WOA '16 – Veteranens dagsorden Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7c/d2/71/iron-maiden-herning-2016-21-1469008641.jpg
19. Juli 2016    

I år er det 12. gang, redaktionen sender Kent til Wacken Open Air. Her fortæller han, hvilke ting og bands han ser frem til ,samt om det, han undgår med alle fibre i kroppen.

Wacken Open Air. Det hele startede som en jagt for undertegnede og en ven for at se Deicide. Det var, da bandet havde interne problemer, der til sidst endte med Hoffman-brødrenes exit. Der var aflyste turnéer, og i 2004 var nærmeste koncert på Wacken. Så vi købte billet. Og selvfølgelig aflyste Deicide få uger før afgang. Men nu havde vi gjort klar, så vi tog af sted og så blandt andet Unleashed, der afløste amerikanerne. Derudover også det specielle show med Satyricon, hvor Nocturno Culto fra Darkthrone kom med op på scenen og gav 45 minutter med materiale fra Darkthrone.

Det, der egentlig blot var en pilgrimsrejse mod endnu en Deicide-koncert, udviklede sig til en tradition, som så har været holdt i hævd siden da. Kun det veritable mudderbad i 2015 har brudt stimen. Her i 2016 er undertegnede dog tilbage, og nu ser vi på, hvad der skal høres, ses og opleves, og hvilke ting der skal undgås med al tænkelig kraft i legemet.

Ankomst torsdag
Denne anmelder er familiefar og ankommer derfor først til 'The Holy Land' torsdag morgen. Afgang fra Aalborg 04.15 da det passer med, at Poetzsch åbner i Padborg 07.00. Der tankes op, og der køres videre en time senere, og så skulle delegationen gerne ramme Wacken Open Air 2016 ved 10-tiden torsdag formiddag. Det betyder desværre, at jeg går glip af onsdagens program ude på de små scener. Men når teltet er slået op, burde jeg være klar til de første om torsdagen. Der bliver nok indtaget nogle af de internationale Wacken Battle-vindere, før Henry Rollins' første spoken-word fortæres på W:E:T Stage 16.05, og så er dagens program ellers i gang.

Foreigner – Black Stage 17:45
Det her gamle rockorkester skal nok blive interessant at se på Europas største metalfestival. Der bliver næppe et øje tørt, når 50.000 eller flere står og skråler med på ”I Wanna Know What Love Is”, selvom man i sine teenageår naturligvis svor på det omvendte alter, at man aldrig nogensinde gad høre sådan noget musik.

Tsjuder – W:E:T Stage 19:10
Herefter gælder det om at komme ud til de små scener igen, når norske Tsjuder fyrer op for festivalens første sorte indslag.

Immolation – Headbangers Stage 20:00
Det følges op af noget sublim dødsmetal fra New York. Hvor Cannibal Corpse måske er løbet med opmærksomheden på det område, så er Immolation kræs for genrens kendere. For seks år siden udgav de 'Majesty And Decay', der stadig i dag er en af genrens bedre udgivelser i nyere tid. Vi gav dengang pladen topkarakter og har ikke fortrudt den beslutning. Den opfølgende 'Kingdom of Conspiracy' er ikke nær så god, men stadig god nok til, at vi skal have Immolation med, når de gæster disse breddegrader.

Marduk – W:E:T Stage 20.50
Vi drejer igen hovedet tilbage til W:E:T Stage og nyder mægtige Marduk før aftenens hovedret. Vi er svært begejstrede for Marduk her på redaktionen, og seneste koncert til Royal Metal Fest 2016 i foråret gør, at dette nok er en af de vigtigste koncerter for undertegnede på Wacken Open Air i 2016. Trommespillet på 'The Blond Beast' den aften på Voxhall i Aarhus var fantastisk, og det er vores spæde håb, at det gentager sig på den lidt større scene i det tyske.

