MMF XIV: Lørdag

Festival- og metaltræthed på tredjedagen af Metal Magic varede kun, til Nifelheim kom og satte barneligkisten på plads.

Det er lørdag, tredje dag på festivalen, og jeg vågner og er træt af metal og vil gerne hjem. Det er altid rædsomt, når festivaltrætheden sætter ind, og man bliver ugidelig og sur over at være på festival.

Livsglæde fra scenen
Der går med andre ord lidt tid, før jeg får snøvlet mig de par hundrede meter op på pladsen, hvor italienske Violentor står og lever op til deres navn. Trommeslageren er virkelig glad på den der labradoragtige måde, som kun trommeslagere kan være, når de spiller trommer. Grin fra øre til øre. Violentor kan selvfølgelig godt lide Motörhead, Venom, men mere dumt og primitivt og bøvet og bajeragtigt. De har helt klart ikke opfundet den dybe tallerken, men har til gengæld muligvis svært ved at gennemskue dens funktion. Der er spilleglæde for alle pengene, og det er fedt et par numre, men over en hel koncert bliver det en anelse monotont, og skiftet fra engelsk til italiensk og et endnu mere (!) baldret udtryk giver et lidt rodet udtryk hos de i forvejen nussede italienere.

Jeg har egentlig tænkt mig at nøjes med at pligtse et par numre med danske Shamash, et københavnsk black metal-band med medlemmer fra en masse andre bands, som det åbenbart skal være for tiden, hvor alle er med i 117 projekter. Lave eller måske snarere ikkeeksisterende forventninger giver tit grobund for positive overraskelser: Der er nogle overraskende, dissonante melodier i deres sange, der flirter med et relativt traditionelt norsecoreudtryk, men også kan og vil et eller andet mere end det. Publikums interaktion er der ikke meget af, men det ligger jo tit ligesom til genren.

At der er meget publikumsinteraktion hos de serbiske deaththrashere Infest, overrasker næppe nogen. De er tydeligt lykkelige over at spille på Metal Magic igen, hvor de har en stor fanskare. Igen bliver det lidt monotont i længden for mig, man savner noget, man ikke har hørt før, men fansene foran er glade, og det er Infest også. Mod slutningen holder sangeren en lang hippieskåltale som intro til 'Deathrash Legion 666', og det er oprigtigt dejligt, at en mand have så stor optur over sin koncert, også selvom man ikke kan mønstre samme begejstring. I stedet sidder nogle makkere og jeg et roligt sted på pladsen og taler om Flemming Bamse Jørgensen og hans mange undersættelser og forsøger os med en dum undersættelse af 'Living After Midnight'.

Men det bliver til lidt Vananidr, rutinerede herrer fra den svenske scene, der spiller den melodiske black, som svenskere åbenbart lærer fra en tidlig alder i folkeskolen. Sangerens corpsepaint er helt ærligt lidt doven, men tremoloriffingen er heftig nok, der er nogle gode nok harmoniting, og det er egentlig velspillet og relativt godt, men på den anden side er det måske heller ikke så meget mere end det. Kapabelt, solidt, ret godt, men det er bare også svært der lørdag eftermiddag, helt metaltræt, at tror på, at man kommer til at udvikle et længerevarende forhold til Vananidr, selvom de forvalter en tradition fint. Tilbage til 'Living After Midnight'-undersættelsen.

Gendannelse for dødsnostalgikere
"Endelig et gendannet dansk band, som ikke er et af Michael H. Andersens gamle bands", når jeg at sige, mens Maceration er i gang med deres 30-årsjubilæumskoncert for deres enlige album, 'Serenades of Agony'. Og så alligevel: Det er angiveligt Andersen, der har presset på for gendannelsen, og som udgiver Esbjerg-bandets kommende. Og nu har guitaristerne Jakob Schultz og Lars Bangsholt – uden Jakob Hansen, der jo også har gang i så meget andet – så fulgt Target-bossens råd.

Gendannelsens nødvendighed bliver ikke helt klar for mig under koncerten. På plussiden tæller, at bandets dødsmetal er forholdsvis fængende og lidt mindre støjende end nyere dødsmetal, den nye growler Jan Bergmann Jensens Plasmatics-T-shirt og ansatser til sceneoptræden. Men 'A Serenade of Agony' var ikke noget særligt dengang i 1992 og er heller ikke blevet det med tiden. Og fraset Jensen er bandet stillestående på scenen. Det er svært at hidse sig op over, hverken i den ene eller den anden retning. Men hvorfor man skal gå til en koncert med bandet, medmindre man har et nostalgisk forhold til 'A Serenade of Agony', er straks sværere at se, og det er mærkeligt, at bandet i det mindste ikke prøver at hive den hjem på entusiasme. Nuvel, al kunst er jo som bekendt heller ikke for alle.

