KTDF 23 Fredag: Hidsighed på hidsighed på..
Fredag på årets KTDF bød på et aldeles vanvittigt program. Til gengæld var både vejr og stemning lige så godt.
Solen er endelig dukket frem fra sit skjul. Den smyger sig selvsikkert ad byens gader og lander i øjnene på folk og fæ, der har smidt overtøjet og slænger sig i sæsonens sidste stråler denne fredag i København. En god håndfuld af den sortklædte familie har, ligesom Devilutions udsendte, fundet vej til Gothersgade i timerne inden KTDF. Extremely Rotten Productions holder nemlig reception for Undergangs nye EP ‘De Syv Stadier Af Fordærv’, og selvom det ikke er relateret til årets Kill-Town Death Fest, er det med en overlagt selvfølgelighed at disse events deler sommerdag og publikum. Fans fra udlandet, der er rejst til Danmark, møder bandet, inden også de begiver sig mod Pumpehuset.
Moderne verdensklassedød
Phobophilic går på scenen som første band denne dag, og der går ikke mange sekunder, før et fyldt Main Stage er blevet kickstartet af disse unge amerikanere.
“Top fucking smadder” er første note på denne skribents telefon, men det vidste vi jo godt. Phobophilic spiller tidstypisk og moderne amerikansk dødsmetal, og det er en befriende og ultralækker start på dagens program. Et helt igennem velspillende og dygtigt band, der meget hurtigt har fået gang i gulvet foran scenen. En håndfuld starter en god omgang gymnastisk moshpit – andre forsøger at undgå at blive blandet ind i det. Lyden er høj, tung og superbasset. Hvert enkelt stortrommeslag mærkes i brystet og guitarsoloerne står skarpt og kontrastfyldt. Var dette en anmeldelse, havde koncerten scoret topkarakter. En formidabelt god koncert og en opvisning i, hvordan moderne dødsmetal skal spilles og leveres.
Dagen er proppet med nogle af klodens fedeste, aktuelle bands og som Phobophilic har ringet af, begiver vi os nedenunder til Degraved, der tager stafetten videre og med en rolig og selvsikker energi leverer en endnu hårdere udgave af den moderne død. Den død, der er en tak mere skrabet, og med sin simplere form kan virke “hårdere” for nogen. I hvert fald for denne skribent, der i denne kontekst gerne ser, at døden er hårdest muligt. Døden med Degraved er hård som ind i helvede, og selvom bandet er relativt rolige og stillestående, startes der en god fest på underetagen, som fyldes ret så markant. Det er også tydeligt, at dag to på årets festival oplever et større rykind af mennesker – og der er en overall bedre energi. Koncerten med Degraved er supergod og gutterne spiller utrolig effektivt og stramt!
Også derfor skal der altså forsøges at klemme en pause ind mellem Degraved og Apparition, der om lidt skal stå distancen på Main Stage. Jeg selv tager en forfriskning fra baren, og bevæger min trætte krop op og sætter mig på gulvet. Ligesom så mange andre netop nu, hvor Apparition laver lydprøve. Gulvet besættes stille og roligt af de andendags-opstandne der slapper af, inden næste slag skal stå. Salen er dunkelt oplyst, og enkelte, farvede stråler slæber sig roligt hen ad gulvet indimellem. Et gulv, der skal så grueligt meget igennem, og på dette tidspunkt af dagen endnu ikke klistrer af spildt øl i glade, aggressive moshpits.
Pludselig er man omringet af 600 mennesker, der står og venter på Apparitions første koncert udenfor USA – en koncert, der går hen og bliver rimelig tilforladelig. Bandet er virkelig velspillende og folk nikker med mellem de spredte udbrud af kampe på gulvet. Men det ér ikke den store åbenbarede oplevelse. Ikke for denne udsendte i hvert fald.
Som tidligere skrevet, er vi på KTDF velsignet med et program, der er så godt og så aktuelt, at der potentielt ingen egentlige pauser er, hvis man er militant og insisterer på ikke at gå glip af noget. Så den for skribenten lidt ligegyldige koncert med Apparition afløses af Civerous, der spiller en decideret ækel og fordærvet dødsmetal direkte fra Los Angeles’ kloaker til Pumpehusets mindste scene.
Da Civerous går på kl. 20:00, eksploderer Black Stage. Hele underetagen er fyldt til bristepunktet, og forsanger Issaiah Vaca har på et sekund alles opmærksomhed. Han er tændt og ingen skal tydeligvis undgå at blive indfanget af hans nærvær på scenen; han er fra start helt ude i hovedet på folk. Bassen agerer tordenmaskine, vi kan bogstavelig talt mærke dens rysten i brystet, og Issaiahs vokal er fordærvet og klam – ligesom på plade. Albummet ‘Decrepit Flesh Relic’ fra 2021 var bandets første fuldlængde, og det er selvsagt mestendels materiale derfra, vi får denne aften. Er man til dødsmetal i den hårde og rådne ende af spektret, kan det klart anbefales. I hvert fald er det netop hvad denne koncerts publikum er, for gulvet er periodevist og pletvist voldsomt hidsigt – også så meget, at flere de mere betragtende (denne skribent inkluderet) kommer i tvivl om, om det er for sjov, eller faktisk ægte slåskamp. Alt er godt, alt er for sjov – men det er en aldeles arrigt pit. Der er åbnet for alle sluser. Civernous spiller godt og hidsigt, og ingen er i tvivl om at de godt gider at spille denne aften, det er et band der virkelig giver sig, og det samme kan siges om publikum.
