KTDF 2018: Torsdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/25/c6/6d/2018-0906-21210200-18-1536741894.jpg
10. September 2018    

Seks timers død er en stor mundfuld, men de fleste af bandene slap helskindede gennem førstedagen på den genopstandne dødsfest, hvor Necrowretch var dagens ufravigelige højdepunkt.

Titel
Reptilian + Cemetery Urn + Hyperdontia + Necrowretch + Torture Rack
Spillested
Dato
06-09-2018
Fotograf
Jacob Dinesen & Bjarke Ahlstrand
Forfatter

Tiden var endelig inde til genoplivningen af Kill-Town Death Fest i de nye rammer på Pumpehuset – en festival, som tidligere har holdt til huse i Ungdomshuset, men følte sig begrænset af den tidligere venues principielle modstand mod at give bands anden betaling end transportudgifter. Hyren er dog fortsat en ære forbeholdt den mindre del af lineuppet, men det kan dog ikke udelukkes at være medvirkende årsag til, at Kill-Town Death Fests program i år er iblandt de stærkeste i festivalens historie.

Torsdagen starter dog ud i det små med Reptilian, der med 'Perennial Void Traverse' som deres eneste fuldlængde indtil videre har tilføjet et mere twisted deathskær til den ellers fortsat dominerende black metal-scene på de norske kanter. Et kvarter inde i koncerten træder vi ind i den lille sal, som i dagens anledning er propfyldt og kogende til bristepunktet. Ikke blot af varmen fra fremmødet, men også som følge af nordmændenes drabelige cocktail af teknisk død, hæsblæsende speed/thrash og crusty doom. Vi snakker billige sneakers, Kreator-trøjer og helikopterhår, der sparkede programmet i gang med både morbid tyngde og smadret trykluftsbor-styrke, inden færden gik videre ovenpå til næste dødsseance.

Kirkegårdsstemningen var kridtet op med et hegn med omvendte kors rundt om nogle gravsten på scenen; graven var dog fyldt ud med trommer i stedet for blomster. Ganske vist et permanent setup for alle, der spillede på hovedscenen, men var der nogen, der burde indvie scenen, måtte det da selvsagt være Cemetery Urn. Ikke blot for navnet, men fordi hele deres udtryk lugtede langt væk af rådden død. Desværre gik meningen med råddenskaben i første halvdel af koncerten tabt, dels i en vokal så ensformig, at George Corpsegrinder havde fremstået som en regulær operasanger ved siden af, dels i en lyd så smadret, at det var svært at finde rytmen i helheden. Lyden blev dog mere sammenhængende undervejs, men australierne fik aldrig gravet de mest potente dødsbaskere op ad sangkisten.

Det var dog alt sammen lykkeligt glemt, da vi kort tid efter stod over for den dansk/tyrkiske hybrid Hyperdontia, som velsagtens kan beskrives som en mere crusty, betændt Suffocation-techdød. Det helt nye debutalbum 'Nexus of Teeth' blev prominent fremhævet, og forsanger David Mikkelsen, som også gør sig i front for både Phrenelith og Undergang, havde lige præcis det vokale bid, som var så fraværende ved forgængerne. At rytmesektionen samtidig sad så skarpt i skabet, var kun dét mere inponerende, når vi snakker en guitarist og bassist fra Istanbul, der sammen med Tuna, David Mikkelsens danske trommemakker fra Phrenelith, må formodes at have langt mellem øverne. Mere grumt, beskidt og gennemført end Cemetery Urn nåede at blive. Hyperdontia mestrede samtidig groovet, og vinylen blev købt med hjem, hvis man skulle risikere at glemme koncerten. 
Du kan læse mere om koncerten her.

Dødsfesten fortsatte ovenpå, hvor franske Necrowretch ligeledes bevægede sig i den sprængfarlige ende af spektret som et frontalangreb fra start til slut. Der var mindre retro-kvaliteter at spore, hvor både det tidlige Death og mere militant Marduk-inspireret black metal lurer i skumringen, men det hele blev leveret så brutalt og tight, at det fremstod som en regulær lektiom i blackened død. Trommeslager Ilmars blanke kontaktlinser fik ham til at fremstå som en zombie på Duracell-batterier, og armene fløj rundt til alle sider, ligesom enkelte harmoniske overgange blot flettedes ind momentvist for at cementere, at de altså kan andet end at køre med +100 bpm, når de da lige føler for det. Lidt vokalekko her og der tilføjede yderligere retro-charme til helheden, og slutteligt var den tunge, doomede outro en storladen dokumentation af, at Frankrig altså også er med på den fede død, hvis man måtte være i tvivl.
 Mere om Necrowretch-koncerten her.

Det næste band i stueetagen havde således lidt at leve op til, og eftersom fremmødet kun var blevet større i løbet af aftenen, var det da også en tætpakket, sortklædt masse, der afventede amerikanernes indtræden. Med to album på samvittigheden er Torture Rack et relativt nyt foretagende, som lægger sig i den tunge ende af dødsspektret med vægt på det hårde groove og det dybe growl. Og ikke så meget andet. Hvilket i virkeligheden var bandets største last. De tonsede af sted, lød møghamrende sure og insisterende, men monotonien meldte sih, og prioriteterne bevægede sig i retning mod hurtig konsumering af madrester fra backstageområdet.

Selv her backstage herskede den internationale stemning, som prægede festivalen allerede på førstedagen, og det skulle sidenhen gå op for os, at det kun var 20 % af de betalende gæster, der var danskere. Når man tænker på, hvor hurtigt billetterne blev udsolgt, er der ingen tvivl om, at denne genvækkelse af Killtown Deathfest er længe ventet, både med danske og udenlandske øjne. Og nok heller ikke om, at udlændingene er lidt hurtigere på aftrækkeren til at købe billetter i forsalg.

Vi har dog stadig et band på menuen i form af et af festivalens hovednavne, Blood Incantation.
Endnu et ungt firkløver med 2016s 'Starspawn' som deres eneste fuldlængde indtil videre, men som har vundet stor gennemslagskraft på scenen med deres lettere psykedeliske tilgang til dødsmetallen. Som frontmand Paul Riedl selv postulerer: ”Here´s another song about being out of space and being dead”. Så er tonen ligesom sat.

Ikke fordi vi bliver sendt på en rejse ud til det ydre rum, for den rå død har som forventet den altovervejende dominans med potente rationer råstyrke og tekniske indgreb. De unge rødder fra Colorado bærer scenen seje og selvbevidste, og der var et særligt schwung over deres groovy riffs, som gjorde det kropumuligt ikke at headbange med. Der var desværre lidt langt mellem de forløsende øjeblikke, og meget af tiden virkede som et forspil, der ganske vist kildede de rigtige steder, men uden at følge os helt til dørs. Det største problem, koncerten led under, var, i modsætning til Necrowretch, deres helt ekstreme brug af ekko uden nogen sans for begrænsning; på grænsen til det enerverende. Et helt nummer med ekko på vokalen er simpelthen for meget af det gode og stjæler unødvendigt fokus fra musikken, som ellers bar showet fint i sig selv.


En førstedag med seks timers død og helvede, hvor Necrowretch var dagens uimodståelige highlight, og Hyperdontia blev skrevet bag øret til næste gang, de måtte samles på dansk jord. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil