Briller Af Stål: De spildte år Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a3/6d/09/quorthon-guitar-sne-3-1456934687.jpg
02. Marts 2016    

Op igennem 90’erne er Quorthon ude på et vildspor, hvor han laver juksede thrash-plader og pinagtig grungerock. Der er ikke megen trøst at hente i fjerde kapitel af historien om Bathory, selvom noget nyt anes ude i horisonten.

I starten af 90’erne peaker metal: Thrashen bliver justeret til maksimal præcision, dødsmetal afløser den med maksimal brutalitet, black metal tager konsekvensen og går den stik modsatte vej, væk fra præcision, professionalisme og maksimalisme, over i bevidst skramlet, minimalistisk ondskab. Imens bliver Metallica endnu mere kæmpestore, end de var før, og Iron Maiden, Judas Priest og de andre klassiske metalbands ser Pantera og Sepultura opfinde groove metal og fremstår pludselig selv frygteligt bedagede. Grunge sker, alt er under forandring, pludselig bliver der stillet nogle helt andre krav til metal, og grænserne trækkes hårdere op end før, mellem hvad der er comme il faut, og hvad der overhovedet ikke er det længere.

På sidelinjen står et helt kuld metalmusikere, der ved indgangen til 90’erne er kommet ud af garagen og har fået skabt sig regulære karrierer ud af musikken. Det er en hel stribe bands, der omkring deres 5.-6.-7. album oplever at sælge mere end nogensinde før, blot for at få tæppet revet væk under sig, fordi de et halvt år senere ikke længere er cool overhovedet. Trends er nådesløse.

En af dem, der mærker tidsånden vende sig imod ham, er Quorthon. Efter ‘Twilight of the Gods’ er han brændt ud. Han er 25 år gammel, har lavet syv album på lige så mange år, kæmpestore, stadigt mere ambitiøse værker, som han har skrevet og indspillet på egen hånd. Blot for at blive latterliggjort af typer med undercut og armyshorts. Quorthon tager en pause. Triller rundt på sin Harley, hænger ud med sine bikervenner, har kærester. Det går der tre år med, før han alligevel får lyst til at vende tilbage. Men for at kunne vende tilbage, skruer han helt ned for ambitionerne, han vil jamme lidt i studiet sammen med Boss, se, hvad der kommer ud af det.

Det obligatoriske rock-soloalbum

Det, der uundgåeligt kommer ud af den slags, er en rock-plade. Enhver succesfuld metalmusiker, der mærker, at han ikke længere kan finde inspirationen til at videreudvikle sit udtryk inden for metallen, må på et tidspunkt bevise for sig selv og alverden, at han kan så meget mere end bare at spille metal. Han må lave en rockplade. En bluesplade, hvis han er rigtig seriøs, ellers bare tilbage til rødderne. “[B]ands like Sex Pistols, The Beatles and other bands like these,” som Encyclopaedia Metallum med størst mulige pålidelighed definerer det med sindet vidåbent for musik, der ikke er metal.

Quorthon er gammel og svensk nok til at være vokset op med hard rock, og før han opdagede metal, var han kæmpe KISS-fan. Hans første alias var Ace efter Ace Frehley, nummerpladen på den Harley, han købte kontant, lød “ACE”, hans guitarspil på debuten er stærkt påvirket af KISS-guitaristen. Quorthon kan godt lide KISS, og det skinner igennem på solodebuten ‘Album’. Solodebut, for godt nok har Bathory-pladerne reelt været soloplader, men ‘Album’ udgives under navnet Quorthon for at adskille den fra Bathory. Det er uundgåeligt, at ‘Album’ vil blive kædet sammen med grungebølgen, da den udkommer i 1994. Det er på det tidspunkt. hvor alle gamle metallere er tossede med at vise, at de faktisk altid har været lidt grunge, og at alt det der metal bare var lidt en joke. Mötley Crüe indspiller en grungeplade, Metallica klipper sig korthårede – godt nok først et par år senere, men som følge af tidsånden – Phil Anselmo bliver et stilikon, Quorthon anlægger lokumsbræt og går med kasketten omvendt.

Det lykkes ham virkelig at holde ambitionerne helt nede, hvor alle kan være med. ‘No More and Never Again’ er bygget op omkring punchlinen “I’m never eating pussy again.” For da Quorthon alligevel går i studiet igen sammen med far Boss efter tre års pause, er det, der får ham i gang igen, en uforpligtende rockplade. Partyrock, kunne man næsten forledes til at kalde det, hvis ikke det var, fordi det var Quorthon, der har lavet den, og der er altså ikke meget fest over ham. Selv når han prøver at være plat og tankeløs i sange som ‘No More and Never Again’, ‘Too Little Much Too Late’ eller ‘Head Over Heels’ – åh jo, det hedder de faktisk! – kan han ikke helt lade være med at lægge sært symfoniske overtoner ind i sine riffs. Som om han simpelthen ikke kan lægge prætentionen fra sig, selvom han prøver. Og i numre som ‘Boy’ og ‘Crack in My Mirror’ viser han, at Panteras succes ikke er gået ham ubemærket forbi, og at han til fulde mestrer den forpinte powerballade. At det så også får ham til at lyde lidt som et proto-Nickelback i ‘Rain’ og ‘Feather’, er en utilsigtet bivirkning.