En god og voldsom energi i en af de tungeste og hårdeste koncerter på dette års KTDF. 50 minutters bastant og ækel død fra LA. Sammen med Gutless en af de bedste koncerter overhovedet på festivalen.
Pause. Skal der indsættes en pause, skal det være nu. Tøjet er vådt, strømmen lav og tørsten fornuftig efter Civernous’ nedbrænding af Black Stage. Jeg når derfor ikke hele koncerten med Ossuary, hvilket er ærgerligt, for de er gode på plade. Bandet spiller på et tætpakket Main Stage og stemningen tydeligvis god. Det er grumt, mørkt og rart – i hvert fald i den tid, jeg når at være der.
Men der skal strøm til telefonen, natten er nemlig ung, og det passer jo godt med at de frivillige i den officielle KTDF-bod er venlige til at hjælpe. Strøm, officiel KTDF-øl fra Slowburn og sniksnak er ikke af vejen. Det er Københavns kølige luft nu heller ikke.
Grave Infestation sagde før koncerten ikke undertegnede så meget. Derfor er det ikke med de store forventninger, at jeg stiller mig klar på underetagen, hvor de skal spille. De bliver dog anbefalet af min kompagnon, og det er råt, vildt og arrigt – jeg forstår dem først nu. Tit er det netop det der skal til. En livekoncert. Det er som om, at dem man afskriver på plade (eller Bandcamp) tit lige skal opleves live, før de helt kan kasseres. Hvis de da skal det.
Grave Infestation skal ikke, for de spiller superfedt og er godt tændte, og publikum er OK med. Det er nemlig et ret tæt gulv, men dog også et relativt roligt gulv. Folk står stille og nikker med hovedet.
Det er ikke så mange år siden, vi sidst så Of Feather and Bone på Kill-Town Death Fest. Dengang spillede de på Black Stage – et uhyre varmt og hidsigt show. Nu er gulvet på Main Stage så småt ved at fyldes og der er en god, høj stemning. Folk sidder i siderne og hygger med øl, andre står klar direkte foran den oplyste scene. Da bandet går på, er det lynhurtigt en hidsig og rowdy stemning, der spreder sig. Of Feather and Bone kaster en superhård og mørk stemning ud fra scenen og publikum giver igen med tændt energi og pletvise pits af den voldsomme slags. Fadøl skvulper ud over folk, der får pitten i hovedet. Nogle flygter, andre tager del i kampen. Da en gut hopper op på scenen, har han lynhurtigt security i hælene, men når dog igen at springe ud fra scenen til publikums applaus. Der er fuld smadder hele vejen rundt, og Of Feather and Bone genbeviser at de er et dødsmetalorkester i verdensklasse.
Gosudar er fra Rusland og skal denne aften spille på Pumpehusets underetage. Forsanger Vadim Ivanov fik denne morgen dog ikke lov til at komme ind i EU, så det er et noget amputeret band, der dukker op på Kill-Town Death Fest. Bandets debut ‘Morbid Despotic Ritual’ var i 2021 et af årets fedeste dødsmetal-albums, så det er rimelig ærgerligt. En klam, mørk og ækel moderne slags oldschool dødsmetal fra Moskvas kolde undergrund.
Heldigvis er de resterende medlemmer dog dukket op, og vi får os et til lejligheden særligt instrumentalt sæt. Guitarist Sergey Milenin starter showet med at fortælle at “det er en ære at måtte komme her og spille for jer” og alle i salen lader til at være glade for, at netop dét er muligt. Et instrumentalt sæt fra et dødsmetalband, der ikke spiller instrumental musik, er selvfølgelig ikke det samme – men det fungerer! Det er som om at Gosudars musik uden vokal bliver mere afslappende, mindre energisk; men til gengæld en rar kontrast på dagen. Små 40 minutter med god og enormt tung instrumental dødsmetal, en slags pause. Folk tager den instrumentale ro til sig, og det er et roligt og betragtende publikum på et OK fyldt Black Stage.
Convulse er jo om nogen oldschool.
Hvilket jo ikke kun er rigtigt, men de er i hvert fald kendt for deres tidlige udgivelser og måske især ‘World Without God’ fra 1991. Senere har bandet dog kastet sig over en langt mere progressiv retning, og udsendte i 2020 albummet ‘Deathstar’. I dag headliner de KTDF, og det er da også en halv fyldt sal, der er mødt op til aftenens sidste show kl. 01:00. Sjovt at jo større eller ældre man er som band, jo senere skal man spille.
Det ér et oldschool sæt, som finnerne har med til os, og det falder i god jord. Det er trods alt KTDF og bandet passer super godt ind som headliner. 32 år efter deres første udgivelse står de øverst på plakaten på en af nordeuropas vigtigste festivaler for dødsmetal.
“Jeg er 50 år gammel, hvad skete der lige..?” siger forsanger Rami Jämsä. Det er generelt et roligt gulv, der udspiller sig under den sene koncert, men indimellem får folk af den mere aktive slags da også startet spredte og periodevise, men alvorligt hidsige pits foran scenen. Hos en del er det tydeligt, at baren har været frekventeret gennem 12 timer, og aftenens koncert er den perfekte afslutning på dagen. En absolut velspillet koncert med en masse klassikere at feste til.
Som lyset tændes og vi går ned fra Pumpehusets store sal, er det på et alvorligt klistret og hårdt prøvet gulv med en hel dags lækre koncerter bag sig. Tænk sig hvad den sal ville kunne bidrage med af historier til musikkens historiske glansbilledalbum. Det er ikke småting. I morgen går det løs igen.