Svær at holde af – vanskelig at lægge fra sig

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c5/f0/f1/Pain-of-Salvation-In-the-passing-light-of-day-14-1515959242.png
14. Januar 2018    

De svenske prog-metallere udgav deres tiende fuldlængde sidste år. Den er lige så tilbageskuende, som den er fremadskuende, og den er svær at holde af, men også vanskelig at lægge fra sig.

Titel
In the Passing Light of Day
Dato
13-01-2017
Trackliste
1. On a Tuesday
2. Tongue of God
3. Meaningless
4. Silent Gold
5. Full Throttle Tribe
6. Reasons
7. Angels of Broken Things
8. The Taming of a Beast
9. If This Is the End
10. The Passing Light of Day
Karakter
3

Multiinstrumentalist og Pain of Salvations primus motor, Daniel Gildenlöw, skrev ’In the Passing Light of Day’, mens han modtog behandling for en kødædende bakterie, der truede ham på livet. Gildenlöw har aldrig været bange for at udtrykke store følelser, og med denne tiende udgivelses tilblivelse in mente er det derfor ikke overraskende, at det er nogle af livets større spørgsmål, der tematiseres.

Pain of Salvation – eller PoS som vi kaldte dem – var de helt store favoritter i denne anmelders unge gymnasieår. Dengang var det lettere at købe de lidt mere svulstige og følelsesladede udtryk inden for metalgenren. I hvert fald så længe det emotionelle blev parret med prog, der var så progget, at det var en kunst at kunne spille gedigne lufttrommer til det.

Smagen har ændret sig en del siden. Det er blevet sværere at værdsætte den mere følelsesladede og melodiske ende af metalspektret. Det er, som om andre genrer, der ikke nødvendigvis tenderer til metal, kan formidle det emotionelle mere rent og sårbart, end det er tilfældet med meget af den metalmusik, som denne anmelder har stødt på i nyere tid.

Vejen til hospitalet
Når det er sagt, så har netop Pain of Salvation – modsat adskillige prog-kollegaer som Dream Theater, Spock’s Beard, Ayreon, Transatlatic m.fl. – fulgt mig og blevet ved med at pirre min nysgerrighed. Især med de seneste to formidable og retro-rockende Road Salt-udgivelser (2010/2011), der fik helt nye sider frem af det svenske prog-band, som man ellers troede, at man var vokset lidt fra. Her blev højtravende, konceptuel metal-epik erstattet af en lydligt mere varm og umiddelbar sangskrivning. Denne nærmest vintage- og træagtige lyd var stadig rig på synkoper og skæve, proggede taktarter, men også fyldt med et mere enkelt udtryk, hvor melodierne og ikke mindst harmonierne fik lov til forblive rytmisk uforstyrrede og dermed diktere hovedparten af sangenes flow.

På ’In the Passing Light of Day’ er den varme produktion fra netop ’Road Salt’-pladerne og den akustiske ’Falling Home’ (2014) erstattet med en mere klinisk og ren studielyd. Ved første møde med dette tiende udspil forledes man til at tro, at Pain of Salvaiton er gået tilbage til de gamle dyder. Den progressive metal står i højsædet på ’On a Tuesday’ og ’Tongue of God’. Førstnævnte er en 10-minutters skæring, der både indeholder rytmiske forskydninger, nü-metal riffs, et smukt og skrøbeligt midterstykke, hvor Ragnar Zolberg på guitar og andenvokal brillerer, samt en alsidig og smuk og, ja, nærmest klassisk Gildenlöw-præstation på vokal. Åbneren er en stærk episk sag, der virkelig formår at understrege, hvor gode nogle proggrede metal-sange som Gildenlöw – vel at mærke med hjælp fra Zolberg – er i stand til at komponere.

Klinisk produktion
Selvom ’On a Tuesday’ ved de første lytninger pirrede min nysgerrighed rent musikalsk, så begyndte alarmklokkerne at ringe. Dette var især på grund af den rene og kliniske produktion, der præger hovedparten af pladens ti skæringer. Om man bryder sig om et bestemt lydbillede eller ej, er selvsagt en subjektiv oplevelse. Jeg synes personligt, at den mere varme, levende og knap så stramme stil, som præger de seneste tre plader, klæder Pain of Salvation bedre. Omvendt så formidler produktionen på ’In the Passing Light of Day’ det udtryk og den deprimerede tilstand, som Daniel Gildenlöw har følt i løbet af sit hospitalsophold. Produktionen komplementerer således kompositioner og lyrik. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg synes, det lyder dejligt.

’In the Passing Light of Day’ er den første udgivelse siden ’Remedy Lane’ (2002), som er produceret i samarbejde med en udefrakommende producer. Lyden er skabt af Daniel Bergstrand, Daniel Gildenlöw og Ragnar Zolberg, der i løbet af året er blevet erstattet af den forhenværende guitarist Johan Hallgreen. Zolbergs vidunderlige andenstemme vil blive savnet.

Det, der trækker ned i bedømmelsen af denne plade, er, at fire af pladens ti sange overordnet set ikke fungerer. Her tænker jeg på ’Tongue of God’, ’Meaningless’, ’Reasons’ og ’If This Is the End’. Alle fire skæringer indeholder momentvist smukke stykker, men ingen af dem har det der fornødne metalliskee punch, som de sigter efter. De gør ikke ondt på den der gode måde. Pain of Salvation er i min optik ikke fremragende, når de vil være heavy. Det er de derimod stadigvæk, når de udtrykker det smertelige og sensitive og sågar poppede. Det er længe siden, at de skrev sange som ’Used’ og ’Beyond the Pale’.

Det gør heldigvis ikke så meget, når de mere end nogensinde mestrer den mere simple komposition. ’Silent Gold’, som er den eneste skæring, Gildenlöw ikke har komponeret med Ragner Zolberg, står som et tiltrængt pusterum som pladens fjerde sang. Sangen er skrevet med Peter Kvint, der har skrevet materiale til ingen ringere end Britney Spears(!). Sangen er en af de der nedbarberede klaverdrevne kompositioner, som man ofte hører musikere fortælle er de sværeste at få rigtige. Knapperne er drejet anderledes i produktionen, hvilket virkelig klæder Gildenlöws smukke røst.

Men pladens helt store, episke højdepunkt dukker op til allersidst med ’Passing Light of Day’. Sangen parafraserer kort ’Ending Theme’ fra hovedværket ’Remedy Lane’ (2002) og lyrisk såvel som musikalsk  inkorporerer den ængstelighed, anger og  håb i sit udtryk. Det er skrøbelig og bramfri sang på femten minutter, der ikke føles et minut for lang.

Pain of Salvation er vendt tilbage til metaldyderne, og det fungerer momentvist rigtig godt. ’In the Passing Light of Day’ står absolut stærkere end den seneste reelle metaludgivelse med bandet, ’Scarsick (2007)’. Som helhed er der milevidt op til hovedværkerne ’The Perfect Element Pt. 1’ (2000) og ’Remedy Lane’, ligesom deres seneste to mere rockede udgivelser pirrede denne anmelder mere. Pladen er dog absolut anbefalelsesværdig til enhver, der godt kan lide den stil, som den progressive metal havde i årerne omkring årtusindeskiftet.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her