Krigsguden #249

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e8/d0/85/a1744904270-10-1-1499161771.jpg
04. Juli 2017    

Krigsguden anmelder det nye album med franske Necrowretch.

Kunstner
Titel
Satanic Slavery
Forfatter

Necrowretch - Satanic Slavery cd (Season of Mist)

Beelzebub lever og har det godt i Frankrig med grusomme bands som Necroblood og Necrowretch. Jeg så sidstnævnte på Stengade for tre år siden og blev blæst til atomer. Så det var med stor, næsten neurotisk spænding, at jeg kastede 'Satanic Slavery', bandets 3. album, i anlægget og fyrede op for volumen.

Franskmændene fortsætter heldigvis med deres unikke og brutale blanding af death metal og black. Der klyngebombes helt psykotisk og overmenneskeligt på alle albummets otte skæringer. Produktionen sidder lige i skabet, mens ondskaben vælter ud af mine krænkede højttalere, som en rabiesramt pitbull i en katatonisk blodrus.

Teitanblood møder Bathory? Necrowretch er både primalt og episk. Old school og nyskabende. Klart deres bedste til dato. Jeg er mere end klar til en ny koncert med disse diabolske frøædere. Vi er alle Satans slaver, så adlyd mørkets fyrste, og køb denne misantropiske perle. 

Glem Tour de France og epo-junkierne, Jørgen Leth, fanden og hans pumpestok. Eller i hvert fald de førstnævnte. Gene Simmons vil tage patent på djævlehornene? Han har vist ikke hørt Necrowretch, den gamle svindler.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her