Copenhell 23: Reportage fra en blandet onsdag
Overophedningen var total om onsdagen, hvor nogen bands kogte helt sammen og andre leverede. Movias 666-busser? Jo, de blev da leveret til sidst.
De første på pladsen oplevede dog nok ikke de største trafikale problemer og fik æren af at få set Crown the Beast åbne festivalen på Pandæmonium. Det kan godt være, at onde tunger siger, at Devilution kun giver dårlige karakterer, men her belønner vi altså med et flot 4-tal, en karakter vi desuden gav fire andre bands på denne fuldstændig ørkenlignende dag. Mere om det senere.
Alt imens vi andre sad fast i en sauna-lignende 2A’er i onsdagstraffik (vi er desværre nogen der stadig måtte arbejde i helvedesugen), kunne man nyde lidt fællessang til Clutch, skyggen af et ikon i form af Ville Valo eller Heriot, hvor circle-pitten desværre først opstod i sidste øjeblik. Det var dog dejligt, da man endelig ankom 2-3 timer inde i festivalen, at se at den lille kirke stadig stod, at køerne slet ikke var så lange som de nogle gange har været, og at øllene, selvom de var dyre, stadig smagte godt.
Når man nu er til hardcore, så var der både Sick of it All og det lidt mere eksperimenterende Touche Amore. Det blev sidstnævnte for undertegnede, men desværre var det ikke er videre prangende oplevelse. Vi skulle nok have brugt de fulde 60 minutter i selskab med Sick of it All, der leverede præcis som hardcore nu skal og det var så andet, flotte 4-tal, der blev givet ud der.
Og efter således at have gået rundt om den varme kartoffel i et par paragraffer, så lad os da tale lidt om Mötley Crues musikalske ligegyldigheder på Helviti, hvor medleys af Ramones, Sex Pistols og Beatles blev afbrudt af den tidligere voldsdømte, 60-årige og ligblege Tommy Lee, der ved hjælp af storskærmens gruppepres ville se nogen bryster. Den del af showet forlyder det, at Lee opgav i Sverige, og for én gangs skyld ville man som dansker ønske, at Svenskekrigene var faldet anderledes ud. Bandet, der desuden åbner nummeret ’Girls, Girls, Girls’ med en sample af Donald Trump der siger ”grab ’em by the pussy’ formåede at cementere deres image som ”verdens farligste band” – i hvert fald for mine hjerneceller.
Fra usympatiske, gamle mænd og videre til nogen, der leverede noget af sig selv: The Ghost Inside. Bandet var involveret i et busuheld i Arizona, hvor bandet slap med livet i behold, imens chauffører på begge de kolliderede maskiner desværre måtte betale den ultimative pris. Bevares, bandet har spillet siden og endda godt, selvom trommeslager Andrew Tkaczyk desværre må gøre det med et ben nu. The Ghost Inside leverede et show med nerve, et show med følelser og et show med håb. Altså diametral modsat Mötley Crue og endnu et 4-tal udleveret.
Min tyske kollega googlede hurtigt festivalen, da jeg skrev til hende på Slack, at jeg skulle hurtigt ud af døren denne onsdag. Hendes svar var ”I wasn’t even aware that half these people were still alive” og den er hermed overleveret til Copenhells bookinggruppe. Til gengæld slap de en lille smule bedre afsted med bookingen af Def Leppard, fordi det band da i det mindste gjorde et forsøg.
Nej, se de store oplevelser kom fra de rutinerede, men også anderledes navne, Parkway Drive og Zeal & Ardor der begge spillede samtidigt, 23:15 og får dagens sidste 4-taller. Parkway Drive var tæt på at tage et 5-tal, men som vores anmelder skriver ”Lige så god en frontmand McCall er, lige så elendig er han til at synge rent” der var dog lige nok til stadig at ramme vores næsthøjeste karakter. Samme fik Zeal & Ardor altså også, om end jeg gerne vil give et sidste symbolsk point for imod enden af showet at sende følgende stikpille til rædsomme Tommy Lee og Crüe med sætningen “Did we have fun without any fucking sexist requests from the stage?”. Zeal & Ardor er på mange måder den slags band, som jeg personligt håber vil være et af de bands, vi stadig booker om 20-30 år. Et progressivt band, der er farlige, fordi de ikke er bange for at snakke om mord på sorte mennesker i USA, med raslen af chain-gangs på deres backingtrack og totalt fravær af samples af beskrivelser af seksuelle overfald.
Således underholdt, alt imens Copenhell fik ringet til Movia, der fandt en måde at indsætte flere busser. Endnu et år med Copenhell. Endnu et år med fængende overskrifter på de mange magasiner. Og et gennemsnit på 2.82 for dagens anmeldelser og altså, mine damer og herrer, det betyder, at vi generelt var mere tilfredse end utilfredse på denne højhellige onsdag. Vi kan desuden love, at 5-tallerne dryppede ind de næste dage.