Alsidig undergrundsfestival vinder terræn Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ad/1c/e5/Flux1-10-1477246811.jpg
23. Oktober 2016    

Århusianske Flux Festival serverede et genremæssigt sammenkog af hovedsageligt dansk undergrund, som den tegner sig nu. Heldigvis tilsat gode portioner af metalindflydelser hist og pist i programmet.

Titel
Værket + Body Sculptures + Hunger + Hel + Døde Blomster m.fl.
Spillested
Dato
13-10-2016
Fotograf
Benjamin Lind Holm

Det stadig nye og friske århusianske spillested Tape dannede sammen med Teatret Gruppe 38 rammen for dette års Flux Festival. Flux 2016 var den fjerde festival af slagsen. Hver udgave af festivalen har været præsenteret på forskellige lokaliteter.  Fra at have bevæget sig fra B-Huset i ’13 til Godsbanen i ’14 havde man sidste år benyttet sig af Borggade 6, der i dag er blevet bulldozet.

Med spillestedet Tape virker det, som om man muligvis har fundet en base, hvor festivalen kan videreudvikle sig flere år frem. Logistisk er de to scener små 50 meter fra hinanden og supplerer hinanden godt i både form og kapacitet. Tape er et gedigent klassisk spillested med lav scene og lavt til loftet, en stor bar tæt ved scenen og et mørkt interiør. Et spillested, der med ganske få publikummer er i stand til at skabe en intimitet. På Teatret Gruppe 38 står både musikanter og publikum på de skrå brædder. Her er højt til loftet i et mørkt rum, der vel næsten er kvadratisk. Rummet besidder en mere formel stemning og har en helt anden akustik end Tape. Bortset fra et enkelt band var festivalens kunstnere fordelt helt rigtigt i forhold til de to spillesteder.

Flux er på ingen måder en metalfestival, ligesom den heller ikke favoriserer andre genrer i sit program. Det, festivalen gør godt, er, at den formår at præsentere artister, der stadigvæk er uslebne. De fleste artister har endnu ikke fundet den struktur, der gør dem lette at kategorisere. Netop det udefinerbare er en årsag til, at betydelige forgreninger inden for metalgenren er det bedste i verden – der er plads til det eksperimenterende og uhåndgribelige. Når metallen er bedst, så er det også der, den er farligst og gør mest ondt.

Festivalen er lidt en afstikker i Devilution-regi. Men når ingen danske musikmedier formår at skrive om festivalen – hvor har Gaffa og Soundvenue været de sidste fire år? – så er vi selvfølgelig på pletten. Arrangører, der vil det gode for (metal)musikken, til billige penge og under dejlige rammer, fortjener at få spredt ordet.

Partoutkortet til festivalen koster 150 kr. for tre dages musik med i alt 19 artister. Bajere kunne fås for en flad 20’er, og tre dram kostede en 50’er. Når den stod på lidt for flødet synthesizer, kunne man med andre ord drikke sig en billig brandert på.

Torsdag d. 13/10 – Gode busser, billige bajere og herlig prog
Det er sgu rart at sidde i Rød-bussen fra København til Århus, når ens chauffør med slet skjult stolthed og med tyk århusiansk accent bebuder, at der snart er kaffe på kanden, og den er gratis! Især når man efter en forkortet arbejdsuge ved, at man i løbet af de næste tre dage udelukkende skal ryge smøger, være småfuld og ikke mindst høre en masse musik. Mit kendskab til den musik, der var på programmet, var ikke særlig stor. Ofte kan en festival vokse, ved at man har læst på lektien, men andre gange kan det også være en fornøjelse at opleve musikken med en mere naiv umiddelbarhed. Bortset fra Værket, der spillede sidst torsdag, er det denne ikke-vidende tilgang, som reportagen her bærer præg af.

