Briller Af Stål: Den forjættede førkristne tid og panfløjterne Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7f/1e/91/1373763059-arizmenda-3-52-1453972949.jpg
28. Januar 2016    

Der er ikke meget Mellemfolkeligt Samvirke over det, når den californiske Black Twilight Circle trækker på azteker-kultur og maya-rødder i deres lo-fi black metal.

Titel
Desert Dances and Serpent Sermons
Trackliste
1. Volahn - Chamalcan
2. Shataan - Caminando del Destino / Desert Smoke / Wells Run Dry
3. Arizmenda - Ropeburn Mutilation on the Outskirts of Life
4. Kallathon - Falling into the Horizon, Burning into the Black Twilight

Der gik ikke lang tid, før de oprindelige skandinaviske black metal-bands opdagede, at de kunne få mere pondus bag deres anti-kristne agenda ved at trække på deres førkristne rødder. Kristendommen var blevet påtvunget deres forfædre og brugt til at undertrykke det folk, der indtil da havde levet i overensstemmelse med de traditioner, der passede til det sted, hvor de levede, hvor hver høvding tog sig af sin bygd, men nu skulle de til at betale skat til en konge langt væk og til en kirke, der pålagde dem leveregler, der stred imod deres natur. Hvor aserne havde været billeder på de naturkræfter, som bønder, jægere og krigere måtte underlægge sig, var den kristne gud en autoritær patriark, der trælbandt dem med det ene mål at tjene ham – og i mangel af den personlige forbindelse, som de havde haft til deres gamle guder, altså hans stedfortrædere her på jorden. 

Quorthon var den første til med succes at inddrage den nordiske mytologi i Bathory, og i den anden bølge blev hans eksempel snart fulgt af Enslaved, Satyricon og Ulver samt en række folk-spinoffs fra regulære black metal-bands som Fenriz’ Isengard. At de på den måde var med til at give folk metal som sådan en opblomstring, er naturligvis en beklagelig bivirkning, men selvom deres romantisering af vikingetiden var noget naiv og sådan set også havde potentielt nationalistiske undertoner – udlevet hos ikke mindst Burzum – så vandt plader som Bathorys ‘Blood Fire Death’, Enslaveds ‘Eld’ og Ulvers ‘Bergtatt’ nyt land for black metal, tilføjede den en ekstra dimension. Selvom der også gik lovlig meget ringbrynjer og sværd i den, var der et kreativt frugtbart spændingsfelt mellem blackens fræsende kaos og de æterisk skønne klange fra folkemusikken, som mundede ud i såvel den atmosfæriske black som en ny måde at lave riffs på, som lå endnu længere væk fra den tarvelige rock.

Og så var det altså endnu en grund til være anti-kristen.

Om det så har været den manglende dimension, historieløsheden eller noget helt tredje, der har gjort, at USBM i lange stræk har været præget af enten imitation af den skandinaviske scene eller en postmodernistisk tilgang med indtryk og lån på tværs af genreskel, som senest har affødt såvel den sludgede black som den så populære shoegazer-black, er naturligvis i høj grad spekulation. Men mens de skandinaviske bands kunne søge forankring i vikingetiden og asatroen i deres opgør med kristendommen, de østeuropæiske i den slaviske folkloristik og irerne i den keltiske kultur, har det virket, som om USBM mest har været forankret i modernitet, fastfood og dårlige stoffer. Med øko-blackens new age-tendenser som det tætteste på en egen spirituel dimension, sådan som den er blevet udfoldet hos Wolves in the Throne Room. Hvis new age-bølgen er det tætteste, man kommer på en religion med udspring i Nordamerika, hvor man har indarbejdet en del af naturreligionen fra resterne af regionens oprindelige folk, så kan man godt argumentere for, at øko-black er USBM’s svar på vikinge-black, men som bølge er dens effekt endnu til at overskue.

