Skarp dødsthrash

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/81/d3/44/Dictum-3-1507492741.jpg
08. Oktober 2017    

The Petulant er ude med debutpladen, der tæsker thrash og død op mod hinanden på solid og selvsikker vis og krydrer det med stemning a la black metal.

Kunstner
Titel
Dictum
Dato
25-08-2017
Genre
Karakter
4

Det er ikke uerfarne folk, der står bag The Petulant. På guitar og trommer hedder medlemmerne begge Meier til efternavn, og det er selvfølgelig Kræn og Lukas, som kendes fra (blandt andet) Sacrificial. Den anden halvdel af bandet, bassist med tilhørende vokal og endnu en guitar har en fortid i Mordax. Det er Asbjørn Steffensen (der i øvrigt også er frontmand i Crocell) og Mads Gath.

Der er derfor heller ikke grund til at spilde meget spalteplads på, om de kan spille, for det kan de i den grad. Det er mere interessant, om de så leverer en stærk omgang musik på 'Dictum'. Det står fra første lyt klart, at det her er bragende solidt med en god produktion med plads til både detaljer og masser af fyldig bund. Men det tog lidt tid at få thrashen, der har en hel del dødsmetal i sig, ind under huden. Lytteoplevelsen var såmænd god nok, men efter endt gennemlytning savnedes lysten til at sætte albummet på igen.

"Problemet" løste sig dog adskillige gennemlytninger efter, så de fede detaljer blev  lagret i hukommelsen sammen med lysten til at høre dem igen, og så tog skiven ellers fat. Det står klart allerede i åbningsriffet på pladen i 'Toying with the Infinite', at der høstes stemning fra black metal. Den mørke stemning klæder den ellers meget riffbaserede musik, og det bemærkes, hvordan vokalen elegant veksler mellem dødsthrashet brøl og noget lidt mere skingert på vej over mod black metallens domæne.



Sejrende Cæsar

De seje riffs står i kø i en musik, der mestrer at være energisk, selvom den også er mørk og dyster. Det er fedt at blive thrashet igennem på 'Disciples', mens den tunge og episke 'My Ceasar' er smuk som bare pokker (nummeret skilte sig allerede positivt ud, da bandet luftede den live tidligere i år på KB18). Det bidrager til variationen på albummet. Noget, som også dyrkes med små lækre leads, ren guitar og snakkende vokal. Sidstnævnte fungerer eminemt i afslutteren 'The Nation', der trods sine syv minutter i længde ikke bliver kedelig, for der bygges en utrolig stemning op med simple virkemidler nummeret igennem.

The Petulant har leveret et vældig holdbart album. Det kan kræve sine lyt, før det for alvor sætter sig, men uanset om man fanger "den" før eller siden, så ligger der her et detaljerigt, afvekslende og alligevel sammenhængende album og venter.



Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her