Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 42: Ugens udgivelser og koncerter

Updated
LLNN-R7A4543-copy-90-1531337426

Dansk kvalitet på scenerne og blandede lokkende særheder på vinylerne er, hvad efterårsferien byder på. Det kunne vel være værre.

Kunstner
Titel
+ Katla + Benediction + Wayfarer + Solbrud m.fl.
Forfatter

Hvis der intet andet positivt er kommet ud af Corona-virussens indtog, er det i det mindste en mulighed for de danske metalfans for at støtte vores lokale bands, der af gode grunde er de eneste, der giver koncerter rundt omkring i landet. Og at dømme efter denne uges koncerter bliver der bakket op. Også i en grad, hvor mulighederne for livemusik, såfremt du ikke allerede har købt billet, er forholdsvis små.

Torsdag kan du sætte dig ned i Pumpehuset og opleve LLNN og (0), hvor der vist stadig skulle være tilgængelige billetter (denne koncert er også blevet udsolgt, siden artiklen blev forfattet, red.). Det er der til gengæld ikke om fredagen, hvor Katla lufter bandets nye 'Warmongering Luciferians'-ep'er på Beta i selskab med Lyzaar. Ligeledes er der udsolgt på Beta lørdag, hvor Heidra og Iron Fire serverer højstemt power metal. Pumpehuset byder igen på metal både lørdag og søndag med Solbrud og Alkymist og ... du gættede rigtigt. Udsolgt begge dage.

Mulighederne uden for Storkøbenhavn er lidt bedre. Lørdag kan du stadig købe dig til hardcore direkte i tandsættet på Teater Momentum i Odense med en stærk trio bestående af Tvivler, Rot Away og Kollapse. Og for en gang skyld brillerer Aarhus også ved sin tilstedeværelse i koncertkalenderen. Radar smækker dørene op til LLNN, denne gang i selskab med de lokale redaktionsyndlinge fra Hiraki. Det kunne godt blive en klam og fantastisk aften nede på Godsbanen.

Ugens udgivelser:
Mangler du stadig incitament for at tage til koncert, kunne et argument være, at pladekalenderen ser en smule tynd ud. Der er dog enkelte rigtig interessante nedslag. Dødskoryfæerne fra Benediction smider første nye album i tolv år på gaden, endda med den herboende originalhals Dave Ingram tilbage bag mikrofonen. Dermed ikke sagt, at han kommer til at overgå Anaal Nathrakhs vokalsirene Dave Hunt, der passede tjansen på de seneste to plader, men interessant bliver det da.

Det samme gør amerikanske Wayfarers black-opus, der udkommer på anerkendte Profound Lore, som bl.a. har brilleret i de senere år med udgivelser fra Lingua Ignota. Det lugter episk, romantisk og forbandet vredt og dystopisk og er måske lige, hvad 2020 har gået og ventet på, selv om Wayfarer kan være en svær størrelse at lytte sig ind på.

Det gælder også dark-progressive Molasses, der er funderet på resterne af okkultrockerne The Devil's Blood, og hvis debutalbum lander på fredag. Det bliver næppe heller den lettest forståelige omgang at give sig i kast med, men kan man sin nyere rockhistorie og er lidt pseudointellektuel oven i hovedet, bliver det muligvis spændende. Vi lover intet.

Hvad vi dog vil love er, at en soloplade fra Tommy Lee ikke bliver spændende. Sådan én kan du også få.

Vil du blære dig til dine venner over, at du har gravet en lavbundet grav i undergrunden, kunne du måske kaste dig over multinationale Aphonic Threnody, der sender derees tredje fuldlængde ud på Transcending Obscurity, som allerede har gang i et godt udgivelsesår. Stilen er dødsdoom, mundvigene hænger nedad, og du bliver ikke i godt humør af trioens udgydelser. Alt i alt er det jo ikke helt skidt. Den ægte kosmopolit vil hænge sig i, at bandets medlemmer kommer fra Nord- og Sydamerika samt Europa, og at pladen udgives af et asiatisk selskab. Vil man være verdensborger, hører man Aphonic Threnody.

Slutteligt kan du få et lille indblik i de pinsler, man dagligt gennemgår som medlem af Devilutions redaktion. Vores selvudnævnte diktator har i flere uger gjort sit for at hype svenske Henrik Palms album 'Poverty Metal', som i øvrigt ikke har alverden med metal at gøre. Dag efter dag efter dag er vansmægtende redaktionsmedlemmer blevet slået oven i hovedet med skiftevis trusler og lokkende, forføriske beskeder om, at det her skulle man lytte til. Selv de ulykkelige stakler, denne skribent inkluderet, der har underkastet sig og lyttet til pladen, har ikke fået fred. “Lyt igen, skrivertype, lyt igen!” har diktatoren tordnet, uden på noget tidspunkt at gøre rede for, hvad det egentlig skulle nytte. Vil du mærke vores smerte, så lyt til Henrik Palm. Hvis clame to fame i øvrigt er, at han spillede spade på en fem år gammel Ghost-plade iført en fjollet ansigtshat. Så.

Og husk: Ugen byder på en masse andre, uden tvivl fantastiske udgivelser, hvis bare man sænker barren en smule.

Dem kan du få en fyldig oversigt over her:

 Mandag:
Leviathan: Förmörkelse (Nebular Carcoma/Bile Noire, black)

Fredag:
Benediction: Scriptures (Nuclear Blast, death)
Tommy Lee: Andro (Better Noise, alternativ)
Wayfarer: A Romance With Violence (Profound Lore, black)
Molasses: Through the Hollow (Season of Mist, dark prog)
Spirit Adrift: Enlightened in Eternity (Century Media, heavy/doom)
Silvera: Edge of the World (Mighty Music, hard rock)
Oblivion Beach: Cold River Spell (Schwarzdorn, doom rock)
Kneel: Ailment (Raging Planet/Planet K, math/thrash/hardcore)
Jegong: I (Pelagic, postrock)
Henrik Palm: Poverty Metal (Svart, progpunk)
Suffering Souls: True Godfucking Soulblight (Schwarzdorn, symf.-black)
Moonlow: Who Are You (Trepanation Recordings, experimental)
Goratory: Sour Grapes (Everlasting Spew, death)
Freaks and Clowns: Justice Elite (Metalville, hard rock)
Aphonic Threnody: The Great Hatred (Transcending Obscurity, death/doom)
Anarchos/Morbid Stench: Ghospels of Necromancy – split (Blood Harvest, death/doom)
Kraken Duumvirate: The Stars Below, The Seas Above (Silent Future, doom)
Metal Church: Classic Live (Reaper Entertainment, heavy metal)
Netherblade: Reborn (Dark Hammer Legion/Volcano, thrash)
Mad Dogs: We Are Ready to Testify (Go Down Records, rock'n'roll)
Mr. Bison: Seaward (Subsound, psych rock)
Tyler Bryant & The Shakedown: Pressure (Snakefarm, hard rock)
Vesta: Odyssey (Argonauta, postrock)

Søndag:
In Sanity: Welcome to the Show (Black Sunset/MDD, melodød)