Årsliste 2023 – Adriana Zak

Redaktionens blege sydamerikaner har som vanligt forværret sin tinnitus ved at høre alt for høj black metal, der i år dog stod i meget skarp kontrast til den øvrige musik, der blev sat på anlægget eller set live.

Treårsoverskridelsen af dommedag startede hjemme i Andes-bjergene, og bød blandt andet på vejrtrækningsbesvær i Chimborazo, hvor jeg vandrede op til 5+ km højde (over havets overflade … ), til en intim, smuk og rørende bryllupsceremoni hos en af medlemmerne fra Heilung.

Hvorvidt det skyldes eksponeringen til mine rødder for første gang i et halvt årti eller noget helt andet er uvist, men faktum er, at størstedelen af de fem timer, jeg i gennemsnit lytter til musik om dagen, blev dedikeret til meget andet end metal. I år fik jeg nørdet rigeligt med cumbia fra 60’erne og 70’erne, hvor særligt det amazoniske har fået hofterne til at svinge, og så har jeg fået hørt pinligt meget Hermanos Gutiérrez.



Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Ecuador sjældent har haft kendte internationale artister, men det har brødrene Alejandro og Estevan Gutiérrez lavet om på – jovist, de har også en tilknytning til Schweiz, men det er i sagens kerne ligegyldigt. De var i efteråret på Europa-turné, hvor spillested efter spillested blev udsolgt, heriblandt Store Vega i København. Jeg havde den udsøgte fornøjelse af at skyde koncerten, og hvor var jeg bare fandens stolt over at dele landsblod med disse to guitar-virtuosører. Que viva el Ecuador!

Nå, men nok om store følelser og Devilution-urelateret musik.

Årets danske album:
1. Krigstjørn: ‘Mod guders svig’ – Den for de få længe ventede debut fra et af de nyere skud på Korpsånd-stammen, giver alle os med elitær musiksmag håb for den danske metals fremtid. Med et moderne lydbillede fortolker trioen datidens storhedstid, hvor særligt kærligheden til 90’ernes nordiske idoler kan mærkes. Det eneste minus er, at pladen ikke varer 10 minutter mere.



2. Broder: ‘Skarpretterfossilet’ – Endnu et album på godt og vel en halv time fra endnu et band fra Korpsånd-slænget. Broder-brødrene ved, hvordan råt black metal skal lyde, og deres ophav i det mørke Jylland kan tydeligt høres; der er ikke så meget pis, og det er sikkert mega fedt at køre traktor til.



3. Jesum Christum: ‘Svag Total’ – CCsquele er et musikalsk vidunderbarn, hvilket denne soloprojektsdebut er endnu et bevis på. For dem, der ikke er vant til at få serveret deres sortmetal direkte fra den værste båndoptager, man kan finde, er der kun en ting at gøre; giv det tid og plads, det er det værd. EP’en har uanede mængder af lag, man kan gå på opdagelse i for hver gennemlytning.



4. My Lil Bunny: ‘Maundy’ – Og nu vi er ved musikalske vidunderbørn og Slægt-medlemmer … Anders M. Jørgensen og Olle Bergholz har dannet en stærk trio med Gullo Gullo-forsangeren Anders J. Mogensen, hvor det skæve, legesyge og syrede er på sit højeste. Det er intellektuelt, forfriskende og satans fængende.



5. Gabestok: ‘Med freden kommer hadet’ – Det absolut bedste fra denne plade er naturligvis de bandfotos taget af undertegnede, som er blevet brugt til artworket kreeret med ukærlig hånd fra Morten Damsgaard. Musikken er også ganske okay, hvor særligt tekstuniverset endnu engang får os sortsindede nihilister til at trække på smilebåndene; duoens musik er stadig et anbefalelsesværdigt soundtrack til den trælse mandag morgen.



Årets internationale album:
1. Spirit Possession: ‘Of the Sign...’ – Det her album rocker mine ovarier for hårdt! Aldrig har en overdrevet brug af effektpedaler lydt federe, friskere eller frækkere, og så er deres sporadiske brug af kældernissesynths til at få glæde i sjælen af. Spirit Possession er ægte undergrund i verdensklasse.



