Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #284

Populær
Updated
Krigsguden #284

Krigsguden anmelder det nye album, 'The Luciferian Crown', fra de finske war metal-legender Archgoat.

Kunstner
Titel
The Luciferian Crown

Archgoat blev dannet i 1989 ligesom deres finske kollegaer i Beherit og nyder næsten samme legendariske status, men det var først i 2006, at deres første reelle album, 'Whore of Bethlehem', så dagens lys. Som dødsblackheltene Beherit (og canandiske Blasphemy) må Archgoat betragtes som nogle af foregangsmændene for war metal-genren. De er dog ikke så psykotiske som f.eks. senere bands som Revenge, Tetragrammacide og Death Worship.

'The Luciferian Crown', deres 4. fuldlængdealbum på knap 30 år, leverer på 35 minutter, nøjagtig hvad jeg havde forventet, hverken mere eller mindre, og det er helt fint med mig. Efter en lille intro bliver der hærget og blastbeatet med fuld skrue i 'Jesus Christ Father Of Lies' og 'Jezebels Black Mass Orgy', selvfølgelig tilsat Lord Angelslayers cookie monster-vokal, der er i stil med David fra Undergang og Antti Boman (Demilich). Og sådan fortsætter Archgoat igennem det meste af pladen, som er en af de mere velproducerede (polerede?) af deres udgivelser.

Der er dog synth/keyboards og rent kor i f.eks. 'Star of Darkness and Abyss', som ikke lige tiltaler mig. Kald mig mig bare fundamentalistisk, reaktionær og konservativ, men jeg har aldrig syntes, at den slags samt akustisk guitar og andre semi-episke løjer hører hjemme i dødsblack. Og jeg er også blevet lidt træt af teatralske black metal-bands som Emperor og andre.

Måske er jeg bare en gammel, træt, langhåret Discharge-punker, der helst ser alt skåret ind til benet? Jeg holder dog meget af deres lydeffekter med grisehyl, kvindeskrig and whatnot, som f.eks. spanske Teitanblood perfektionerer til fulde. Og albumcoveret er da lige efter bogen med Lucifer i festligt lag med små dæmoner og en masse nøgne damer.

Som en Volvo eller en gammel John Wayne-western får man med 'The Luciferian Crown' en bundsolid performance, uden at den dybe tallerken bliver genopfundet. Hvis du var til deres forrige album, 'The Apocalyptic Triumphator'  (2015), bliver du ikke skuffet over deres nye. Det enest,e jeg seriøst kan brokke mig over, er, at jeg af uransagelige årsager aldrig har set Archgoat.