Årsliste 2020 – Mads Lau Pedersen

2020 var året, hvor denne småbarnsfar kunne nyde den klassiske metal i fuldt flor, hade internettet lidt mere og juble over, at alle andre heller ikke måtte gå til koncerter.

Årets danske album:
1. Kloster: ‘Især til de levende’ – Der er ikke meget metal over det pastorale folk-ensemble, men albummet, med tekster af den afdøde digter Simon Grotrian, er årets smukkeste danske album.



2. The Rite: 'Liturgy of the Black' – Kun vokalist Ustumallagam (Denial of God) har vel vinrødt pas, men hvad fanden. Doomy og stemningsmættet black metal med fremragende vokalpræstation fra Danmarks bedste black-sanger.



3. Majestic Mass: 'Savage Empire of Death' – Black metal møder Electric Wizard i hemmeligt projekt. Psykedelisk, ikke som i genre-psych, men som i noget, der fucker med ens bevidsthed.

4. Offermose: 'Stilhedens tårn' – Kaldes dungeon synth, lyder som tysk 70'er-synthkrautambient. Ekstremt stilsikkert.

5. Vilde Græs: 'Vestenvind' – Morten Aron Larsen, hovedmanden i Vilde Græs, er en af Danmarks bedste sangskrivere. Også når han er i det magelige hjørne som på denne tilbagelænede folkrock-plade, der et et godt bud på en dansksproget Neil Young-plade.

Årets internationale album:
1. Ordinance: 'In Purge There Is No Remission' – Nådesløs og majestætisk total-black. Allerede en nyklassiker.



2. Malokarpatan: 'Krupinské Ohne' – Excentrisk blanding af black og klassisk metal fra fjerntliggende slovakiske bjerglandsbyer. Fat fakkel, høtyv og oksekærre!



3. Hexenbrett: 'Zweite Beschwörung: Ein Kind zu töten' – Gennemført depraveret og urimeligt catchy heavy/black metal, som man ikke kan lade være med at gøre farlige grimasser og sinistre fagter til.



4. Psychotic Waltz: 'The God-Shaped Void' – Jeg havde ingen forventninger til "Metalizeds yndlingsband"s comeback, fordi comeback-plader. Men så har man også prøvet, at et gudeformet tomrum tog røven på én. Det føltes, som om bandet fortsatte, hvor de slap.

5. Cirith Ungol 'Forever Black' – To comeback-album på en årsliste? Kan man tale om en tendens? I hvert fald en tendens til, at metal var bedre i gamle dage, og at de fleste af årets bedste album forholdt sig til 80'erne; Cirith Ungol lød, som om tiden slet ikke var gået, siden de gik i opløsning. Stenalderdoom og klassisk heavy med proggede tendenser.

Som altid er der også en række boblere. I den progressive metal ville jeg meget gerne have haft Fates Warning med 'Long Day Good Night' i top på min årsliste, men det projekt umuliggjorde bandet ved at lave en for lang plade, som, skønt godt, ikke helt levede op til de overmenneskeligt gode forgængere; og i en helt anden boldgade af progressiv metal udgav Sweven 'The Eternal Resonance", en videreudvikling af Morbus Chron, der dødsproggede videre med arven fra den savnede forgænger. I den mere rene dødsmetal var Cauldron Black Ram med 'Slaver' som altid skammeligt oversete og soliditeten selv med deres massive take på 80'ernes boblende dødsmetalgryde; Black Curse, der debuterede med 'Endless Wound', var uhørt intens totaldødsmetal. Traditionelle varianter over metal var årets store fornøjelse for mit vedkommende: Jeg svingede sværd og rollespilsterninger til Eternal Champion ('Ravening Iron'), Blazon Rite ('Dulce Bellum Inexpertis') og Megaton Sword ('Blood Hails Steel – Steel Hails Fire'); jeg speedede derudad på postnukleare motorveje med Ice Wars hybrid af power/speed metal og punk, kørte gedetrukken stridsvogn med Bütchers blackthrash ('666 Goats Carry My Chariot') og var en tur i isørkenen med Persekutor ('Permanent Winter'); og endelig tog jeg et Robin Hood-kostume på sammen med Wytch Hazels heroiske hard rock/metal fra overgangen mellem 70'erne og 80'erne ('III: Pentecost'). Tak for det, neotraditionelle metal. Og i den skumlere, sortere ende boblede Ysengrins 'Initiatio' over af doom/black-middelalderalkymi; Macabre Omen var heroiske og mandige og lidt ujævne på en opsamling af spredte tracks ('Anamneses'); Aethyrick ('Gnosis') søgte transcendens via en opdateret 90'er-black; Armagedda ('Svindeldjup Ättestup') var rå andenbølge; og Wulkanaz ('Kwetwan Jah Dreuzaz', og ja, den larmer rent faktisk så meget) var bare rå. Som altid kommer der ganske meget god musik, det svære er bare at sortere i det.



