Skræmmende konceptalbum Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b9/99/84/machine-stops-x-male-14-0090-54-1462707640.jpg
08. Maj 2016    

Det gamle syreband Hawkwind har udgivet et konceptalbum. Det er bandet sluppet ret godt fra.

Kunstner
Titel
The Machine Stops
Trackliste
1. All Hail the Machine
2. The Machine
3. Katie
4. King of the World
5. In My Room
6. Thursday
7. Synchronised Blue
8. Hexagone
9. Living on Earth
10. The Harmonic Hall
11. Yum Yum
12. A Solitary Man
13. Tube
14. Lost in Science
Karakter
4

Hawkwinds musik er måske ikke lige frem heavy metal, så det gør noget. Det er heller ikke en tilbagevendende begivenhed, at vi her på Devilution anmelder bandets udgivelser. Men denne gang skal det være. Om ikke af anden grund, end at det trods alt er et band, som har haft fornøjelsen af at have Lemmy som medlem i begyndelsen af bandets og Lemmys karriere. Men med bandets nyeste album, ’The Machine Stops’, er der nu (som ved en række tidligere udgivelser) også god grund til at lytte til bandets musik for dets egen skyld.

Hawkwind er blandt de absolutte veteraner på den britiske rockscene. Bandet blev dannet i London helt tilbage i 1969. Som så mange andre gamle bands er der også kun et enkelt af de grundlæggende medlemmer tilbage i dag.

Dave Brock – vokal, guitar, keyboards, synthesizer – har som eneste tilbageblevne deltaget på samtlige Hawkwinds album. Det er i sig selv fornemt, men det er da næsten endnu mere bemærkelsesværdigt, at Dave Brock ikke var 16 år gammel, da Hawkwind blev dannet, dengang hippietresserne gik på hæld. Han var en del ældre og er faktisk på vej mod sin 75-årsfødselsdag i august i år.

Da denne anmelder var en stor knægt, var Hawkwind omtalt en del i medierne og i årenes rock-tilbageblik – selv i Danmark. For ikke nok med, at medlemmerne var nogle hippiesyrehoveder, så havde de jo i start-70’erne også lige det der sceneblikfang i form af den kvindelige danser Stacia, som havde et gigantisk brystmål og samtidig dansede på scenen top- og bundløs kun iført en meget tidlig variant af corpse paint. Det ville aldrig gå i dag. Og det kan med nutidens bornerte øjne vel også undre, at et hippieband, som Hawkwind var den gang, kunne benytte sig af det, som vi i dag vil kalde sexistisk markedsføring. Det viser, i hvor høj grad man så anderledes på tingene den gang.

Men nu om dage er Hawkwind stadig lidt anderledes end normen for rockbands. Bandet har gennem årene fortsat den lettere alternative tilgang til musikken og har aldrig for alvor søgt at nå toppen. Bandet fortsætter stædigt med at spille space rock, som ellers – fraset diverse nichebands – synes for længst glemt med bortgangen af tyske krautrockbands og af den store bølge af progressive engelske bands fra begyndelsen af 1970’erne.

Interessant koncept
Men Hawkwind bliver ved og ved, og på ’The Machine Stops’, der er bandets første studiealbum siden ’Onward’ fra 2012, har bandet kastet sig over at indspille et konceptalbum. Det er der for et band som Hawkwind sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i. Når man har nærlæst historien bag ’The Machine Stops’, rejses nærmere spørgsmålet om, hvorfor det først er næsten 50 år henne i bandets karriere, at Hawkwind giver sig i kast med lige netop den historie. Så oplagt synes den at være for netop Hawkwind. Men måske er det gode svar, at ’The Machine Stops’-ideen er meget mere aktuel nu end i 70’erne, hvor Hawkwind havde deres storhedstid.

Ovenstående kræver en forklaring, som følger her.

’The Machine Stops’ er en novelle af den britiske forfatter E. M. Forster. Han er mere kendt for sine romaner, ’Howards End’, ‘A Room with a View’ og ‘A Passage to India’, som nogle af læserne sikkert vil kende, om ikke andet i filmversioner. Det specielle ved novellen ’The Machine Stops’ er, at det er en science fiction-fortælling, der er skrevet helt tilbage i 1909.

Science fiction var ikke ukendt i begyndelse af det tyvende århundrede. H. G. Wells havde udgivet ’Klodernes Kamp’, som også i nyere tid har været genstand for et konceptalbum i form af Jeff Waynes dobbeltalbum, hvor blandt andet Thin Lizzys Phil Lynott lagde stemme til en af de ledende karakterer.

Men hvor eksempelvis H. G. Wells tog udgangspunkt i et fjendtligt udefrakommende angreb på jorden, så er der i ’The Machine Stops’ i stedet tale om, at der på jorden er sket en udvikling, som gør dens overflade ubeboelig, hvorfor indbyggerne lever isoleret under jorden.

Sådan omtrent starter alle gode historier. Der er nogle omstændigheder, hvorefter der er en eller anden hovedperson, der forsøger at udfordre dem. I ’The Machine Stops’ er det Kuno, søn efter kvinden Vashti, der er overbevist om liv på overfladen og forsøger at overbevise moren herom. Det, der imidlertid gør ’The Machine Stops så interessant i en grad, at det næsten giver en nutidig læser ståpels, er det faktum, at personerne i novellen kommunikerer ved opkald på en art elektronisk klokke og taler sammen via en modtager i deres små cellerum og via et billede, som fremkommer på en rund plade, hvor lyset skifter fra blåt til lilla, inden et billede af den, man snakker med, dukker frem.