Præcolumbianisme

Sydpå har den latinamerikanske black metal mest været kendt for sine tidlige, stærkt primitive og af den grund ofte ganske esoteriske frontløbere som brasilianske Vulcano og Sarcófago, colombianske Parabellum og i nogen grad de chilenske black-thrashere Massacre, men det er kun de sidste, der har forsøgt sig med at fusionere metal med deres oprindelige kulturs folkemusik. Det skete på den ikke særligt vellykkede debut ‘Massacre’ i 1989, hvor lavpunktet på en psykedelisk famlende progget thrash-plade var et cover af Los Jaivas’ hymne ‘Todos juntos’.

Selvom vi geografisk kommer nogle tusind kilometer nordpå på den nye split fra den californiske Black Twilight Circle, er det stadig svært ikke at blive mindet om netop Los Jaivas. Det er naturligvis et udtryk for en rasende eurocentrisme, hvor man ikke skelner mellem maya-, azteker-, tupí- og inka-kultur, eller hvad der ellers er, men bare ser det hele som indianere og i øvrigt alt syd for USA som Sydamerika. Men ikke desto mindre: Hvor de chilenske etno-proggere Los Jaivas i 70’erne med såvel kreativ som kommerciel succes fusionerede den europæiske prog rock med præcolumbiansk andinsk folkemusik, en tendens, der lå i direkte forlængelse af folkscenens genopdagelse af den traditionelle folkemusik, er det ikke mange metalbands, der har bundet an med at fusionere metal med latinamerikansk folkemusik. Om det så har været, fordi de blev skræmt væk af Massacres forsøg eller af Brujerías pothoved-bøvede fortolkning af pophittet ‘Macarena’, kan man kun gisne om.

Men centreret omkring eksil-guatemalaneren Volahn har musikerkollektivet Black Twilight Circle oppe i Califonien søgt inspiration i medlemmernes mellemamerikanske aner til at skabe deres eget sortmetalliske udtryk. Godt nok tager grupperne, som for de flestes vedkommende er enmandsforetagender eller sammensat af medlemmer fra de andre bands i cirklen, afsæt i den anden skandinaviske bølge, men hvor den fandt hardangerfele og blokfløjte frem, når historien skulle påkaldes, er det panfløjter og maracas, mellemamerikanerne hiver ud af forældrenes gemmer for at komme i kontakt med deres forfædre.

Snublende etno-prog

Overraskende nok fungerer det faktisk bedst, når det etniske element er stærkest, sådan som det er det hos Shataan i suiten ‘Caminando del destino / Desert Smoke / Wells Run Dry’ på den nye split fra Black Twilight Circle, ‘Desert Dances and Serpent Demons’. Som på båndet ‘War Cry Lament’ fra 2011 er blacken hos Shataan snarere en vibe eller et afsæt end en egentlig forankring, for langt størstedelen af tiden raver Shataan rundt ude i proggen. Der bliver sunget nogenlunde rent, kørt skalaer og spillet fløjtetemaer, og skal man pege på deciderede black-elementer i musikken, er der ikke meget andet at komme efter end noget, der med lidt ond vilje minder om blastbeats i ‘Desert Smoke’, men som egentlig lige så godt kunne være tidlig Rush eller Yes. Eller altså i ‘Caminando del destino’-ouverturen Los Jaivas med deres etno-prog og dens små-generiske præcolumbianisme. For som vikingemetallen havde det med at idyllisere vikingetiden lige vel meget – se bare Bathorys ‘Hammerheart’-konceptalbum om en vikings stolte liv – så kommer præcolumbianisterne også let til at male et billede af en tid før europæernes indtog, hvor alle levede i harmoni med naturen, respekterede hinanden, havde pantersjælevenner og hele tiden høstede majs.

Men når Shataans prog lykkes i en Black Twilight Circle-sammenhæng, så er det, fordi den er spillet snublende og upoleret, stramheden forsages til fordel for hengivenheden i et totalt opgør med kerneværdierne i prog: Det lyder virkelig som det, det er, nemlig etno-prog spillet af black metallere. Der er besatte af viljen og ikke lader sig bremse af noget så ligegyldigt som teknisk uformåen. På den måde kommer der endda lidt primitiv kunst ind over det.

