Suffocation på slap line

Devilution mødte Terrance Hobbs guitarist i det legendariske Suffocation på Aalborg metalfestival, der ville have satset på en karriere som guitarist i et bryllupsband, hvis hans band ikke var blevet til noget.

Dette er et lidt anderledes interview end det, jeg normalt laver, og det var måske sjovere at opleve Suffocation på tæt hold og lave interviewet, end det er at skrive det rent, for der mangler cirka halvdelen af optagelserne. Så selvom det er sparsomt med brugbart materiale, vil vi alligevel her bringe, hvad der kom ud af mødet med Suffocation lørdag nat mellem klokken 02 og 06 – ledsaget af rigelige mængder alkohol og spas. Derfor springer vi direkte til det tredje spørgsmål:

Kan du fortælle mig lidt om hvad jeres mål var dengang da I startede i 1989?

- Altså helt grundlæggende ville vi bare rigtig gerne prøve at lave virkelig tung musik – lige som de bands, som havde påvirket os – vi ville være aggressive. På det tidspunkt var der virkelig ikke ret mange bands.

- Og man kan vel godt sige, at vi startede en ny og mere aggressiv lyd. Så det var lige, der vi fokuserede - på vores egen kreative stil. Alle i bandet havde forskellige meninger og folk hoppede ind og ud af bandet, men vores præmis har altid været at lave tungt musik. Og med vores navn skal man forvente noget heavy. Dette fokus tror jeg endelig gav pote, og der var flere nye bands fra New York på det tidspunkt, som vi var venner med, fx Internal Bleeding, som jo stadig eksisterer i dag med de skift i line-up, som de nu har haft. Vi havde alle samme vibe og var originale. Vi spillede for os selv, og hvis folk ikke kunne lide vores musik, ja så var vi faktisk ligeglade.

- Hvis ikke vi lykkedes, kunne jeg jo altid vælge at spille i et virkelig dårligt bryllupsband...og spille "Her kommer bruden" eller noget i den stil...haha...for at tjene penge! Vi tjener ikke kassen på det her, men vi kommer ud og spiller for vores fans og ser verden.  Og vi har det sjovt imens, og det er i virkeligheden det, det handler om for os.

Man kan i hvert fald sige, at I var forud for jeres tid, for hvis jeg spiller jeres plader for mine venner, der ikke kender jeres musik, siger de, at I har været forud for jeres tid…  I var og er virkelig gode…

- Tak det er virkelig sødt sagt! Ja i dag er scenen jo en helt anden og der er mange bands, som spiller tung og aggressiv musik. Men vi fornyer os ikke, vi fortsætter vores stil.

Hvorfor stoppede I i 1998?

- For at gøre en lang historie kort - vi havde spillet en masse koncerter, men vi fik ikke nok støtte fra vores pladeselskab, og de styrede os ikke i den rigtige retning. De shows, de forhandlede til os, var ikke rigtige fede, og vi kom ikke rigtig på tour. Vi fik ikke den rette anerkendelse og støtte, flere i bandet stiftede familie, og der var sorte tider, fordi vi kunne ikke rigtig kommunikere sammen.

- Ligegyldigt hvad vi prøvede, hjalp intet og det gjorde faktisk bare det hele værre. Vi havde ikke lyst til at skifte nogen i bandet ud, men vi ville gerne bevare vores placering i forhold til publikum. Det blev så slutningen, fordi Frank endte med at flytte, flere i bandet stoppede og vi havde fx hele tiden ny mand på trommerne, og det var slet ikke det vi ville.

- Det blev faktisk som et rigtig brud for den enhed vi havde startet i New York - vi tog det så langt vi kunne indtil støtten stoppede og intet håb var tilbage. Vi måtte stoppe! Derfor var det helt vild cool da Frank og Mike i 2003 sagde til os andre "vi havde jo noget den gang - lad os gå tilbage og finde det frem og gentage det hele!" Og det er faktisk, hvad vi har gjort.

- Frank ville nu have, at vi skulle finde sammen i bandet igen, og han var i mellemtiden flyttet tilbage til staten New York. Jeg var mere end frisk, men Doug og Chris var ikke med på ideen. Vi havde fået Josh med igen, men vi løb ind i problemer med ham så...vi fik Derek med ind og han har jo være med os siden.