‘Album’ er altså ikke en ubekymret partyrockplade. Til gengæld er den efter alle objektive standarder noget af det argeste bras, der kommer ud af 90’erne. Jo, Quorthon har en særlig måde at lave melodier på, som ikke kan undgå at skinne igennem, og han har fået meget bedre styr på, hvad hans stemme kan, men mere end noget andet er det en doven møgplade. Uinspirerede tekster om barndom og druk og løsagtige damer, de lammeste trommeprogrammeringer, den ærgerligste rock.

Tilbage til thrashen

Efter tre års liggen på den lade side er Quorthon fuldstændigt genopladet og fuld af idéer. At soloalbummet så med al tydelighed demonstrerede, at det ikke er særligt gode idéer, lader han sig ikke stoppe af. Sideløbende med indspilningerne af ‘Album’ indspiller han et nyt Bathory-album, som udkommer mindre end to måneder efter ‘Album’. Tal om forretningssans. Og tal for den sags skyld om forretningssans, når man lytter til albummet.

Positivt anskuet kan man vel sige, at det er ‘Requiem’s force: Det er ikke en plade, der prøver at være noget som helst. Faktisk er det slet ikke en plade, der overhovedet prøver. Hvor 'Album' trods alt stræbte efter at være en rigtig rockplade, skider ‘Requiem’ hul i alting: produktion, mix, sangskrivning, tendenser. Quorthon lægger helt om efter ‘Twilight of the Gods’ og går tilbage til thrashen, og det er tydeligvis de tyske forbilleder i Kreator, han sigter mod i tempo og rasen. Det er osse bare meget tydeligt, at det her er noget, han har siddet og haft det fedt med, når han ind imellem er blevet usikker på, om ‘Album’ virkelig kunne bære. ‘Requiem' er venstrehåndsarbejde. En sjusket og slap plade med uopfindsomme riffs – når Quorthon da ikke lige planker ‘Master of Puppets’ på ‘Necroticus’, tydeligst godt et minut inde. Det er en plade, hvor man for alvor kan mærke, at Quorthon har manglet nogen, der turde sige ham imod. Nogen, der kunne fortælle ham, at hvis man virkelig vil lave en thrash-plade i 1994, hvor alle thrash-bands enten er stoppet eller begyndt at spille groovet midtempo, så skal man eddermaneme få den til at give mening.

Det gør ‘Requiem’ ikke, den giver overhovedet ikke mening. Pladen har sine indædte forsvarere, der finder en vis charme i dens råhed, ser den som det oplagte skridt efter den opulente ‘Twilight of the Gods’, en udvej i det mindste. Jeg er ikke en af dem, jeg er bare skuffet, uendelig skuffet, når jeg sætter den på med års mellemrum. Sørgeligt nok var ‘Requiem’ Quorthons egen yndlings-Bathory-plade. Efter eget udsagn fordi det var den første Bathory-plade, han havde lavet helt uden at bruge trommemaskine. Der er to pointer her, og den ene er, at den dårligste til at bedømme en kunstners arbejde er kunstneren selv; den anden er, at Quorthon virkelig holdt af at smide falske ledetråde ud. Jeg har i hvert fald svært ved at høre, hvor der skulle være brugt trommemaskine på ‘Hammerheart’ og ‘Twilight of the Gods’, til gengæld lyder det, som om der er trommemaskine hele vejen igennem ‘Requiem’. Men Quorthon føler sig tydeligvis inspireret, og allerede året efter i 1995 er han klar med en opfølger under navnet Bathory.