Iron Maiden – True Metal Stage 21:30
Når Marduk er færdige 21.35, dribler vi op mod det store festivalområde efter nogle gode timer i teltet med de to scener, W:E:T og Headbangers. Vi så Iron Maiden i Boxen i Herning først på sommeren og kender derfor showet, de har med i år, fra start til slut. Så at vi lige går glip af de to første sange, overlever vi sagtens. På vejen derop går vi forbi nogle af denne anmelders foretrukne spiseboder, hvorfor der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg kan ses stå og spise spaghetti med kødsauce eller kylling i karry med ris, når Bruce Dickinson og resten af Iron Maiden giver koncert for minimum 65.000 mennesker, hvilket bliver tredje gang, vi oplever dem på den store tyske festival. Første gang, Iron Maiden gæstede Wacken Open Air, var i 2008, hvor vi få dage forinden havde set samme show i Horsens, og så vendte de tilbage igen allerede i 2010.

Derefter gælder det sådan set bare om at komme ned i lejren og gøre status over torsdagens udskejelser. Har man set noget dumt? Har vi fået nogle gode koncerter? Det første er der garanti for i det tyske, da publikum er af en helt speciel støbning på Wacken Open Air. Her folder tyskerne sig ud i fuldt flor med deres både innovative og aparte måder at indrette lejr på. Det er med til at gøre Wacken til det, Wacken er. På godt og ondt. For denne anmelder er minimalist på en festival. Jeg skal aldrig nogensinde deltage i eller spilde min tid på at se folk slås med sværd og skjolde, drikke mjød i vikingeskibe eller høre Mambo Kurt i Biergarten. Alle ting er oplevet på distancen, når der er blevet vandret mange kilometer mellem scenerne over en periode på mere end 10 år. Alt det gøgl skal undgås med hver eneste fiber i kroppen. Jeg accepterer til fulde, at arrangørerne føler, der er nødt til at være noget underholdning mellem koncerterne som adspredelse og hygge, når man har samlet knap 100.000 tilskuere og frivillige på en græsmark i en uge. Når man kun er der tre dage, kan det sagtens undværes og der trækkes overbærende på smilebåndet, når jeg traver forbi.

Festlig fredag
Det plejer ikke at gå stille af sig, når vi ankommer torsdag, hvorfor fredagen først starter, når teltet bliver for varmt at ligge i. Så er det op og ud under pavillonen for at spise morgenmad, børste tænder og alle de andre ting, man som gammel, fornuftig festivalgænger har indset er nødvendigt for at kunne stå distancen, hvor kort den end måtte være. Fredagens program på Wacken Open Air 2016 er stærkt, hvorfor det handler om fravalg snarere end tilvalg. Da denne veteran i år er blevet parret op med en nybegynder på festivalen, der (heldigvis!) har en lidt anden musiksmag, gør det tingene lidt nemmere. For jeg kan vælge det, jeg helst selv vil se.

Henry Rollins Spoken Word – W:E:T Stage 12:10
Jeg kan godt lide Henry Rollins. Han var vred i Black Flag og sit eget band og har nu nået en alder, hvor hans reflekterende oplæg maner til eftertanke, provokerer og underholder. For Henry Rollins er amerikaner. Selvom hans internationale udsyn bestemt gør ham interessant for os europæere, så er han stadig amerikaner, og det bærer hans oplæg præg af. På godt og ondt. Og trods genbrug i ny og næ, hvilket man næppe kan laste ham for, så plejer monologerne at være gode, og det er en udmærket måde at få sparket fredagen i gang på. Også selvom det faktisk er på bekostning af The Haunted på True Metal Stage, der spiller samtidig.

Entombed A.D. - Black Stage 15:30
Med lidt tid i lejren efter Rollins, er det så tid til at få sparket liv i scenerne, og jeg tager endnu en svingom med Lars Göran Petrov og resten af hans flok, der nu gør sig som Entombed A.D. Den punkede svenskerdød er svært dragende, og på Wacken plejer der at være så mange kendere, at det faktisk bliver ret intenst oppe foran scenen, hvor det på Copenhell i år blev lidt jævnt på den lille scene.

Girlschool – W:E:T Stage 17:10
Dette kultband fra England, der velsagtens, sammen med Rock Goddess, er det eneste kvindelige NWOBHM-band, skal opleves, og selvom jeg var på Metal Magic Festival i Fredericia sidste år, gjorde logistik og familiære forpligtelser det desværre umuligt for mig at opleve dem der. Det havde ellers været fedt, forlød det i vores anmeldelse derfra. Nu indhenter jeg noget af det forsømte på Wacken.

