Black Christmas: Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2b/10/f5/-T1X6004-74-1419285531.jpg
22. December 2014    

Første aften på den nye svenske festival bød på triumferende oplevelser med Marduk og Morbid Angel. Især lyden var forrygende, men for lange køer i barene satte deres præg på den første dag.

Dato
19-12-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Det er efterhånden en velkendt klassiker, at metalfolkets enorme tørst altid overrumpler almindelige spillesteder og deres servicerende personale.

Fredag aften på Black Christmas Festival var ingen undtagelse.

Her kæmpede bartenderne en brav kamp for at lange øl og drinks over disken til de omkring 1000 publikummer, der stort set alle var iklædt den sorte uniform med tilhørende heavyveste, militærstøvler og patronbælter. Problemet med de halvlange køer var dog bragt i orden til om lørdagen, og så er kritikken hermed også overstået.

Den første udgave af Black Christmas var nemlig på alle måder en succes, hvor de svenske metalhoveder, og en håndfuld af øvrige nationaliteter, heriblandt måske et dusin danskere, havde en gedigent god fest i selskab med en række af døds- og black metallens største navne. Fra Morbid Angel, Entombed A.D og Grave til Satyricon og Marduk.

Sidstnævntes guitarist , Morgan ”Evil” Steinmeyer Håkansson, har været initiativtager til festivalen, der foregik i hans hjemby, Norrköping, hvor han for 25 år siden dannede det kompromisløse black metal-band.

Små 90.000 indbyggere bor i Norrköping, der ligger i det østlige Sverige, knap 150 kilometer syd for Stockholm og 500 kilometer fra København. Visionen er, at Norrköping skal være Sveriges musikhovedstad, sagde hovedarrangøren Olof Wikström i et interview op til festivalen. Wikström driver Skrikhult Productions, der blandt andre har Sabaton og Arch Enemy i stalden.

Tiden må vise, om Norrköping så skriver sig ind i rækken af de byer, enhver metalfan har i bevidstheden. Men lad os sige det sådan her: Wikström og Håkansson er kommet allerhelvedes godt fra start.

Metallens superhelte

Så meget kunne man ikke sige om Devilutions to udsendte, der blev fanget i et mørkt møgvejr og måtte snegle sig af sted på de svenske motorveje og på den bekostning missede legenderne i Grave. Fandens også!

I stedet ankom vi midt i Nifelheim, der var voldsomt populære blandt alle de mange og tydeligvis tr00 metalhoveder. Forståeligt nok. Hvis den ekstreme metalgenre har deres egne superhelte, så er det uomtvisteligt tvillingbrødrene Erik og Per Gustavsson – bedre kendt som Tyrant og Hellbutcher.

Godt nok er hårpragten blevet tyndere på toppen siden Erik (Bas) og Per (vokal) dannede kultbandet i 1990, men beklædningen har ikke ændret sig. Vanen tro stod de to svøbt ind i nitter og læder, så selv Rob Halford ligner en nybegynder. De øvrige i bandet er også godt dressed up, men slet ikke i samme format som gruppens to hovedpersoner. Sådan fornemmer man åbenlyst, at brødrene har pålagt de andre nitte-restriktioner!

Det er Hellbutcher og Tyrant, der er altoverskyggende i centrum, når de står der på scenen og laver vanvittige ansigtsudtryk og er i konstant kontakt med publikum. Og publikum var vilde med dem denne her aften og rockede og moshede godt med på velkendte numre som ’Sodomizer’ og ’Soldier of Satan’.