Mikkel Holm, sanger og guitarist i Yung, åbnede festivalen med sit første solo-sæt til dato. Holm og hans Yung-gesjæft er ufrivilligt blevet udnævnt af flere danske dagblade til Danmarks garagerockhåb. Heldigvis virker det ikke til at have påvirket Holm synderligt. Til aftenens sæt var distortionpedalen sat i bero ro, og Yungs rodløshed og ungdommelighed var udskiftet med et mere reflekteret og modent sæt. Forstærkeren fik et par dask i løbet af koncerten, når den blev lige lovligt levende. Nogle sange virkede mere færdige end andre, men Holms sans for den simple guitarmelodi er unægteligt til stede.

Torsdagen er festivalens korte dag med bare tre koncerter. Værket lukkede dagen, og det var denne anmelders anden koncert med bandet. Siden den første har sekstetten spillet en række koncerter og udgivet en debutplade, som jeg af uholdbare årsager ikke har fået lyttet til.  Lad mig bare sige det med det samme – Værket leverede en fuldstændig suveræn koncert på Tape. Dette på trods af at flere medlemmer efter koncerten beklagede sig over ikke at kunne høre alle instrumenter ordentligt i monitoren. Dette siger ganske meget om drengene i Værket. De øver meget. Rigtig meget. Deres mange, ofte skæve, breaks sad lige i skabet.

På trods af at jeg blev væltet omkuld af bandet, første gang jeg oplevede Værket live på Stengade for et års tid siden, gik jeg ind til koncerten med en smule skepsis. King Crimson har nemlig været fast på playlisten det seneste halve år for at kunne være ordentligt forberedt til deres koncert i Falconer sidste måned, og dem er er der ikke mange i genren, der kan hamle op med. Men det er dybest set unfair at sammenligne de to, for Værket vil noget helt andet end King Crimson. Jeg drager udelukkende parallellen, fordi der er et slægtskab i de to gruppers snørklede udtryk, når begge bands spiller på de høje nagler og virkelig progger løs og jazzer ud. Især i den måde, som begge bands ofte lader et blæseinstrument punktere musikken på.

Det spændende ved Værket er imidlertid, at de har så ufattelig mange udanske parametre at spille på. For mig lyder de nogle gange af melodiøs proto-metal, andre gange af britisk prog ala King Crimson, Genesis og Jethro Tull tilsat fragmenter af filmmusik i stil med Bernard Hermann og James Bernard. Disse ganske forskelligartede udtryk tvinger nærmest også et psykedelisk islæt frem i musikken. Det er pissespændende og skaber konnotationer hos undertegnede, som jeg ikke har oplevet ved andet musik før.

I livesammenhæng er bandet et, som man husker. Ikke blot for en guitarist eller trommeslager. Eller jo, det gør man også, for de to er vanvittig dygtige. Men det er et homogent band, hvor alle medlemmer træder i karakter og bidrager. Det giver dem mange musikalske virkemidler at spille på, når bandet både indeholder tangenter, trompet, saxofon, fløjte, guitar, bas og trommer.

Aftenen blev sluttet af på Tape med en masse bajere og Arnbitter, mens Roy Orbison, Melvins og Saxon indtog anlægget. God start!

Fredag d. 14/10 – Mørkt sind på en poppet fredag
Programmet begynder sent på Flux. Fredag var første navn på plakaten sat til klokken 20, hvilket gav god tid til at komme ovenpå fra gårsdagens strabadser. Derfor blev dagen startet sent ud med burger og kaffe, hvorefter der var dømt værtshus. Århus har altid været lidt en svær størrelse for mig, men jeg skal ærligt indrømme, at de seneste besøg har vist sig fra den positive side. Dette skyldes ikke mindst unikke Raum Eins-koncerter i Trøjborg Beboerhus og nu Tape, der omfavner ligesindede mennesker, som godt kan lide at drikke nogle bajere og høre noget guitar. Det er til at forstå. Århus har dog aldrig været smukkere, end da jeg blev opfordret til at frekventere Vaca, et mexicansk spisested, der serverer burritos med braiseret oksekød og flæskesvær(!) til 58 kr.

Min mave havde det fantastisk, da jeg ankom lidt for sent til aftenens første koncert. Omvendt havde chilien dulmet ens brandert, så der skulle kæmpes lidt for at komme i omdrejninger.

