Odense Metalfest 2023: Fredag
Syltede agurker, Stormen Demolizer og noget om kampvogne – fredagen havde det hele.
Den ene historie efter den anden tikker ind på telefonen. Gule bjælker melder om storm over landet samt om lavtliggende sommerhuse, der sensationelt er i risikozonen for at blive skyllet væk for rullende kameraer trods sandsække. Jeg selv er ved at blive blæst af Byens Bro, da jeg får øje på skaren af festivalgængere foran Musikhuset Posten. Weekenden skal bruges på Odense Metalfest og lokale Chokeholder har fået æren af at være første band på dagens, og årets program. Odense Metalfest er ifølge festivalen selv everything oldschool og skiller sig ud fra så mange andre danske metalfestivaler ved f.eks også at have en god sjat hardcore på plakaten udover thrash, dødsmetal – og det imellem det hele, og nu altså med en endnu unavngiven storm oveni. Perfekt – stormvejr må trods alt være det bedste, mest oplagte slags vejr til en indendørs metalfestival.
Var man på festivalen første år, er det da også samme, hyggelige setup man møder denne fredag eftermiddag efter en tur i garderoben; barernes frivillige er så småt i gang med at lange varer over disken og ‘All Or Nothing’ står klar med nål og blæk til potentiel smukkesering af velvillige festivalgæster.
Kickstart, kosteskabe, metalliske bryggemetoder
At være første band på programmet kl. 15:15 på en hverdag som fredag er en ære, og samtidig er det også indimellem forbundet med det tænkelige faktum, at mange ikke nødvendigvis er dukket op endnu. Det er heldigvis et ganske fyldt gulv vi møder på festivalens Small Stage, da Chokeholder går i gang og serverer os en uendeligt lang intro.
Ligesom vi andre står medlemmerne standhaftigt og venter på at de går i gang, sådan rigtigt – og stemningsskabende er det trods alt. Forsanger Kenneth Sjølund er kendt for at give den max gas som forsanger og mikrofonstativet ryger da også i gulvet på et splitsekund da bandet endelig går i gang. Måske føltes det bare som lang tid, fordi man har glædet sig, og festivalen nu endelig er i gang? I hvert fald er det allerede i andet nummer at Kenneth Sjølund er ude på gulvet blandt publikum, og før vi får set os om hænger han i loftet over os i en arm. Gulvet giver da også igen med god stemning, og da han fortsætter og springer op på baren er det et show og tendens man kender fra andre koncerter med Chokeholder. Lige på og hårdt. Vi er i gang!
Også derfor er det lidt hårdt at skulle efterfølge for næste band. Endarken er højaktuelle med EP’en ‘Post Mortem’, og på papiret har de præcis den kraft der skal til for at fortsætte energien. Melodisk dødsmetal med groove og rensang. Der har dog været et svind i publikumsbeholdningen foran den lille scene, og selvom københavnerne giver den hvad den kan trække, så ér det et mere trægt publikum. Dog der kommer der mere gang i den som koncerten skrider frem, selvom der til hver en tid er luft mellem det publikum, der sandsynligvis er ude og trække vejret og se sig om på den festival der netop har åbnet dørene. Jeg selv er mest til en anden metallisk bryggemetode, men opmuntres da jeg pludselig får øje på en større gruppe mennesker, der i samlet flok headbanger, som havde de et kosteskaft i ryggen, meget staccato. Meget “How not to”. Rensang skal sidde lige i kosteskabet, og det er ikke tilfældet på dagen. At dømme ud fra gulvet som koncerten ender, er mange andre end skribenten dog blevet overbevist, og det er heldigvis det vigtigste. Der er både god stemning og små circle pits.
“Skal vi spille noget om kampvogne?”
Panzerchrist har på en måde to perioder, hvoraf den ene lige er startet. I nullerne kunne man regne med den militante og sindssygt stramme slags Panzerchrist – i dag er det mildnet og blødt lidt op, og så er Sonja Rosenlund Ahl kommet med som forsanger. Sonja, som i øvrigt også er konferencier på festivalen. Et vitaliserende valg, som vi også har kunnet nyde på bandets aktuelle udgivelse ‘Last Of A Kind', der udkom i juli.