Nej, Nifelheim skuffer aldrig på en scene, men alt andet lige, så er deres black-thrash bare ikke på samme niveau som denne festivals mange andre navne. Slet ikke når en altid veloplagt Lars-Göran Petrov stod klar i kulissen til at tage over med Entombed A.D. (karakter: 3/5)

Lyden dræbte groovet

Entombed A.D.’s ’Back to the Front’ hører til blandt årets bedste udgivelser, men live har Petrov lugtet lunten: Publikum vil høre de gode gamle klassikere. Og hvad man ønsker, skal man få, som man siger på denne tid af året. ’Chaos Breed’, ’Living Death’, ’Wolverine Blues’ og ’Left Hand Path’. De kendte death n’ roll-perler kom på stribe, mens Petrov marcherede rundt på scenen og satte godt gang i løjerne med sin karismatiske stemme.

Entombed A.D. spiller uden en rytmeguitarist, og det giver musikken et ekstra groovy skær og tung bund, når Nico Elgstrand lirer de fede soloer af. Desværre voldte Victor Brandts basforstærker en del problemer gennem showet, så hans bas enten faldt helt ud eller i stedet forårsagede en larmende støj. Bandet håndterede dog problemet med en professionel attitude og lod sig ikke synligt påvirke af problemerne.

Men det satte sit præg på en times ellers heftig koncert, der aldrig nåede samme højder som de to nylige koncerter i Danmark på Beta og til Aalborg Metal Festival. (karakter: 3/5)

Fra elendig til suveræn lyd

Det tekniske problem gav årsag til bekymring. For programmet var stramt sat med kun en halv times change over mellem hvert band. Kunne festivalen holde en høj standard med så kort mellemrum? Svaret skulle vise sig at være en rungende ja. Spillestedet, Flygeln, har en kapacitet på 1.500 mennesker og kan bedst beskrives som en lidt større udgave af Pumpehusets store sal.

Kun Entombed A.D. glippede, men ellers var lyden ikke bare god, den var resten af festivalen upåklageligt suveræn. Især under Morbid Angel, men inden da var det Marduks tur til at fremføre den første af bandets to shows på festivalen. Hvorfor ikke sætte sig selv til at spille to gange, når nu gruppen selv har været med til stable arrangementet på benene? Godt træk. Marduk gentog triumfen fra sidste år i Pumpehuset og fremførte hele ’Panzer Division Marduk’ og ’Those of the Unlight’ her fordelt på de to aftener.

Fælles fistfucking

Rækkefølgen stod først hen i det uvisse, men lyden af susede raketter i salen under sceneskiftet afslørede hurtigt, at ’Panzer Division Marduk’ stod først for skud.

Det sorte scenetæppe faldt, røgen væltede frem, lyden af affyrede missiler bragede løs, og frontmand Daniel ”Mortuus” Rostén åbenbarede sig midt på scenen og var som altid iført drabelig ansigtsmaling og med patronbælte og jernkæder rundt om livet.

Marduk lignende nogle, der stod midt i slagmarken, og så kom numrene fra en af genrens bedste udgivelser på stribe. Først titelnummeret, så voldsorgiet ’Baptism by Fire’, der nok engang demonstrerede, hvor tight og hamrende brutalt det svenske band formår at spille.

’Christraping Black Metal’ fik publikum til at skråle med på omkvædet i kor, nøjagtig som de gjorde til pladens afsluttende nummer. Og kan man forestille sig noget smukkere end at stå sammen med flere hundrede mennesker, der i fællesskab skriger ”Fistfucking God’s Planet”? Næppe!

Efter en halv time var den klassiske plade overstået. Herefter fulgte den ene velkendte og modbydeligt aggressive skæring efter den anden. Fra ’Infernal Eternal’ over ’The Levelling Dust’ til den relativt mindre spillede ’Into Utter Madness’, der satte punktum for en koncert, hvor de næsten sprængte hjembyen til atomer. (karakter: 5/5)

Det kunne næsten ikke gøres bedre, hvis da ikke aftenens afsluttende navn en halv time senere hed Morbid Angel, der knuste al modstand med en sprudlende spillerglæde og overmenneskelige evner. Bandet fra Florida var i så meget særklasse, at det kræver sin egen anmeldelse, som kan læses her: Overmenneskelige Morbid Angel.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her