Body Sculptures, der inkluderer medlemmer relateret til danske Posh Isolation og svenske Northern Electronics, leverede et både dystert og smukt sæt, der bestod af lige dele bedrøvelighed og melankoli og frenetisk kaos og fremmedgørelse. Bedst var første del af den ca. 40 minutter lange koncert. Her vægtedes det melankolske tungest, hvor Loke Rahbeks vokal især var toneangivende. Stemmen var filtreret igennem nogle effekter, som fremkaldte en association af et TV, der zapper mellem deprimerende amerikanske udsendelser. Ikke helt ulig det TV, som Ellen Burstyn kigger lidt for meget på i 'Requiem for a Dream'. Melankolien i Rahbeks vokal blev i løbet af koncerten gradvis mere oprørsk, lidt i stil med den måde, Mike Williams synger på i Correction House. Den ret markante forskel er dog, at det oprør, Body Sculptures præsenterer, virker til at være indadrettet, mens Correction Houses eksperimenterende noise-drone-doom også peger udad mod en social indignation. Hvor Correction House både samler og splitter i udtrykket, så er Body Sculptures lidt en anden og måske abstrakt størrelse for anmelderen her.

Puce Mary overtog momentvis mikrofonen i sættet. Her gik seksuel opstemthed hånd i hånd med seksuel frustration. Alle fem medlemmer af Body Sculptures har gang i synthesizere, når de ikke spiller på guitar (med bue), på gong eller gulvtam. Der er derfor tale om et til tider massivt lydbillede. For mig fungerer de bedst, når der sniger sig en simpel melodi ind i den herlige støj. Her lader det til, at Puce Mary bidrager mest. Hun har en sans for det simple og smukke, der virkelig passer godt ind i det industrielle lydbillede. Det, hun bidrager med, både som solist og i Body Sculptures, er fint afstemt – det er hverken for meget eller for lidt.

Resten af aftenen var hovedsageligt i det mere poppede hjørne, hvor også Carabisk – med altid herlige Nis Bysted (Düreforsög, Thulebasen) på spade – leverede et dæmpet, free jazzet indslag.

Festivalens unge publikum var i det knap så bad ass-festlige hjørne, så denne aften var der desværre ingen 'Denim and Leather' på anlægget. De ved ikke, hvad de går glip af, de lømler!

Lørdag d. 15/10 – Sløve helende toner
Overraskende gode andendagstømmermænd blev hjulpet godt på vej af lidt rød drue og et nyt besøg på den mexicanske. Min i forvejen ikke så varierede kost ville blive endnu mindre varieret, hvis jeg boede i nærheden af det sted. Derfor blev jeg også enig med mig selv om, at det nok var godt nok, at jeg ikke bor i Århus.

Lørdagens første koncert var med århusianske Hunger. Det seks mand store orkester ledes af Louise Lindvald Hansen på vokal, men tæller også Tobias Holmbeck og Mikkel Stenholt – begge medlemmer af Bad Afro-bandet Narcosatanicos – på guitar. Derudover finder man Jacob Eddison, Sinas Krøyer og Clarissa Connely på henholdsvis guitar, trommer og bas samt andenvokal.

Umiddelbart nærmer vi os et udtryk i den mere sumpede, smadret folk-rockede ende af skalaen. De referencer, som dukkede op i løbet af koncerten, talte både Black Angels, Mark Lanegan og Chelsea Wolfe. Heldigvis gør Hunger mest af alt deres egen ting. De lyder langt fra Narcosatanicos, men den spaltende grundfølelse af mørke og virvar, som nogle gange præger Narcosatanicos' musik, sniger sig også ind i Hungers musikalske identitet. Her er den blot parret med Louise Lindvalds flotte vokal og Connelys glimrende andenvokal. Der er en forløsende opgivenhed i deres tilgang til vokalerne. Det er, som om stemmen fremmaner den følelse, man får, når man ser lortet i øjnene. Ikke en accepterende opgivenhed, men nærmere en anerkendelse af, at lortet er et grundvilkår. Sangene i Hungers sæt var afvekslende og til tider direkte overraskende. Jeg glæder mig meget til at opleve dette band igen.