Panzerchrist spiller og leverer som man kunne forvente. Ingen store armbevægelser, men et relativt roligt og meget stillestående band – udover Sonja altså, som giver den gas og taler med publikum mellem numrene. Bandets nye album handler en del om hekse samt kvinder og er på den måde tidstypisk. Da der bliver spurgt om “vi skal spille noget om kampvogne?” er publikum dog på, og underforstået er det jo det ældre materiale. En succes, der får løsnet ekstra op for publikum på en koncert, der ikke går hen og bliver nedskrevet i historiebøgerne. Én kvinde alene kan ikke løfte fire kampvogne. I hvert fald skal der så mere hekseri til.
Vildere bliver det da klokken er slået 18:00.
Enten er det fordi folk har haft tid til at besøge barerne, eller også ér det bare gutterne i Chronicle, der har en ustyrlig energi. Fra første sekund er der fuld fart på den formørkede thrashmetal, og det er præcis hvad vi manglede netop nu! En god, rowdy energi spreder sig på gulvet og lydmanden nægter tilsyneladende at tage sig af det teknikproblem, der er åbenlyst for enhver. På intet tidspunkt af koncerten kan bandet høre deres monitorer, og i lyset af dette fejler showet intet – faktisk er det den bedste koncert indtil videre målt på energi ud fra scenen, og det er da også et godt fyldt Small Stage der tager del i festen.
Som stormen tager til, begiver jeg mig udenfor. Rygeområdet er befriet for parasoller og andet potentielt flyvende løsgods. Dagens vejr taget i betragtning, en fornuftig beslutning. Den rygende del af publikum hygger, men skutter sig dog mellem vindstødene og de indimellem forekommende klaser af massive regndråber, der slasker imod os for ligesom at fortælle, hvem der bestemmer. “Det her er sgu ingenting – vi var på Fanø i går!” siger de i Fars Fede Foodtruck, da jeg bestiller en burger. De har sandsynligvis ret, og det minder mig om det komiske i, at jo længere vestpå man kommer i Danmark, jo mere sejt er det ikke at tage sig af blæsevejr. Man er vant til det, forstås. Tag det fra en med svigerfamilie i Vestjylland – det blæser aldrig derovre. Det er bare en brise, og det fortæller jeg så min burger, der ufrivilligt lemlæstes af den endnu unavngivede brise, som får dens dressing og syltede agurker til at flyve faretruende nær andre spisende, der står med samme udfordring.
“Microphone cheeeeeeck!! (one two)”
Forsangeren fra Rykers er ikke sådan en, der lige flyver nogle steder. Det gør skribenten nu heller ikke, men om fællesnævneren er burgere vides ikke. I hvert fald er det en komisk hidsig lydprøve på vokalen vi er vidne til før bandet går i gang. Alt er godt og stilen lagt på forhånd.
Som Rykers går på, er vi omkring 100 mand i den store sal, og den ultra-storladne intro virker en smule akavet, situationen taget i betragtning. Det går dog hen og bliver en ret så habil fest, med en absolut fed og positiv energi fra bandet og ned i det publikum, der bliver flere og flere som sættet skrider frem. Faktisk ender det i et godt kæmpende gulv med circle pits i en af dagens bedste fester.
Rykers leverer præcis det, vi har brug for på dette tidspunkt af aftenen. En let og opfriskende gang klassisk hardcore for ligesom at neutralisere smagsløgene mellem retterne. En palate cleanser, og hvad der måske ikke indkasseres på originalitet, indkasseres så sandelig på fest. Fest er også kunst, fest er også et produkt; og er du sur efter Rykers’ show, så skal du måske se dit eget humørkatalog efter i sømmene. Det er for let. Der er masser at blive i godt humør af.
Det er der til gengæld ikke de næste par koncerter.
I noterne til Shadowspawn står der endda “pølle-død” efterfulgt af et spørgsmålstegn; og det er absolut at strække den. Bandet er hyper-aktuelle med det tredje album ‘Blasphemica’, og selvom jeg som dødsmetaller kan lide min død på en anden, meget hårdere, mere kreativ eller mere moderne måde end Shadowspawn, så har det jo ikke egentligt noget med pølser at gøre. Det er ikke fair, det er bare smag og behag. Indimellem er man sur på forhånd, så helt unfair sætter jeg mig ud bagved og får noget strøm på telefonen. Jeg når dog at registrere, at Shadowspawn giver den fuld gas – samt at de fylder gulvet på Small Stage. Folk er på, folk er glade. Faktisk er der pt fyldt overalt i barer og gulve, og karma rammer mig da også da fortravlede frivillige i stadigt mere og mere frustreret grad siger: “Pas på benene!” når de i hast passerer mig med favnen fyldt med glas og drikkevarer.