Shataans backingband udgøres af Volahn og Murdunbad, der har sit eget enmandsband under navnet Arizmenda, der også er repræsenteret på splitten. På sit seneste album, ‘Stillbirth in the Temple of Venus’ fra 2014, koksede han helt ud i en kosmisk voldspornografi, og den fortsætter han med på ‘Ropeburn Mutilations on the Outskirts of Life’. Her dækker det kødelige begær over en spirituel tomhedsfornemmelse, og det forsøges vundet ind med en ritualistisk selvfornedrelse. Her er ingen harmoni med naturen, bare brutale menneskeofringer i junglen, blod på alteret og dødekult, og musikalsk viderefører Arizmenda introens urovækkende euforiske chanten i melodilinjen resten af nummeret, så man kommer til at tænke på kannibal-splatterfilm fra den mellemamerikanske jungle i 70’erne.

Ufrivilligt komisk

Men det er Kallathon, der på den afsluttende ‘Falling Into the Horizon, Burning Into the Black Twilight’ kommer tættest på at genskabe noget af storheden fra den anden skandinaviske bølge. Eller, om man vil, fra Les Légions Noires. Black Twilight Circle deler måske ikke den franske cirkel fra midthalvfemsernes stålsatte hemmelighedskræmmeri og medieafskærmning, men de deler deres lo-fi-tilgang med kassettebåndsudgivelser i begrænsede oplag og en produktion, der er tilstræbt skramlet og uskøn. 

Når man lytter sig igennem et udvalg af de efterhånden 30 udgivelser, der er kommet på Black Twilight Circles kassettebåndslabel Crepúsculo Negro siden starten i 2008, er det alligevel påfaldende, hvor langt der er op til det niveau, som Les Légions Noires præsterede. Der er selvfølgelig også en grund til, at man stadig taler om de franske udgivelser, der i sin tid kun cirkulerede internt i kredsen af indviede, fordi meget af det virkelig var ærefrygtindgydende godt og massivt i sin sorthed, men man kan altså hos Black Twilight Circle godt savne noget af den samme totale dedikation. Indlevelsen. Den besathed, som man møder hos Shataan, forbliver hos Kallathon i lange stræk temmelig formularisk, og selvom han med sit bidrag til ‘Desert Dances and Serpent Demons’ hæver niveauet betragteligt fra den fem år gamle split ‘Disequilibrium on the Ecliptic Plane’ med Volahn – som spiller trommer for Kallathon – er det stadigvæk et stykke fra at være decideret overvældende.

Og det burde måske i virkeligheden ikke være nogen overraskelse, når man så hører det, den allestedsnærværende bagmand Volahn laver i eget navn. Black Twilight Circle er mere eller mindre hans skabning, det er hans vision om at forene black metal med hans egen og de andre medlemmers mellemamerikanske baggrund. Mærkværdigvis udmønter det hos Volahn sig ofte i en sært kitschet western-lyd, sådan som man kender den fra 60’ernes spaghettiwesterns. Der virkede den jo, men det er en lyd, jeg har det svært med at høre forsøgt fusioneret med andre stilarter, fordi dens virkemidler er så karakteristiske og relativt enkle. I Argentina forsøgte Poseidótica i slutningen af 00’erne at fusionere lyden med en progget stoner og kørte legen helt ud i sideprojektet El Festival de los Viajes, men trods sin originalitet fremstod resultatet stadig lidt kikset. Sådan virker Volahns western black metal, som han selv kalder det, også: Det er jo egentlig en – nogenlunde – original idé, men man kan altså også godt forstå, hvorfor andre ikke har fået den før. Resultatet er nemlig ufrivilligt komisk.

Og det er den evindelige fare ved at blande folkemusik ind i black: Lige så store muligheder det giver for at udvide registret og finde nye måder at skrive melodier på, lige så stor fare er der for, at man pludselig står der og er blevet en gimmick. Med ringbrynje, pelsvest, poncho eller sporer på cowboystøvlerne. Den fine grænse balancerer Black Twilight Circle på. Nogle gange falder de til den ene side og lykkes med det som Shataan. Andre gange holder de sig tættere på det sikre, men bliver også lidt mindre interessante af det, som tilfældet er med Kallathon og Arizmenda. Og andre gange igen falder de altså i.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her