Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tungt kollektiv uden urtethe

Updated
Tungt kollektiv uden urtethe
Interview: Meget om Mevadio, lidt om inspirationskilder og den danske metalscene. Emil Svendsen er begejstret over Mevadios aktuelle "comeback" album, "FreSh KilL DaiLy", og har smidt nogle spørgsmål i bandets retning, nærmere bestemt til forsanger Kruger.

- Der er gået næsten fem år mellem det seneste og det forrige album. Hvorfor? Og hvad har I i øvrigt fået tiden til at gå med?

"For det første brugte vi meget tid på at få skrevet og udvalgt de numre vi ville have med på pladen - vi har altid stukket i forskellige genremæssige retninger i Mevadio, men var opsatte på at samle udtrykket lidt denne gang, og det tog lidt tid. Da vi endelig fik os nosset sammen og var klar, gik vores pladeselskab Drug(s), som udsendte ´Hands Down´, ligesom i dvale."

"Så vi snakkede med en masse selskaber og overvejede selv at udsende pladen, men da Drug(s) og resten af Mighty Music satte gang i business igen, endte vi tilbage hos dem. Derefter har vi sådan set bare gået og fedet den lidt og ventet på, at pladen skulle udkomme, og det sidste stykke tid er gået med at komme i form til koncerterne…"


- Hvordan laver I jeres musik?

"Mevadio er et kollektiv, urtetheen og husmøderne er udskiftet med snaps og koncerter, men i bund og grund er det et kollektiv – ikke mindst når vi skriver musik. Folk har riffs og melodistumper med og sammen videreudvikler vi så på tingene og skriver numrene færdige. Det er nogle gange besværligt, at arbejde på den måde, fordi det kræver rigtig mange diskussioner - og tager lang tid, til gengæld synes jeg at det er med til at gøre vores musik mere afvekslende."

- Hvordan vil I selv beskrive den musik, I laver?
"Fee mædl… som man siger i Århus!"


Slayer, Entombed og Danmark

- Hvem er jeres forbilleder og hvorfor?

"Vi prøver at holde bandreferencer og den slags ude af øvelokalet og køre vores eget løb, men selvfølgelig bliver vi inspirerede af den musik, vi hører. Personligt er jeg hardcore Slayer- og Entombed fan, jeg synes det er bands som har gået deres egne veje, stabilt og upåvirket af trends og tidernes skiften. Som tekstforfatter må det være Jello Biafra fra Dead Kennedys, der er forbilledet, han forstår at spidde samfundet - effektivt og underholdende. Som band har vi ikke noget decideret forbillede."


- Hvad er de tre bedste og de tre værste ting ved den danske metalscene?

"'Dying to Live´, 'Hatesphere´ og 'Primates' er i hvert tilfælde tre gode ting. Et bud på noget dårligt kunne være holdningen 'det ku' vi gøre bedre', som man lidt for ofte møder til koncerterne rundt omkring. Folk står med korslagte arme og prøver at finde fejl ved de bands der spiller, de prøver at opretholde en attitude som 'ond satan' – og det er sgu' ikke særlig go' stil! Når man går til koncert skal man sgu da drikke sig stiv, te sig latterligt og være glad. 'Acting like a maniac' som de siger i 'Whiplash' (Metallica, hvis nogen skulle være i tvvil - Red.)."


- I skal snart på Danmarkstour. Hvor glæder I jer særligt til at spille, og har I planer om udlandet??

"Vi spiller nogle gigs i marts-april, men når ikke rundt i hele landet før til efteråret. Vi glæder os meget til at spille på Stengade 30, hvor vi havde en fed aften sammen med NINE for et par år siden. Med hensyn til udlandet håber vi på et par udenlandske festivaler til sommer, måske et par uger i Tyskland til efteråret."

Kunstner
Genre
Forfatter