2. Malokarpatan: ‘Vertumnus Caesar’ – Også ægte as fuck. Slovakkerne genopfinder sig selv album for album uden at miste deres DNA, og sørme så om de har gjort det igen. Deres fjerde fuldlængde er gal, genial og galaktisk, og et fremragende konceptalbum om undertegnedes tiptiptiptiptiptiptiptiptipoldefar, kejser og alkymist Rudolf II (ja, for real, hvor skulle min bleghed og kærlighed for det okkulte ellers stamme fra?).



3. Manii: ‘Innerst i mørket’ – Et album på én sang, der afskyr livet og hylder desperation. Ja tak.



4. Blackbraid: ‘Blackbraid II’ – Sgah’gahsowáh er en vigtig skikkelse og en endnu vigtigere stemme; kolonialisme og det moderne menneskes respektløse og ligeglade forhold til naturen skal bekæmpes med alt, hvad den kan. Den svære to’er, der viste sig at være det stik modsatte for hans musikalske projekt, huggede disse emner endnu mere i sten, hvor selv The New York Times er med på albummets relevans og  nøvendighed.



5. David Eugene Edwards: ‘Hyacinth’ – Det skulle ske før eller siden; kraften bag Wovenhand og 16 Horsepower har udgivet et soloalbum. Pladen er lige, som man havde forventet – essensen af kongen af gotisk americana, men med en fornyet og moderne musikalsk nysgerrighed, der strækker sig til elektroniske og dronede elementer. Tør man satse på, at hans fremtid bliver bedre end hans fortid?



Årets danske hit:
St. Digue: ‘Shadow’ – Det er godt at danse til.



Årets internationale hit:
Lankum: ‘Go Dig My Grave’ – Tårekrummende melankolsk, gåsehudsfremkaldende smuk og hjerteskærende trist. Den her sang er så velskrevet og dyb, at jeg mangler ord.



Årets genfundne klassiker:
Mercyful Fate: ‘Time’ – Okay, måske ikke genfundet, men nærmere fundet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været særlig glad for Hvidovre-kongens vokal, men det er som om, at den voksede på mig under pandemien. Nu er det gået så vidt, at jeg aktivt selv sætter Mercyful Fate på, og især ‘Time’ har fået mange streams. Coveret har med al sandsynlighed været et afgørende element i valget af album.



Årets koncerter:
1. Black Curse og Spirit Possession: Stengade & Mayhem, København, 07-08-2023 & 09-08-2023 – At få lov til at opleve årets bedste koncert med to dages mellemrum er et kæmpe privilegium. Var man ikke til stede til nogen af de shows, så har man fejlet i sine prioriteringer og musiksmag.



2. Swans: Vega, København, 17-10-2023 – At få taget sin Michael Gira live-mødom er svært fascinerende. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor esoterisk det må have været at opleve dem i 80’erne og 90’erne.

3. Fuoco Fatuo: Kill-Town Death Fest, København, 03-09-2023 – Et af nyere tids bedste livebands, som jeg opdagede på selvsamme festival for to år siden. I skæret af stearinlys og kranier, fortabes man i et sort hul, hvor tid og sted udhviskes og opsluges af kosmisk dysterhed.



4. Godspeed You! Black Emperor: Vega, København, 21-04-2023 – Alene det faktum, at en af de mest frustrerende koncerter, mit kamera og jeg har skulle dække i år, ender på min årsliste, siger alt.

5. Midnight: Pumpehuset, København, 13-07-2023 – De post-pandemiske og påpasselige tendenser, der har bredt sig i koncertkulturen, blev endelig glemt denne sommeraften. At komme hjem gennemblødt af egne og andre menneskers kropsvæsker, et letblødende knæ, omtrent et halvt hundrede blå mærker og et nervøst tick i øjet, da mine kameraer var i livskritisk tilstand flere gange undervejs på aftenen, var svært tiltrængt og savnet. Det er rart at føle sig i live.

