Pop og weltschmerz

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2f/d2/34/Mastodon-cold-dark-place-65-1507150327.jpg
04. Oktober 2017    

En karismatisk croonervokal og en legesyg popmelodi redder Mastodons seneste ep. Men det er altså svært ikke at savne vildkaben og fråden fra 00'ernes udspil. 

Kunstner
Titel
Cold Dark Place
Dato
22-09-2017
Genre
Trackliste
1. North Side Star
2. Blue Walsh
3. Toe To Toes
4. Cold Dark Place
Karakter
2

Første gang, vi hørte om ’Cold Dark Place’, var vist nok i begyndelsen af året. Dengang lød meldingen på, at det var navnet på Mastodon-guitaristen Brendt Hinds kommende soloprojekt. Efter sigende havde han en form for eksistentialistisk metalplade i støbeskeen med et tematisk fokus på, hvor ondt det gør at være i live. Eller noget i den dur. Om man, nu hvor Mastodon har udgivet en ep med selvsamme titel, kan sætte en streg over Hinds’ soloprojekt, tør jeg ikke sige. Er musikken på Mastodons ep-spin off af deres to forrige fuldlængder en indikator på, hvordan Hinds’ soloprojekt kunne have lydt, lad os så dog bare sige, at verden ikke går af lave, hvis overstregningstuschen bliver fundet frem. Dertil er den både for anonym og for generisk.

Tager man ep’ens mængde af fremtrædende guitarlir i betragtning, virker ’Cold Dark Place’ til at være et udspil, som det ikke er utænkeligt, at netop Hinds har været kreativ motor for. Kreativ er dog så meget sagt. Selvom der er en vis singer/songwriter-kvalitet over åbningsnummeret ’North Side Star’, hvorpå Hinds’ vokal har sin helt egen aparte crooner-stil kørende, lyder nummeret fra start til slut mest som en skæring, der er ved at dø ud, før den er begyndt. Det er symptomatisk for en stor del af pladen.

Nuvel, har man sat sig for at lave et album, der håndterer livsleden som en ufravigelig del af det at være til, kan det selvfølgelig være, det er bandets hensigt at fremtvinge lytterens livslede ved at skrive følsomme sange, der mest lyder, som om luften er ved at gå ud af ballonen. Er det tilfældet, kommer bandet godt i mål på ’Cold Dark Place’. Tre ud af fire sange lyder som sidste del af en længere episk sang. I ved, det afsluttende musikalske kapitel, som man har brug for at falde ned til efter en mosaik af progressive udskejelser, men som netop er betinget af det forudgående for at være rigtig interessant.

Selvom både ’North Side Star’, den efterfølgende ’Blue Walsh’ samt ep’ens afsluttende titelnummer har en melodiøs, melankolsk døsighed, er der i alle tre sange dog mindre noter af stærke omkvæd samt flere indspark, der lyder af David Gilmour på coke-guitarfræs. Det er disse legesyge skævheder, der gør ’Cold Dark Place’ en smule interessant. Både den seks- og den tolvstrengede, som Hinds leger med på ep’en, er tilmed produceret, så man lige akkurat ikke helt kan se sig fri for med mellemrum at gøre nogenlunde store ører. Derudover synger Hinds, som denne gang tager sig af størstedelen af ep’ens vokal, kun bedre for hvert udspil. Det er faktisk tæt på, at han synger pissegodt. Nasalt overstyrende og pissegodt.

’Toes to Toes’ kan siges at være upbeat-undtagelsen på ep’en. Mens de tre nævnte mere humørsyge numre angiveligt er udklækket under indspilningen af ’Once More ’Round the Sun’ (2014), stammer ’Toes to Toes’ fra indspilningen af deres fuldlængde fra tidligere i år, ’Emperor of the Sand’. På dette nummer eksperimenteres der med en form for poprockrytmik med tryk på pop, som jeg egentlig ikke kan genrerubricere yderligere, men som, set med metalgenrens briller, paradoksalt nok er pladens bedste skæring. Her lyder Mastodon ikke nær så meget som en krumrygget og lettere selvsmagende skygge af tidligere bedrifter, og ambitionen om noget andet får i sig selv denne skribent til at ånde lettet op. Til trods for at man under dette nummer spidser øren en smule, rocker man dog ikke rigtig med på fløderockens simple præmisser, og der er vitterligt milelangt op til Top 30 over de bedste Mastodon-numre of all time.

Gennem årene har Mastodon igen og igen været ude med riven efter det, man vel kan kalde for metalpublikummets skyklapsbærende musiksmag, og har i (metal)medier ofte advokeret for andre musikalske genrer og stier. Eftersom bandet i længere tid selv har lugtet mere af en blanding af Foo Fighters og Dream Theater på en blød dag end af Melvins, High on Fire og Neurosis, kommer det derfor heller ikke som en overraskelse, at de igen bevæger sig i denne retning. Det, der overrasker en lille smule, er, at det er det poppede og ikke deres karismatiske weltschmerz, de på denne kortere ep har bedst held med. Vel at mærke uden at deres popambitioner i øvrigt river gulvtæppet væk under én.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her