Ugens Monster Drøn

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/62/83/96/377-l.jpg
30. August 2003    

”En glædelig overraskelse,” lyder det fra en gammel, dedikeret Deep Purple fan om hard rock gudfædrenes nye album, ”Bananas”.

Kunstner
Titel
BananasEMI
Genre
Forfatter
Karakter
4

Deep Purple uden Ritchie Blackmore er som øl uden alkohol. Det virker ikke lige så godt. Da Blackmore blev smidt ud for næsten ti år siden og tog til Sherwoodskoven for at spille Robin Hood-musik med sine lystige svende, tog Purple en ny reinkarnation, med den tidligere Kansas-guitarist Steve Morse på en umulig opgave. Det har nu taget Deep Purple tre albums at finde melodien rigtigt. "Purpendicular" og især "Abandon" var og bliver ikke andet end paranteser i det nu 17 studiealbum store Purple-bagkatatog. De tidlige 70´ere var det tidspunkt, hvor Deep Purple ikke kun lagde grunden til hard rocken, men også leverede det ene monsteralbum efter det andet: "Machine Head", "In Rock", "Fireball", "Burn", "Stormbringer" for blot at nævne nogle få. I 1985 comebackede Purple så voldsomt med "Perfect Strangers", at dét album står blandt klassikerne i "nyere" hard rock. Siden har Purple med blandede besætninger udgivet nu seks albums, men ingen i nærheden af klassiker-status. "Abandon" fra 1998 skrabede bunden. Men det gør den nye "Bananas" ikke. Tværtimod er det en helt igennem glædelig og meget positiv overraskelse. I dag finder vi den ottende udgave af Deep Purple, som består af de tre fra den klassiske Mark II-konstellation: Ian Gillan (sang), Roger Glover (bas) og Ian Paice (trommer). På guitar er Steve Morse og på keyboards Don Airey. En rutineret og hamrende dygtig besætning, som jeg oplevede på Skanderborg for to år siden og i Sverige i 1996 (minus Airey, da var Jon Lord stadig med). Og de gutter kan simpelthen bare trykke den af live, selv om de er midt i 50´erne. De er SÅ sammenspillede, at det er en fryd. Og de kan sgu stadig li´ det, de laver. Lige netop dét smitter af på "Bananas", som summer af liv, energi og spilleglæde og -lyst. Det er et komplet album, der holder pæn høj klasse, men desværre ingen Purple-hits. Med Blackmore gone Sherwood er eneren forsvundet, og det kan mærkes. Deep Purple er i dag en harmonisk enhed uden enerens galskab og opfindsomhed, og det er det, der gør Deep Purple anno 2003 til et band, som ikke når samme højder som tidligere. Men "Bananas" holder sgu alligevel - især hvis man er lidt oppe i årene. Den vinder nok ingen unge lyttere, men den genvinder tilliden til Purple hos os andre tro følgesvende, der er vokset op med hard rockens ubestridte fædre. Og dét er sgu godt gået for en samling ældre herrer, der de seneste år har skuffet en del - og samtidig har en helvedes masse at leve op til. Karakteren er et fedtet 9-tal. Men det er simpelthen ene og alene, fordi Deep Purple har skrevet sig ind i rockhistorien som et af de bands, der har lavet flest klassiske og langtidsholdbare albums. Deep Purple har så meget at leve op til. Derfor er anmelderen lidt fedtet.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her