Dagens både optur og nedtur stod århusianske Hel for. Tiden løb fra mig, så første halvdel af deres sæt så jeg desværre ikke. Nedtur, fordi denne trio havde en spændende tilgang til deres materiale. Trioen består af en 6-strenget bassist, trommer spillet ganske afdæmpet samt en toneangivende pianist. Andreas Tagmose, der også er at finde i de århusianske black metal-band, Sunken og Gespenst, spiller bas. Der er noget organisk og rent over deres udtryk. Jeg tænkte Wardruna, mens jeg stod og lyttede. Denne sammenligning er ikke helt på sin plads, da instrumenteringen i de to projekter er ganske forskellig. Alligevel er der stoisk ro over begge bands, som leder en hen på noget uspoleret. Koncerten bestod efter sigende af to længere sange, som kræver en grad af indlevelse, før man finder sig til rette i det. Jeg må have hele Hel med næste gang!

Ud at få en hurtig smøg og videre ind at se Døde blomster. Deres lineup til Flux bestod af samtlige medlemmer fra Narcosatanicos samt Andreas Westmark fra Get Your Gun på knapper og tangenter. Jeg har kun sporadisk stiftet bekendtskab med Get Your Gun, mens Narcosatanicos har været en gruppe, som jeg mest har hørt i livesammenhæng. Her har sidstnævnte til gengæld været overvældende, hver eneste gang man har oplevet dem. Den del fyldte også mest i Døde blomster denne aften på Teatret Gruppe 38. Det er det improvisatoriske, der er vægtes højest i Døde blomster. Sammenlignet med medlemmernes respektive bands mindede Døde blomster denne lørdag mest om Narcosatanicos, blot en del mere nedtonet i volumen og intensitet. Dette giver musikken et stort dynamisk register at spille på og medvirker til, at saxofonist Zeki Jindyl Søgaard har et lidt andet frirum at bevæge sig i.

Der var ved at være mange koncerter og genstande under vesten på dette tidspunkt, så hvad der helt præcist fungerede godt og mindre godt, husker jeg ikke så nøje. Det var dog, som om koncertens improvisation fungerede bedst den første time, mens der gik lidt dødvande i den de sidste 20 minutter.

Det er svært at adskille det improvisatoriske og det indstuderede i Døde blomsters lyd. Det er vitterligt en vanskelig blomst at kategorisere. Nogle gange er det ambient og minimalistisk og andre gange heavy-psykedelisk og acid jazzet, men lige meget hvilke genrefloskler vi bevæger os ud i, så besidder musikken et mørke. Denne dystre blanding af forskellige nuancer af sort giver virkelig Døde blomster en utilregnelighed, der pirrer noget hos undertegnede. Også selvom det ikke var hele koncerten, der var på helt det samme niveau.

For denne anmelder fylder deciderede metalfestivaler mest i løbet af festivalåret. Sådan vil det altid være. Det var dog givende at se forskellige afarter af metallen parret med genrer, hvor der ikke er en decideret rød tråd i lyd eller udtryk. Publikummet til festivalen var kommet for at se ganske forskellige kunstnere på tværs af genrer. Jeg ved ikke, hvor meget Flux rykker ved gæsternes præferencer, men festivalen formår i hvert fald at fremhæve og pointere, hvad musik også kan være. Tape og Teatret Gruppe 38 var fyldt mere op til de poppede elementer, men der var heldigvis en stilhed (når dette var krævet) og respekt, når bands i andre genrer leverede deres sæt. Gennemsnitsprisen pr. koncert ligger på ca. de 8 kr. til Flux, hvilket er fuldstændig latterligt billigt. En anbefaling herfra, hvis man har en nysgerrighed efter, hvad der ligger og ulmer i den danske undergrund. Jeg havde hvert fald en fantastisk weekend i Århus.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her