Da min kammerat får sig en overraskelse og faktisk ret godt kan lide hvad han hører og oplever til Sacramentum, oplever jeg det stik modsatte.
Jeg ser et band, der står stille som var deres fødder støbt til gulvet – altså bortset fra forsanger Nisse Karlén, der tumler rundt som havde han spist et trip og får en åbenbaring hver gang han får øje på sine hænder. Han får virkelig øje på de hænder meget. Det er mest det han gør faktisk, udover at synge, eller da han finder på lige at gå ud og hente en gral med teaterblod som han derefter putter i munden, for at tabe det ned af den dad-bod der kommer til syne mellem lædervesten. Indimellem peger han også sælsomt ud på publikum. Nogle af dem peger igen, mindre sælsomt. De fleste nikker bare med.
– Jeg har den ikke. Det virker simpelthen ikke på dagen. For mig.
Den halvfyldte Big Stage ser dog ud til at være i anderledes godt humør end skribenten – og det var vel også det humørkatalog, vi kom fra?
Stormen Demolizer og en potentiel opstøvning af nogle damer
Klokken er slået 22:00. Stormen udenfor er ved at kulminere. Diger brydes, folk får syltede agurker i hovedet og Demolizer flænser Odense Metalfest!
Godt nok har der været svind i publikum, men både hastigheden og energien kulminerer netop nu på Musikhuset Posten. Demolizers thrashmetal passer perfekt ind, og gulvet giver igen med en god og voldsom omgang moshpit. Kan stormen eventuelt komme til at hedde “Demolizer”? Det ville være passende. Pludselig kommer Andreas Truelsen fra Plaguemace på scenen og hjælper med på vokalen, og bandets Limfjords Ales (som de selvfølgelig har stående i kopholdere på mikrofonstativerne) skummer over af begejstring – ligesom publikum. Der er stage dives, wall of death og en ordentlig rowdy energi.
Måske dagens bedste koncert. Superfedt, og lige hvad vi manglede.
Der er derfor dømt pause, og vi er vist ikke de eneste der har haft det behov, for da Hatesphere går på scenen er der skræmmende få i salen. Heldigvis skal Hatesphere ikke bruge lang tid på at få genandtændt festen og gulvet. Som de erfarne metalherrer de er, lægger de sig energisk og yderst lækkert velspillende på Odense Metalfest, der kvitterer med en af dagens bedste fester. Vi får hit på hit, og jeg selv kan ikke lade være med at komme i tanke om hvor fede Peter Lyse Hansens riffs altid er. Altid, hele tiden. Man kan ikke andet end at blive i godt metalhumør, headbange – eller nikke med nakken i det mindste. Bandets nyeste forsanger, Mathias Rønde, er en eminent frontmand i forhold til stage presence, og ingen i pitten kan denne aften føle sig overset. Alle i salen er med, og bandet giver sig tydeligvis 100%. Den vel nok fuldkomne afslutning på aftenen og festivalens første dag. Som vi tidligere på dagen stod i baren og diskuterede yndlingsalbums fra Hatesphere, havde de fleste vi talte med deres eget. Nogle af os, som f.eks. skribenten, har en forkærlighed for ‘The Sickness Within’ – andre er mere på de nyere, og meget af det har at gøre med alder. Hatesphere er i dag vaskeægte sværvægtere i dansk metal, og koncerten på Odense Metalfest viste os hvorfor.
Et hovednavn sat på samme tidspunkt som Asphyx dagen efter. Naturligvis. Som Hatespheres brutale positivitet har rindet ud finder jeg mig selv i herrernes rum og møder to gutter. Den ene har fornuftigt nok husket at få drukket godt med væske mellem moshpitsene, altså sådan virkelig godt; og mens han vaklende forsøger at ramme hvad der skal rammes, får han den brilliante idé lige at høre hans ven om de ikke: “skal støve nogle damer op?”. De skal aldrig hjem, forstås det, natten er ung og han trådte med 100% sikkerhed ud i hundredeårshændelsen med våde snørebånd.
Et fint billede på stemningen netop nu hvor sidste øl er drukket og Hatesphere har sat punktum for en god dag fyldt med fest. På den første dag på Odense Metalfest 2023 oplevede vi ikke andet end positivitet, gode fester og et program lagt, så der naturligt kom pauser eller højdepunkter for de fleste, og selvom at man måske ikke skulle tro det, så kulminerede det dagen efter.
