Gentagelser i rockens ødeland
Retrorockerne fortsætter deres b-films-trip og holder sig til den velkendte formel på deres femte album. Men i det små dukker nye ting op i deres lyd, og det klæder dem.
2. Shockwave City
3. No Return
4. Blood Runner
5. Stranger Tonight
6. Wasteland
7. Bedouin
8. Exodus
Hvis der var ét band, der blev båret frem af hype i 2010’ernes opblomstring og genkomst af retrorock, var det utvivlsomt Uncle Acid and the Deadbeats. Inden de udgav deres andet album, ’Blood Lust’ (2011), var bandet med deres syrede Sabbath-ismer pakket ind i en fuzzet lo-fi-produktion gået fra blogosfæren til de større medier gennem word of mouth, og bandets status voksede kun med udgivelsen ’Mind Control’ (2013), der blev fulgt op af en ustandselig turneren. Det bragte gruppen forbi Danmark adskillige gange, blandt andet som supportband for selveste forbillederne i Black Sabbath, da de i lettere amputeret form blev gendannet og tog på turné efter albummet ’13’.
Nyhedsværdien er dog falmet i de senere år, og det er sigende for Uncle Acid and the Deadbeats’ generelle appel, at der ikke var nogen her på staben, der for alvor følte sig nødsaget til at skrive om ’Wasteland’, gruppens femte album, da den udkom tilbage i oktober.
Konceptet i baggrunden
Det råder vi bod på nu, men pointen er tydelig: Det føles ikke spændende og saliggørende at smide et nyt Uncle Acid and the Deadbeats-album på i 2018 eller 2019, for man ved i forvejen, hvad man får. Man skal elske genren eller være stor fan af bandet for at hungre efter mere.
Det er dog svært at underkende, at det, de gør, gør de godt. Live leverer de stadig, og selvom trætheden for denne skribent allerede havde meldt sig med udgivelsen af ’The Night Creeper’ tilbage i 2015, så viste det album sig faktisk som et helt fornøjeligt bekendtskab, når man atter engang havde indstillet lytteapparatet til den bevidst skrabede produktion med de karakteristisk nasale vokaler.
Det går igen på ’Wasteland’, hvis titel måske/måske ikke er en kommentar til det britiske moderlands politisk ustabile situation i denne Brexit-tid. Bandet har tidligere brystet sig af at følge en konceptuel idé gennem deres plader, der skulle fungere som samlende rød tråd, men det er aldrig blevet skubbet helt i forgrunden.
Det skyldes især frontmand Kevin Starrs vokalarbejde, der ligger begravet et godt stykke nede i mixet. Det er først og fremmest musikken, der taler, og sådan er ’Wasteland’ i højere grad en løs fortælling, der lyder som oldschool fremtidsdystopi af tvivlsom kvalitet optaget på skrabet VHS.
Fremmedelementer i forudsigeligheden
Det er forudsigeligt, men Uncle Acid and the Deadbeats lykkes overraskende nok med stadig at lyde tilpas friske. Det er ikke ligefrem fordi man blæses bagover, når albumåbneren ’I See Through You’, der er Uncle Acid classic, sætter i gang med et typisk taktfast groove, men i momenter får bandet det til at lyde helt frisk.
Som når de på pladens andet nummer, ’Shockwave City’, breaker og kaster sig ud i et beskidt riff, der kunne være Kadavar værdigt, og som bærer nummeret ud. Det er øjeblikkeligt fængende og rykker lidt ved den stilsikre formel, som bandet har lænet sig så meget op ad i deres diskografi.
Men ser man bort fra ’Shockwave City’, er det ikke, når Uncle Acid rocker helt igennem, at de er bedst. Det er i højere grad, når de lader fremmedelementer sive ind i deres så veldefinerede psykedeliske syrelyd, at ’Wasteland’ åbner og udvider sig.
Som i den ni minutter lange og næsten proggy ’No Return’, udvider bandet deres lyd, når der i de afsluttende minutter åbnes op for et ambient postrock-lydlandskab med mellotron, let klimprende guitarer og stemmesamples, der kunne høre hjemme på et Deafheaven- eller endda Godspeed You! Black Emperor-album. Eller når de efterfølgende samler tempoet op på ’Blood Runner’, der banker derudad med et harmoniseret leadriff, som var det et NWOBHM-band, man lyttede til.
Helt overraskende er ’Bedouin’, pladens næstsidste nummer, der bæres frem af et sløvt orgeldomineret groove, hvor mariachitrompeter pludselig dukker op som fremmedartet bagtæppe for de vuggende riff. Det viser sig at klæde musikken eminent godt og fungerer, fordi trompeterne støtter musikkens karakter og stemning. Det er albummets højdepunkt, fordi bandet faktisk tænker ud af boksen og viser, at den selv den mest forudsigelige retrorock kan overraske og fornyes.
Sådan lykkes det i momenter Uncle Acid at få selv den selv mest forstenede retrorock til at lyde frisk og inciterende. Og det er jo fint. Men når bandet har turneret Europa og USA rundt et par gange og om to til tre år sender et nyt album på gaden, bliver det mere af pligt end af velvilje, at jeg holder mig opdateret på retrorockens førende syreband.