Bullet For My Valentine – True Metal Stage 19:30
Jeg har absolut intet forhold til bandet, men når de har så prominent en placering fredag aften, må de være store. Det ved jeg naturligvis godt, de er. Der skal provianteres på et tidspunkt, så ligesom til Iron Maiden er det sikkert her, man vil kunne finde mig stå og hælde proteiner og tomme kulhydrater ned i gabet, mens jeg venter på aftenens virkelige hovedret.

Alcest – Headbangers Stage 21:20
Franske Alcest er blevet kaldt shoegazer, avantgarde, black metal og alt derimellem. De har af forskellige årsager undsluppet mig alt for ofte. Nu skal der, ligesom med Girlschool, indhentes noget af det tabte, og sådan en fredag aften, hvor solen er gået ned over Wacken, kan jeg forestille mig, at stemningen kunne gå hen og pege i Alcests favør. Potentielt festivalens højdepunkt. Med så store forventninger er der også mulighed for en kæmpe skuffelse, men håbet er lige så grønt, som Alcest er fransk.

1349 – W:E:T Stage 22:10
Når Alcest er færdige, drejer jeg sådan set bare hovedet lidt til siden, og så står norske 1349 med Frost fra Satyricon på kedlerne klar til at føre depechen videre fredag aften. Mens Alcest kan være svære at placere rent subgenremæssigt, så er 1349 noget af det nemmeste overhovedet. Det er black metal. Lynende hurtig black metal. Adskillige gange er vi gennem de seneste 10-12 år blevet blæst bagover, når de med hæsblæsende tempo indleder deres koncerter. Desværre har 1349 en tendens til at blive en smule ensformigt, og så ender det med, at man står og keder sig lidt. Lidt ligesom når man indtager en racerbil, starter den og sparker gaspedalen i kælderen. Suset fra accelerationen er en sand adrenalinrus, men hvis ikke man får lov at dreje, mærke lidt g-påvirkning og komme ud på kanten af sædet og i stedet bare kører ligeud, så fortager oplevelsens glæde sig ganske hurtigt. Lad os håbe, at nordmændene tør dreje lidt på Wacken. Da de spillede på Royal Metal Fest i foråret i Aarhus kørte de nemlig lidt for meget ligeud.

Ihsahn – Headbangers Stage 23:00
Ihsahn behøver næppe nogen introduktionen. Manden bag Emperor. Som soloartist er han alt andet end en racerbil, der brager ud ad en lige vej med 350 km/t. Tiden med norsk black metal har han lagt bag sig, selvom det er blevet genoplivet et par gange på netop Wacken Open Air, hvor Emperor gav nogle lækre koncerter, blandt andet fejringen af "In the Nightside Eclipse" i 2014. Ihsahn som soloartist er bestemt også en oplevelse værd. Ham har vi før oplevet om eftermiddagen på den store scene i 2013, men han var bedre i selvsamme telt, hvor han skal optræde her i 2016, da han gav sin første koncert som soloartist på Wacken tilbage i 2010. Det gentager sig sikkert, og vi kan ikke forestille os nogen bedre afslutning på fredagens program end med Ihsahn i teltet. Elitært. Præcis, som denne anmelder kan lide det.

Lang lørdag
Det kan sommetider være noget af en udfordring at få øjne og hjerne til at hænge sammen lørdag morgen efter to hele dage på Wacken. For vi er ikke pæne ved os selv. Vi hører meget musik og fylder kroppen med de fristelser, der nu må være på en tysk festival. Dog ikke deres saltkringler. Det er gøgl på lige fod med mjød og andre kulturelle afstikkere, som vi tåler, men ikke ser os nødsaget til at deltage i, bare fordi det er tilgængeligt. Ligesom surstrømming.

Når vi dog får øjne, og teltet bliver uudholdeligt på grund af varmen, så stiger vi op, gør os klar og ser på lørdagens program. Der er nogle ret tungtvejende argumenter for at slæbe sin metaltrætte krop op foran scenen, og det første indslag er endda dansk.

