Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #266

Populær
Updated
Krigsguden #266

Krigsguden anmelder en kassettecompilation med alle numre fra det australske grindcoreband Meth Leppard.

Kunstner
Titel
Discography 2015-2017

Meth Leppard - Discography 2015-2017 (Abusive Noise Tapes)

Det er noget tid siden, at jeg har anmeldt grindecore i min klumme, så det er vel på sin plads, at det bliver mit p.t. nye yndlingsband i genren, som har fået utallige spins i mit radioshow på Christianshavns Radio. Og ja, australierne har et ekstremt sejt bandnavn som en parodi på de engelske puddelrockere, der nok skal forvirre folk på High Voltage, hvis man ifører sig en Meth Leppard-T-shirt.

Opsamlingen består af deres første demo og tre split-ep'er med Bruce X Campbell, Jack og Durian. 25 tracks på 26 minutter inkl. et cover af Repulsions 'Slaughter of the Innocent' samt Napalm Deaths 'Siege of Power'. Det svarer til, at hvert nummer ca. har længde på ét minut, den perfekte sanglængde for grindcore, som f.eks texanske Insect Warfare eller danske Dead Instrument praktiserer til perfektion. Meth Leppard kunne godt lyde lidt som en hydbrid af de to sidste navne, dog i et anelse langsommere tempo og tilsat en del mere nihilistisk humor.

Der er flere tungmetaliske sager på denne compilation (der inkluderer alle deres udgivelser) blandt al den bestialske grindcore, og der er også lidt deathgrind a la Autopsy og Cattle Decapitation. Udover variationen (alt er relativt) er det også ret velproduceret inden for genren, og jeg tror, at folk, der normalt ikke tænder på grindcore, vil kunne arbejde med Meth Leppard.

Meth Leppard er fra Adelaide og består af Kieren Murray på trommer samt Cheese på vokal og guitar, der har en fortid i Guantanamo Bay City Rollers. Ja, de aussies kan noget med bandnavne, som danskere kunne lære noget af.