Årets danske navn:
Afsky – Endelig et metalband, vi kan være bekendt at være kendte for i udlandet. At gå rundt på Midgardsblot med Ole Luk var en sjov oplevelse, da han blev genkendt og stoppet for hvert skridt, han tog. Derudover har han sat musikeres vilkår og agenturers/spillesteders griske hænder på dagsordenen, hvilket har været en massiv og tiltrængt øjenåbner for mange. Fuck kapitalismen! Touraktiviteten har også været omfattende, hvor bandets førstehåndsoplevelse med Israel/Palæstina-konflikten er værd at nævne.

Årets internationale navn:
Nigrum – Årets mest underholdende historie, der for hver version bliver bedre og bedre; den famøse koncert med det mexicansk/svensk/danske band, der fik folk til at flygte fra Råhuset en aften i april og efterfølgende gjorde en kristen lokalpolitiker fra Vesterbro sur og provokeret.
Til eventarrangører: lav jeres lektier, inden I booker bands der er kendt for at optræde med oceaner af gammelt dyreblod.
Til kristne fanatikere: forsvind venligst fra jordens overflade eller i hvert fald fra det politiske landskab.
Til de publikummer, der ikke kunne holde “stanken” ud: køb billet til næste koncert med Trepaneringsritualen, stil jer på forreste række og bliv der.

Hil døden, hil dens stank og hil den ægte sortmetal!



Årets nye danske navn:
Lich Gate – Der er en my Cultes des Ghoules-manisk/teatralsk vokal at spore i dette “hemmelige” nye, danske band, der ligesom Krigstjørn har idolreferencerne i orden. Rytmesektionen sidder lige, hvor den skal, og ligeså gør riffsne. Der er et stykke vej endnu, men potentialet skinner tydeligere end Nordstjernen.

Årets nye internationale navn:
Aphotic – Anmelderrost debutalbum, der leder tankerne på Abyssal, Bølzer og Portal, og debutkoncert på Kill-Town Death Fest. Der behøves vist ikke at blive sagt meget mere.



Årets comeback:
Mare – ‘Ebony Tower’, et af sortmetallens helt store, moderne mesterværker, udkom for 5 år siden, og selvom Nidaros-scenen har adskillige fremragende bands at byde på, har Mare for mange, heriblandt undertegnede, været favoritterne. Bandet kan dog ikke prale af at have udgivet meget materiale eller spillet mange liveshows, og da de havde været tavse i flere år, og deres musik ikke var til at finde andre steder end YouTube, antoges det, at det hørte fortiden til. Det viste sig heldigvis at være en fejlantagelse, for lige pludselig var deres to plader at finde på diverse streamingtjenester, og deres logo fremgik af flere koncertplakater. Længe leve Mare!



Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Darkthrone: ‘A Blaze in the Northern Sky (30th Anniversary Deluxe Limited Edition)’ – De skarpe og elitære nørder vil med det samme bemærke, at dette mesterværk fyldte 30 år i 2022, men det er jo ikke min skyld, at der både var det ene og det andet galt, og at lp’en landede i min postkasse et år for sent. Nu hænger Fenriz’ og Nocturno Cultos autografer på min væg i stuen, hurra.

Det overså jeg i 2022:
Kringa: ‘All Stillborn Fires, Lick My Heart!’ – Intet, naturligvis, men det gjorde du, kære læser. Jeg holdt nemlig pause fra Devilution og lavede således ikke en årsliste i 2022, hvorfor du jo ikke blev præsenteret for sidste års bedste plade. Selv tak.



Årets optur:
Bogstaveligt talt!



Årets største skuffelse:
At sexisme og det, der er værre, stadig er en ting i det danske metalmiljø, og især, at visse mennesker i magtpositioner aktivt vælger at være bedøvende ligeglade med emnet, når de blandt andet laver podcasts i privat regi eller med skattekroner. Det er uacceptabelt, hamrende dårlig journalistisk og det giver mig en meget, meget, meget grim smag i munden. Føj.

Største ønske for 2024:
Mare! Mare! Mare! Mare-album, Mare-koncert, Mare-fotopas. Og egentlig også at bestige flere bjerge samt at se solen dagligt; os latinamerikanere har brug for markant flere D-vitaminer end alle andre.

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
At finde ud af, hvad jeg kan glæde mig til.