Det store aztekiske udtræk
Hvor Maceration har et demonstrativt fravær af sceneshow, har mexicanske The Rise of Mictlan et temmelig demonstrativt sceneshow med fuld kropsmaling og i et enkelt tilfælde en gigantisk fjerprydelse som gamle aztekiske guder eller dæmoner, eller hvad det er, jeg er ikke stærk i aztekisk mytologi, men det er The Rise of Mictland antageligvis. Det gør et stærkt visuelt indtryk, selvom bandet på den lille indendørsscene også er relativt stillestående med deres relativt langsomme, ritualistiske black.

Det er fedt, at bandet trækker så meget på den præcolumbianske fortid i deres heftige image, og det er fedt, at de pepper det op med traditionel percussion og traditionelle fløjter. De er gode, når de er ritualistiske i lyden. Til gengæld savner jeg også lidt mere variation i metaldelen, et eller andet mere fængende, som løfter den del. Til gengæld sluttes sættet af med, at sangeren skærer sig selv i tungen og bløder ud over et kranium. Der er også en fløjte med ild i og et bjørnehoved.



Barneligkistepisk og bøddelhætte og rå grimasser
Nifelheim er altid Nifelheim, og det skal de aldrig nogensinde holde op med at være. De er herlige at se på på en scene, fordi de har så vanvittigt meget publikumsinteraktion, skærer grumme grimasser og leger onde. De er afløsere for Pentagram, der har aflyst, men publikum lader til at være tilfredse med erstatningen. Verdens højeste koncentration af Nifelheim-T-shirts på pladsen i år? Jeg har lige følt mig temmelig træt af metal, al den larm og råben, men jeg er overhovedet ikke træt af metal, da Nifelheim går på, og jeg får taget mig sammen til at gå op foran.

I år er koncerten lidt kort, cirka 45 minutter, man savner et par af de tunge bangere, men det er på den anden side også ret fedt at blivet ladt tilbage med et ønske om mere frem for det modsatte. Som en ny feature har Niflerne fået en roadie iført ustyrlige mængder læder og nitter, som bandet selv, samt en bøddelhætte. Hans opgave er tilsyneladende at knappe bajere op til bandet og stille dem på den lille barneligkiste, de altid har med. Og fjerne de tomme flasker. På et tidspunkt hiver han en pisk frem og står og pisker på ligkisten, uden at man helt forstår hvorfor. Den bedste/dummeste gimmick på hele festivalen? Jeg kan godt lide, når bands gør meget ud af noget, der virkelig er dumt. Roadien får også lov at få liveguitarist Felipe Plaza Kutzbach guitar til at spy ild ud ved hovedet. Det er intenst på den der måde, som kun Nifelheim kan finde ud af. Og sangskrivningen er langt bedre end hos de fleste bands i samme genren. Må de sidde længe på metallens trone.

Dansefest, fyrværkeri og ild
Det er et par numre inde i Paul Rolands sæt, at jeg opdager, hvad jeg har savnet her om lørdagen. Distinkte melodier, højkvalitetssangskrivning. Mindre larm og fokus på muskler. Men lørdagen har også mest været metal i den hårdere ende af spektret, og det afbræk i monotonien, jeg har savnet, sørger Roland for.

På en eller anden måde har jeg ladet mig besnakke til at interviewe Roland efter koncerten (hans fly var forsinket, så vores oprindelige aftale om interview inden koncerten løb ud i sandet), og jeg misser det meste af Death SS. Deres første besøg i Danmark. Med en sætliste fyldt med det gamle. Suk, altså. Interviewet er fint, jeg holder af Rolands musik, han er venlig og charmerende og meget veltalende. Heldigvis når jeg det sidste af sættet, og det vanvittige og lettere bizarre sceneshow (ild! fyrværkeri! udklædning! nøgne damer! dyremasker! falsk ild lavet med stof og vindmaskiner!) skuffer ikke, og det gør det lidt af koncerten, jeg når, heller ikke. Den flyforsinkelse ærgrer mig.

Ikke mere end at jeg smutter over for at høre finske Nightstop, der er en af de skæve bookinger, Metal Magic har tradition for. Retromanisk synthwave med trommer, der går efter lyden af soundtracks til bilspil på Amigaen, gyserfilm, den slags, hen over et dansabelt livespillet trommebeat. Jeg er overraskende vild med det, det er egentlig ikke noget for mig, den slags, og der er dansefest i teltet for alle dem, der vil presse festivalen tør for den sidste festivalstemning. Hele koncerten kommer jeg ikke igennem. Festivaltrætheden og kulden har efterhånden bidt sig helt fast i mig, jeg lever ikke helt meget efter midnat efter at være blevet far og villeejer, og jeg vralter i stedet hjem til vandrehjemmet og beslutter mig på vejen for, at den kommende uge står på ingen eller meget stille musik.

Som altid er Metal Magic en fornøjelse, også når man bliver lidt træt af at være på festival. Og jeg tror, at den danske metalundergrund ville være et trist sted uden netop denne festival, som er en af de metalfestivaler, som har en distinkt personlighed, og som kan finde ud af også at booke det unikke. Tak for det.