Myrkur – Headbangers Stage 13:45
Danske Myrkur har fået masser af opmærksomhed i pressen og endda turneret med nogle af de helt tunge drenge i den sorte genre. Myrkur var nemlig med som support, da Behemoth trak deres polske satanisme tværs over USA. Nu er de så at finde på Wacken Open Air, og det ville næsten være blasfemisk ikke lige at møde frem. Denne anmelder har endnu ikke oplevet Myrkur på scenen, så der er mødepligt.

Borknagar – Black Stage 14:55
Dette progressive indslag fra Norge, der startede ud som regulær black metal, har både skuffet og givet gode oplevelser på scenekanten. Denne anmelder så dem på 1000Fryd i Aalborg for mange år siden, da de stadig hentede megen inspiration fra den sorte genre i hjemlandet, men som tiden og pladerne er gået, har de bevæget sig kunstnerisk. Vi tager en føler på den nuværende retning, Borknagar går i, lørdag eftermiddag, hvor solen oftest er hårdest på Wacken. Denne anmelder havde ikke læst på lektien, da jeg anmeldte dem på Wacken tilbage i 2009, så med lidt mere bagage mellem ørerne giver vi det et forsøg igen. Solcreme og norsk metal. Det kan kun blive godt. Det er det nødt til at være, for det er reelt på bekostning af Devil Driver, der spiller samtidig på Party Stage. Spørgsmålet er, om man kan tillade sig lige at snige sig ned til Party Stage i et kvarters tid?

Steel Panther – True Metal Stage 19:25
Det er alligevel imponerende, hvor selvironisk man kan være og så alligevel få alle til at tage sig så seriøst, at de møder frem og ser koncerterne. Det er tilfældet med Steel Panther, der er blevet et fænomen, det er svært at komme udenom. Alle forholder sig til dem. Sidst denne anmelder så dem, var det fra en lille uofficiel fest, der blev holdt på pladsen i godt vennelag, og hvor de bare fungerede som baggrundsmusik. Om det lykkes undertegnede at mestre en mere seriøs tilgang denne gang, afhænger af mange ting. Glam skal jo ikke nødvendigvis tages alvorligt.

Triptykon – Black Stage 20:55
Thomas Gabriel Fischer behøver forhåbentlig ikke nogen introduktion til metalfolket. Manden bag bl.a.  Hellhammer og Celtic Frost slider stadig på gribebrættet og giver os muligheden for at nyde smagsprøver fra det imponerende bagkatalog, han render rundt med. Vi har ofte fået gode oplevelser med Triptykon og satser på, at han er tændt og klar til at skråle solen sort. Anmeldelserne fra Wacken i 2011 og Copenhell i 2014 vidner i hvert fald om, at vi godt kan glæde os.

Twisted Sister – True Metal Stage 22:25
Deres koncert på Copenhell i 2014 var en kæmpe fest, og nu, hvor de har sagt, at det er deres definitive afskedsturné, er det med at få presset det sidste ud af citronen, hvis man er vokset op med 'We're Not Gonna Take It' og 'I Wanna Rock'. Det er med garanti her, Wacken Open Air 2016 når sit endelige klimaks, når tæt ved 70.000 tilskuere brøler med på Dee Sniders kommando. En halv time efter Twisted Sister er gået på, starter Aura Noir ude på W:E:T Stage. Det er dæleme uheldig planlægning.

Til natteravnene er der så Arch Enemy efter midnat på Black Stage. Dem har undertegnede set virkelig mange gange. Også på Wacken, hvor de spillede det første år, jeg var dernede. Det var i 2004. Nu har de fået en ny forsanger, og hun gør det udmærket, så til dem, der ikke er for trætte og gerne vil holde festen i live til ud på søndagen, er det ikke nogen dårlig måde at slutte af på.

Når lørdagen slutter for denne anmelder, er det i en bil på vej op gennem Tyskland og Danmark på motorvejen. For søndag formiddag skulle bilen gerne holde hjemme i Nordjylland. Det er først her, arbejdet for alvor går i gang bag tasterne, og dommen over WOA16 fældes. Ses vi dernede?

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her