Det lyder som advarselsskud, når ‘Immaculated Pinetree Road #930’ åbner ‘Octagon’. Det lyder egentlig også ret meget som noget fra ‘St. Anger’, men selvom det vel på en måde indikerer et vist fremsyn fra Quorthons side, at han i stedet for at rippe en otte år gammel Metallica-plade, som han gjorde på ‘Requiem’, ripper en Metallica-plade, der stadig ligger otte år ude i fremtiden, så er det den samme kreative krise, han ligger og sumper rundt i på ‘Octagon’. Det er lyden af en mand, der prøver at genopfinde sig selv og få det til at se ud, som om det i virkeligheden er sådan her, han altid har været. Det er næsten som en tidlig 40-årskrise, Quorthon er kun 29, men det er også mere en metalkrise: ‘Octagon’ ligger ikke milevidt fra, hvad Slayer trækker deres tilbageværende loyale fans igennem i samme periode, og mens forgængeren ‘Requiem’ var bevidst gammeldagst rådden i lyden og primitiv i sangskrivningen, er Quorthon på ‘Octagon’ tydeligvis meget bevidst om de tendenser, der hersker på metal-scenen i disse år. Der er med andre ord elementer af groove metal flere steder. Og et KISS-cover.

På plussiden skal det så siges, at ‘Octagon’ er en langt mere velkomponeret plade end sin forgænger. Der er riffs, der er tænkt over sangenes struktur, vokalen er nuanceret. Produktionen er igen temmelig sjasket, men det virker stadigvæk, som om Quorthon har gjort lidt mere af en indsats for at få ‘Octagon’ til at virke. Som om det ikke bare har været sjovt at være i studiet igen, som om han faktisk har villet noget med det, prøvet at lave en god plade. 

Det har han dog ikke, ‘Octagon’ er ikke en god plade. Hørt som en plade fra Bathorys fortabte år er den overraskende god, decideret lytbar langt henad vejen. Det skal den have. Men egentlig god er den ikke.

Lavpunktet 

Efter at have brugt 1996 på at stykke resterne af det tabte vikinge-opus ‘Blood on Ice’ sammen til et album med talrige overdubs og genindspilninger og et svært diskutabelt resultat til følge tager Quorthon så igen et frikvarter fra metallen med endnu et soloalbum. Det skal man altid, kalde det et frikvarter, når musikere laver sideprojekter, der falder uden for det, de ellers er kendte for. Og det giver overhovedet ikke mening i tilfældet ‘Purity of Essence’, da det er en langt mere gennemarbejdet plade end de to foregående Bathory-plader og den første Quorthon-plade. 

Som ‘Album’ er ‘Purity of Essence’ trods sin sublimt metal-engelske titel en rockplade. Og som ‘Album’ er den en gudsjammerligt ringe en af slagsen, virkelig arg stadiongrunge med hvinende uinspirerede tekster. Numrene har navne som ‘Outta Space’, ‘Hit My Head’, ‘Rollercoaster’ og ‘It’s OK’, og det er det ved grød virkelig ikke. Det er svært at forstå, hvordan Quorthon kan have overbevist sig selv om, at det her på nogen måde kunne være en god idé i løbet af processen med at skrive og indspille albummet. Og det har tydeligvis været en længere proces: ‘Purity of Essence’ er ikke bare Quorthon, der pisser rundt i studiet og har det fedt med at (tro, at det, han er i færd med, er at) spille den fede rock som på ‘Album’, det er godt halvanden times dobbeltalbum med et gennemtænkt forløb, hvor en upbeat rocker som ‘I Want Out’, der starter med lyden af Quorthons Harley, kommer efter den smægtende ballade ‘Fade Away’ med ulvehyl og store, drivende synth-strygere.

Et nummer som ‘I Want Out’ er også et eksempel på, at Quorthon gerne vil eksperimentere inden for rocken med nogle alternative rytmer og en sær slæben sig igennem det ellers så upbeat nummer. Selvom det af hele sit væsen er en fed kliché, prøver han at hæve det over klichéen. Produktionsmæssigt er der også arbejdet meget mere med det hele, ikke kun med de synths, der ligger hele vejen igennem, men også med vokalharmonier, også flere steder, hvor man ikke ville have forventet vokalharmonier. Quorthon har endda fundet ud af, at lilletrommen på hans trommesæt kan stemmes og ikke behøver at lyde som Snapcase hele vejen igennem.

På mange måder er ‘Purity of Essence’ – hold kæft, hvor jeg elsker at skrive den titel, det er, som om den alene holder mig oppe midt i det her morads af mandefølelser og radiorock – virkelig Quorthons kunstnerisk mest vellykkede plade siden ‘Twilight of the Gods’. Ambitionsniveauet er deroppe, hvor det bør være, igen. Det eneste ærgerlige ved den er bare, at det, han så bruger sine kræfter på, er sådan noget art bras som det, der udgør ‘Purity of Essence’.

