser. De fire første er selvsagt i en liga for sig. 'Hardwired... To Self-Destruct' er på niveau med 'Death Magnetic' og 'St. Anger' og over de to 'Load'-udgivelser. Så er det ligesom på plads. Vi ses i Royal Arena til februar.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her