Årets internationale hit:
Macabre Omen: 'Anamneses from the Past (Sirens Calling)' – Græske Macabre Omen er så heroiske og episke i deres Bathory-inspirerede black, at man får lyst til at samle en flåde af træskibe, belejre en lilleasiatisk by i ti år og bygge en stor hest af træ og indtage den belejrede by ved hjælp af den. Man får lyst til at smøre kroppen og håret ind i olivenolie, drikke metaxa og gå på buffet-restaurant. Ja, så fedt er det eneste nye nummer på Macabre Omens opsamling af gamle tracks fra i år.



Årets danske hit:
Of the Wand and the Moon: 'Your Love Can't Hold This Wreath of Sorrow' – Fordi jeg GLÆDERGLÆDERGLÆDER mig, til Of the Wand and the Moon endelig udgiver et album. Denne forsmag er perfekt til at jamre over tre glas rødvin for meget, og jeg kan godt lide musik, der er perfekt til at jamre over tre glas rødvin for meget.



Årets genfundne klassiker:
Empyrium: 'Songs of Moors and Misty Fields' – Hvordan holder romantisk gotisk metal fra 1997 med næsten komisk dyb vokal, klassiske instrumenter, rigelige mængder keyboards og tekstlinjer som "Melancholy - still my desire for thy precious tragedian wine.../ Sweep me away, into the vale of thine!" mon i 2020? "Helt hundrede!" lyder svaret.



Årets internationale navn:
Eternal Champion – Sværd, drager, muskelsvulmende krigere og lemfældigt klædte præstinde/kurtisane-typer: 2020 har ikke meget for sig, men det er trods alt jeres år.

&t=381s

Årets danske navn:
Offermose – Stille og roligt har dungeon synth/kraut-projektet Offermose skabt sig et navn som et af de førende bands i en obskur nichegenre. Hvis ikke det skriger Årets danske navn, så ved jeg snart ikke, hvad der gør.



Årets nye internationale navn: 
Persekutor – Perfekt destilleret dumhed og tåbelige gimmicks. Holder sikkert også kun få år, men det bliver nogle sjove år.

Årets nye danske navn:
Majestic Mass – Er meget hemmelige (sikker forudsætning for succes) og et tiltrængt frisk pust på en ofte stillestående dansk scene.



Årets comeback:
Cirith Ungol – Den hårde stil at være aldeles ligeglad med, at der er gået 28 år, siden man sidst udgav en ny plade, og lyde præcis ligesom dengang, uden at falde i kvalitet. Sådan skal et comeback skæres.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Malokarpatan: 'Krupinské Ohne' – Meget smukt folk horror-artwork, lækker gatefold og en booklet formet som et flot lille hæfte. Grund nok til at investere i det fysiske format. Men det kunne også være mange andre; det luksuriøse er vel nærmest blevet normen.

Det overså jeg i 2019:
Mefitis: 'Emberdawn' – Jeg troede ikke, at en udgivelse med det cover kunne være godt. Det kunne det. Højkvalitets black/death, som er gode venner med tidlig At the Gates, Sacramentum og finsk dødsmetal fra starthalvfemserne.



Årets optur: 
- Corona. Ja. Som småbarnsfar i pædagogikum var jeg jo alligevel aldrig kommet til de koncerter eller de fester. Så længe jeg ikke går glip af noget, ofrer jeg gerne jeres andres sjov, helbred og samfundsøkonomi. Så må I andre lære at høre pladen og pimpe derhjemme.
- At stoppe som korrekturlæser for Devilution for at skrive mere (og læse korrektur på bøger).
- Den traditionelle metals fortsatte genkomst.

Årets største skuffelse:
- Hvordan internettet gør folk (mig selv inklusive) kronisk dumme og ude af stand til at læse eller forstå en sammenhæng.
- Hvordan bogstavelige læsninger af alt vinder frem.
- Hvordan billedkultur gør det af med skriftkultur.
- Microsoft Teams.

Største ønske for 2021: 
En uge alene. Helt alene. Uden barn og kæreste og elever og familie. Sådan har man det, når ens liv blev til dét her, efter man fik barn:



Det glæder jeg mig mest til i 2021:
Så er der vist heller ikke mere at se frem til.