Hvis man skal sige noget virkelig positivt om ‘Purity of Essence’, så er det, at den markerer et skift væk fra de foregående pladers smadrede udtryk, hvor det tilsyneladende mest handlede om bare at have det fedt med spille og finde glæden igen ved at fyre den af. Quorthon var virkelig ikke særlig god til at have det fedt og fyre den af. Så selvom ‘Album’, ‘Requiem’ og ‘Octagon’ vel et eller andet sted var nødvendige, for at Quorthon kunne komme sig ovenpå den skuffelse, som ‘Twilight of the Gods’’ modtagelse åbenbart havde været, eller hvad det nu end drejede sig om, at verden ikke havde kastet sig for hans fødder og anerkendt hans geni eller noget, så er det svært at se, at det var nødvendigt at udgive dem. Og selvom ‘Purity of Essence’ er noget hø, så var det her, han begyndte at være ambitiøs igen. Eller pompøs, om man vil.

Genfundne ambitioner

Arbejdet med at færdiggøre vikinge-eposset ‘Blood on Ice’ nogle år tidligere må også have haft en vis betydning for det næste Bathory-album: I hvert fald begynder Bathory på ‘Destroyer of Worlds’ i 2001 at spille vikingemetal igen. Det var også på tide. Og det er godt: ‘Lake of Fire’ er storslået, og titelnummeret er stærkt med sit kor og sin dommedagstekst. På ‘Ode’ tør Quorthon igen synge igennem, sådan som han var begyndt at gøre det på nogle af de powerballader, han lavede på sine soloalbum, han er tryg ved sin stemme nu. Han er stadigvæk ikke nogen teknisk imponerende sanger, men viljen gør ret meget her, smitter af på en. Man vil virkelig gerne have Bathory til at være tilbage på toppen. 

Hvis nu ‘Destroyer of Worlds’ havde været et minialbum bestående af de tre første sange og den afsluttende ‘Day of Wrath’, så havde Bathory virkelig også været tilbage på toppen.

Det er det ikke, det er Bathory ikke.

Fra fjerde nummer, ‘Pestilence’, begynder det hele at gå galt. Af uransagelige årsager synes Quorthon godt lige, at han kan trække et groove metal-nummer ud af røven igen. Dem kommer der en hel række af, det ene mere idéforladt end det andet. Selv når der så er et – relativt – bedre nummer som ‘Bleeding’, hvor der endda åbnes for lidt vikingevibes i midterstykket, så er hovedtemaet planket fra Overkills ‘Skullcrusher’. ‘Krom’ excellerer endog i genbrug med nok en intro med Quorthons Harley, der gasser op for at dræbe velfærdscirkussets indbyggede slavementalitet, som han besynger i ‘Kill Kill Kill’:

“But once you are dead and they'll showed
You into the forgiving flames
They'll refer to you only by a social security number
And not your name”.

Der er også noget om “industrialised abortions”, om at se “humiliation TV” og om “beauty pagants [sic.] for the five year old”, det er på sin groteske vis poetisk i sin uformående uskønhed, men det formår ikke at dække over, at det her er en voksen mand, der kanaliserer teenageangst, fordi der aldrig er nogen, der har krævet noget af ham. Han har kunnet leve uden for velfærdsstaten, prutte rundt på sin Harley, lave plader sammen med far. Han er respekteret i snævre kredse, også selvom det er for noget, han egentlig selv synes er ret barnligt.

Der er ikke noget at sige til, at pladen har taget sit navn efter det kvad fra 'Baghavad Gita', som Oppenheimer citerede, da de sprængte den første atombombe: “Now I am become death, the destroyer of worlds.” På ‘One Rode to Asa Bay’ så Quorthon gennem den gamle mand hele vikingecivilisationen gå til grunde og proklamerede, at det først lige var begyndt. På ‘Twilight of the Gods’ stod han på bjergets tinder som en anden Zarathustra og skuede ud over en moderne verden styret af hokus pokus, falske profeter, Guy Debords spektakulære samfund, sådan som det blev oplevet af en mand, der ikke hørte hjemme i den tid, han var dumpet ned i. Quorthon var ikke et moderne menneske, han var en primitiv mand med enkle, bundsolide værdier, som han så flyde. På ‘Destroyer of Worlds’ møder vi ham rodløs, hans evner er forældede i en verden, han oplever som stadigt mere kompleks, hvor alt det, der før var så nemt at kategorisere som sandt eller falsk, true eller poser, flyder sammen. I det generelle samfund såvel som på metalscenen, forstås. Og det eneste, der er for ham at gøre, er at smadre det hele.

“Twinkle bright Aldebaran, the star of solitude
Somewhere there is a lake of fire, pity all the fools
Sorry are the desolate, the unfree and obedient
For this is not the spring of love, it's the winter of discontent”,

lyder de første linjer af åbningsnummeret ‘Lake of Fire’. Alt skal brændes ned nu, kysterne stikkes i brand igen, vinteren lukke sig om landet. “Winter is coming,” hvisker Jon Snow. Og bag muren af is er kæmperne i gang med at bygge noget kolossalt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her