Øltørstige finner i fuld fart
Populær
Finske Lost Society hamrer sømmet i bund og imponerer med en plade, som lyser af spilleglæde og beviser, at crossover-thrash stadig har sin berettigelse i 2014.
2. Game Over
3. Attaxic
4. Lethal Pleasure
5. Terror Hungry
6. Snowroad Blowout
7. Tyrant Takeover
8. Overdosed Brain
9. Thrashed Reality
10. F.F.E.
11. Brewtal Awakening
12. Mosh It Up
13. Wasted After Midnight
14. You Can't Stop Rock 'N' Roll (bonus)
Find din fineste denimvest frem, åbn en flok kolde, og lad festen begynde! Finske Lost Society sparker døren ind og og giver på deres andet opus, 'Terror Hungry', et bud på medrivende thrash metal og crossover anno 2014. En plade, der står til vidnesbyrd om, at hverken Anthrax, Megadeth eller Municipal Waste har levet forgæves.
Efter en ligegyldig intro går festen i gang med 'Game Over', hvor vi med raketfart skydes tilbage til 1983, knallertoverskæg og 'Kill Em All'. De unge gutter, som har en gennemsnitsalder i nærheden af de tyve, kan deres thrash til fingerspidserne. Der veksles dynamisk mellem tidlig firserthrash og en mere punket crossoverstil, som ikke efterlader nogen tvivl om, at Anthrax-plakaterne har hængt stolt på de unge herrers teenageværelser.
Frisk blod til scenen
Det er velspillet, uhøjtideligt og øldunstende thrash metal, der står som en værdig arvtager til thrash metallens festkonger Municipal Waste, hvis motor efterhånden har stået i tomgang i adskillige år. Nu er der frisk blod på banen, og det er en fryd at høre et så ungt band spille røven helt ud af læderbukserne. Festen fortsætter med 'Attaxic', som udmærker sig ved et lækkert groovy hovedriff og et c-stykke, som lige så vel kunne være skrevet af Hatesphere.
Herefter tager Lost Society ikke mange fanger, mens de blæser igennem første halvdel af pladen. 'Overdosed Brain' byder heldigvis på et pusterum og et eksempel på, at bandet kan mere end blot at spille helvedes hurtigt. Hovedriffet sender klare nik i retning af Megadeth, og der bydes på groovy mellemstykker, som inviterer lytteren til at bange med hele ryggen. Læg hertil et upåklageligt soloarbejde på guitarerne, og vi har en af pladens fedeste skæringer.
Klassisk akilleshæl
Ligesom flere af de andre bands, som er kommet i kølvandet på den retro-thrashbølge, som bl.a Municipal Waste gav liv med to fantastiske plader, er Lost Societys akilleshæl, at man efter endt gennemspilning står og savner nogle af de helt monumentale og mindeværdige riffs, som inspirationskilderne kunne levere i stribevis. Selv efter flere gennemlytninger er det stadig en lille smule svært at skelne pladens numre fra hinanden.
Lost Society klarer sig dog helskindet igennem på dynamikken, charmen og en absolut glimrende instrumenthåndtering. Kan de også levere varen live - hvad et par Youtube-klip bestemt antyder - er der glimrende basis både for en kæmpe thrashfest og for en fin karriere.