- Os der var tilbage i bandet, var enige om, at vi havde noget vi alle kunne lide.. en passion som vi ikke havde rørt ved i 6-7 år og som vi kom tilbage til. Vi vidste, at vi var "meant to be", selvom vi ikke var verdens største band, men det gav os lykke og vi kunne komme af med lidt frustrationer nu og da og vi kommer her og møder folk som dig osv.

- Vi kan tjene til dagen og vejen - det er ikke den mest indbringende levevej, men det er en levevej! Det er næsten som at få en baby, som du vil passe og pleje og se vokse. Når du - som vi gjorde - ikke passede bandet - kom folk hen og sagde til os "hvad fanden laver I?! hvorfor lever bandet ikke mere?" og det begyndte vi så småt at forstå, hvor vi så fik gang i det igen i 2003.

Jeg har en ven, som er kæmpe fan af jer, og han spørger 'Hvornår kommer jeres DVD?

- Okay, okay, fortæl ham, at jeg er meget ked af det haha... og undskyld til jer alle som har ventet på den dvd! Den skulle jo have været udgivet i år. Det der skete, var, at vi havde en del problemer, med den mand, som skulle få styr på alle vores videooptagelser. Jeg vil ikke nævne nogen navne og hænge ham ud... han er en flink fyr, men han havde simpelt hen ikke nok tid til at få overblik over vores materiale, og vi havde jo spurgt alle, der har piratoptagelser og så videre om at give os det. Vi ville også have fat i alle de gamle bandmedlemmer og interviewe dem. Det gik i hårknude, så vi skal i gang med et samarbejde med en ny person.

- Og jeg hader at skulle sige det til jer, der har ventet så tålmodigt, men der er så meget materiale. Det vil tage én person 3-4 måneder til alene at kigge alt materialet igennem, og vi vil virkelig gerne have så meget med som muligt og ikke kun udgive en time eller to men måske 3-4 timer - med klip og masser af interviews. Vi leder altså på nuværende tidspunkt efter en, som kan fortsætte arbejdet med dvd'en - det er materiale fra 20 år og det er helt ude af kontrol.

- Vi undskylder altså her for forsinkelsen, og vi arbejder på det sammen med materiale til et nyt album, og jeg vil sgu se den dvd lige så fucking meget som I vil! Hahahaha! Så bare vent - den dvd SKAL nok blive udgivet - alt materialet er der! Vi er alle kede af at være skudt tilbage i processen med den dvd.

Jeg har her til sidst et par spørgsmål fra en fælles ven - Ralph Santolla....

- Oh, boy...Gode gamle Ralphy-boy...

Det første spørgsmål er.. ja han vil gerne vide, om I virkelig går op i, hvad en 17-årig fan med jeres bandtrøje på skriver på Blabbermouth?

- Hahahaha. Sig NEJ! til Ralph, hahaha. Nej, faktisk går jeg virkelig ikke op i det! Jeg tror, det handler mere om mennesker, der tilbage i tiden var optaget af undergrundsmetal som skal sætte et eksempel for de unge i dag og forhåbentlig lære dem noget, de kan bringe videre til næste generation. Så kan folk som Ralph og jeg støde på nye bands, som der er værd at lytte til.

(Her stopper så Dereks (bassisten) diktafon, som han var så venlig at låne os).

Efter talrige afbrydelser under interviewet går vi ned på gaden ude foran hotellet og møder de andre fra bandet og andre natteravne, som ikke er blevet mindre fulde den sidste halve time. De to "norske ludere" er forsvundet, som vi stødte ind i i elevatoren, da vi ankom til hotellet tidligere på natten. Derek kan knapt stå på benene og beslutter sig for at gå i seng. Ydremuren på hotellet er af glas, så vi bliver de næste 5 minutter underholdt af Derek, der først forsøger at ramme den elektroniske svingdør og siden hen elevatoren i lobbyen… Det var en skør og tåget slutningen på en forrygende weekend i det nordjyske.