Med andre ord – E. M. Forster har altså med en afstand på ca. 100 år forudsagt vores nutidige kommunikation via Skype og sociale medier. Det er ligegodt interessant grænsende til det skræmmende. Men tidens udvikling forklarer således også, hvorfor et sci-fi-band som Hawkwind først nu kan tage ’The Machine Stops’ op til musikalsk bearbejdning. Man havde simpelthen ikke haft grundlag for at sætte historien i et tidsmæssigt relief i 1970’erne, hvor man slet ikke havde forudset det omfang af digital kommunikation, som vi nu gennemlever.
Naturligvis er det afgørende tema i ’The Machine Stops’, hverken i novellen eller i Hawkwinds fortolkning, ikke alene baseret på den digitale kommunikationsform. Der er også i novellen nævnt, at den fysiske rejse mellem menneskene skal ske med luftskib, som så småt var begyndt at dukke op omkring tilblivelsen af novellen. Mere interessant er med nutidens øjne nok det faktum, at menneskene i ’The Machine Stops’ lever inde i eller er bliver styret af en maskine, der ikke er fjendtlig, men som sætter alle rammer såvel som begrænsninger for de enkelte menneskers udfoldelser, samtidig med at maskinen leverer menneskene alle dets fornødenheder – såvel af fysisk som af intellektuel karakter.

Flere fortolkningsmuligheder
Hovedpersonen Kunos behov for at komme ud af maskinen og op til det virkelige og farefulde liv på jordens overflade kan formentlig fortolkes ganske forskelligt alt efter politisk ståsted. Forsters politiske observans er undertegnede ukendt, og den politiske og ideologiske virkelighed i datidens Storbritannien var givetvis også helt anderledes end den nuværende vestlige politikforståelse.

Men i nutiden kunne man vel nok som liberalist se maskinen som den altomfavnende stat, der har sat begrænsninger for borgernes frie udfoldelsesmuligheder. Modsat vil en mere socialistisk orienteret fortolker formentlig se Maskinen som en diktatorisk ledet stat, hvor indbyggerne alene tjener lederens interesser.
Hvis man skulle finde koncepten bag ’The Machine Stops’ så interessant, at man vil opsøge den oprindelige tekst, så er den tilgængelig på nettet, ligesom den kan høres i en lydbogsversion her:

">

Musikken
Når alt det så er sagt om konceptet til ’The Machine Stops’, så er det naturligvis musikken, der i Devilutions optik er det vigtigste.

Herom er der heldigvis så også ganske godt at berette.

Som alle sci-fi-albums bør starte lægger ’The Machine Stop’ også ud med synthesizerlyde og -rytmer og nogle spoken word-sekvenser i åbningsnummeret ’All Hail the Machine’. Men allerede i efterfølgeren ’The Machine’ er lyden ganske 70’er-agtig. Ja, faktisk ikke helt ulig den lyd, som vore egne Gasolin’ havde i fordums tider. Vokalen på sangen er noget tilbagetrukken, og musikken er opbygget på en ret traditionel repeterende formel. Det svinger ganske fermt.

På albummet er der – som på så mange konceptalbum – en del korte mellemnumre af mere eller mindre instrumental art. Men det bliver nu fint plads til en række syrede sange, der dog på intet tidspunkt bliver så syrede, at der ikke er melodi og fremdrift at spore i musikken.

En af de mere iørefaldende sange er den lettere punkede ’Synchronised Blue’, der dog samtidig i modsætning til flere af albummets øvrige sange har en noget ”gammeldags” lyd.



Langt mere moderne er den minimalistiske, keyboard-bårne og kantslags-rytmiske ’Hexagone’ hvor strofen ’My Life in Hexagone’ klart refererer til novellens indledning om det rum, hvori novellens kvindelige hovedperson lever sit liv: ”Imagine, if you can, a small room, hexagonal in shape, like the cell of a bee.” Det er sgu ganske raffineret fundet på.

Af andre højdepunkter fra albummet kan fremføres første singlevideoudspil, ’A Solitary Man’:

 

Endelig skal også fremhæves afslutningsnummeret ’Lost in Science’, der har noget Iggy Pop-smadder over sig.

Af de individuelle præstationer skal især trommeslager Richard Chadwick, der har siddet bag trommerne hos Hawkwind siden 1988, fremhæves. Chadwick har i den grad den kvalitet, at han spiller trommer i stedet for bare at slå rytmen på dem.

For udenforstående kan det være svært at forklare og begrunde en anbefaling af Hawkwind og ’The Machine Stops'. Men måske, hvis man er glad for progressiv rock som Pink Floyd, men synes at alt fra og med ’The Wall’ var noget kommercielt bras, og samtidig er bare en smule glad for punk og for Depeche Mode, så kunne Hawkwinds ’The Machine Stops’ eventuelt være en aflytning værd.

Hvis man er Lemmy- og Motörhead-fan så skal anbefalingen dog gå på i første omgang at få hørt Hawkwinds 'Doremi Fasol Latido' fra 1972 med Lemmy på bas og en smule vokal.

Afslutningsvis skal det præciseres, at denne anmelder ikke har hørt alle – og slet ikke alle de seneste – Hawkwind-album. Ikke desto mindre er det den umiddelbare vurdering, at ’The Machine Stops’ i den grad er lidt af et comeback for bandet og det bedste Hawkwind-album i rigtig lang tid. Det føles i hvert fald frisk og relevant.

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her