MMF 2016: Torsdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/86/ba/a6/Exumer-22-11-1468463285.jpg
11. Juli 2016    

Tiden for årets Metal Magic – den sidste udgave af festivalen, som vi kender den – var endelig kommet og bød på alt fra dansk undergrund over tyskerthrash til primitiv doom metal. Devilutions udsendte var på og nu og da ved siden af pletten.

Dato
07-07-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Marika Hyldmar
Forfatter

Der var noget lidt vemodigt over at skulle af sted til Metal Magic 9 torsdag middag. For det var sidste Metal Magic på Ungdommens hus i Fredericia. Festivalen flytter til næste år af kommunalpolitiske årsager, som ikke er relateret til festivalen. Ikke desto mindre er det en skam, for festivalen har udviklet sig til en institution på den danske og internationale metalscene. For mig er den langt vigtigere end Copenhell. Det er både hyggeligere (og billigere) end Copenhell, og samtidig er metallen farligere. Det er her, undergrunden lever, og her, man kan se de upcoming navne eller legendariske kultnavne. Det er selvfølgelig også her, man kan se fortidens rædsler i form af musikere, der nok skulle have ladet deres Flying V blive stående på den del af loftet, hvor man aldrig rigtig kommer. Og endelig er festivalen selvfølgelig også i stand til at levere stjernestunder på allerhøjeste niveau.

Af forskellige årsager må jeg misse den traditionsrige ’Bus of Madness’-tur og ankommer først noget forsinket på pladsen.

Unge danske himmelstræbere
Det første band, jeg når at se, er således danske og hypede Slægt, der entrerer scenen med en misundelsesværdigt flot trommeslager og masser af attitude. De er ganske enkelt karismatiske på en scene og virker indædte, som om de er på en mission. Danske bands kan tit godt forfalde til at stå og hygge på en scene i nogle udtrådte gummisko, fordi man er så patosforskrækket i det her land, at bare det at have en egentlig sceneoptræden er for voldsomt og, gisp, virke som et brud på den hellige hygge.

Sådan er det ikke med Slægt. Især sanger og rytmeguitarist Oskar J. Frederiksen virker tændt og indebrændt med blikket indstillet på et sted mellem ”uendelig” og ”intenst aggressiv”, mens resten af bandet er noget mere indadvendte. Bandet har gennemgået en rivende udvikling fra en meget rå, lo-fi black metal til en hårdtslående og tung blanding af black metal og NWOBHM med et øre for det rasende catchy riff. De spiller på et teknisk højt niveau. Og selvom leadguitarist Anders M. Jørgensen har problemer med guitaren i begyndelsen, anfægter det ikke bandet. De er et af de bedste danske nyere bands og kan nå langt, hvis de fortsætter udviklingen. Det virker mest oplagt at sammenligne med Dissection, uden at der er tale om en bleg kopi. Det gælder musikalsk, men også i den fornemmelse man får af, at bandet er ude på mere end bare at ”spille noget fee’ hegn”. Numre som 'Move in Chaos' og 'Beautiful and Damned', der begges spilles, siger meget om både det høje musikalske niveau og tekstlige univers. De virker som et band, der er ude i noget langt mere seriøst, og det føles som en ret klar fejlprioritering af Copenhell ikke at have booket dem.

Efter koncerten taler jeg med en makker, der i sit hjemmeprintede program har erstattet Slægts navn med ordene ”Hipster-poser black fra KBH.” Sådan kan man opleve koncerterne så forskelligt.

Tamhed i tre tempi
Oven på Slægts koncert virkede Amulets ellers kapable midttempo-NWOBHM-retromani velment, men også lidt tamt. Det er et af de klassiske festivalproblemer: Man har så meget optur over det, man lige har set, at man ikke rigtig kan mande sig op til at se det næste.

Det gælder også Dread Sovereign med den ellers så mægtige Alan ”Nemtheanga” Averill på vokal og bas. Han virker ellers som altid som en intens frontmand og synger pragtfuldt. Problemet med Dread Sovereign er bare, at de har glemt at skrive gode sange, og så bliver deres doom metal med hints til Saint Vitus, Pentagram og Cirith Ungol lidt flad. Det er meget, meget langsomt, tungt og massivt, men det er ikke ret meget andet. Når man tænker på, hvor tit folk taler om, hvor fede Primordial er, er det påfaldende, at man nærmest ikke høre nogen tale om Dread Sovereign-koncerten de efterfølgende dage.

Mange talte til gengældt pænt om de genopstande tyskerthrashere Exumers koncert, og de var da også ganske god uden at være prangende. Og sanger Mem V. Stein var også en glad gris på scenen. En sympatisk koncert, selvom de var blevet lidt for moderne i lyden for min sarte smag.

Ned i ursuppen
Tysk/argentinsk/brasilianske Evil Spirit rodede rundt endnu længere nede i samme ursuppe som Dread Sovereign med en meget primitiv og old school-lydende doom metal med death-elementer. De har en vis appeal på plade og egentlig også live, men de virkede også noget utighte og for primitive til rigtig at gøre lykke, endsige holde interessen fanget. Bandets trommeslager er også vokalist i bandet, og måske var det derfor, det hele blev lidt utight og rudimentært.

Forskellen var i hvert fald til at tage og føle på, når man sammenlignede med Denial of Gods 25-årsjubilæumsshow, som er anmeldt andetsteds. Lidt af et triumftog for bandet, selvom de ikke selv var 100 % tilfredse med showet. Det var bestemt ikke samme oplevelse, man havde som publikum.

Metal Magic er en festival, der nu og da spænder bredere, end man skulle tro. Således også i år, hvor det danske psykedeliske soundtrack-orkester SPEkTR anført af Manoj Ramdas fik til opgave at lukke den indendørs scene. Da var Devilutions udsendte dog godt i gang med at stå iført en hue kalkeret efter den på coveret til Sodoms ’In the Sign of Evil’ og råbe ’1.000 Years in Sodom’ sammen med nogle makkere.

Læs uddybende torsdagsanmeldelser her:

Exumer
Denial of God

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her