MMF XV: Fredag

Først masser af rock for/af ungdomssvin, dernæst dansk/belgisk ekstremmetal og så en afslutning med seniorrock. Fredagen viste Metal Magics spændvidde, genremæssigt såvel som kvalitativt.

Ungt og baldret
De tidlige indslag fredag på Metal Magic er nogle af de mere skæve. Første band på programmet er punkerne i Pleaser med medlemmer fra bl.a. Slægt, Konvent og Shamash. Det er relativt baldret med overstyret vokal, riot grrrl-elementer og masser af energi. Høj ungdomssvinsfaktor, med andre ord, og en fed fredagsstart.

Stikkersvin er et band, der deler vandene. En del elsker dem, en del synes slet ikke at kunne snuppe dem, selv er jeg nok lidt mere i midten. Det er i hvert fald specielt og excentrisk. Man har efter sigende skullet indhente tilladelse fra festivalen for at få lov at spille iført crocs, og sangerens look er mere Soundcloudrapper end black metal. Under ’Voldsom Trolddom’ er omkvædet ændret til ’Ole Frostholm’, indehaveren af pladebutikken Mephisto og af Stikkersvins pladeselskab, Deadbangers. Jeg ser ikke det hele, men det, jeg når, er energisk.



Kamp er både energiske og har tårnhøj ungdomssvinsfaktor og masser af attitude. Sanger og bassist Adam CCsquele (kendt fra Slægt og Guldsjakal) er i sort dameundertøj, trommeslager Alex Green i shorts, der ikke overlader meget til fantasien, og guitarist Anders M. Jørgensen (Slægt, Gullo Gullo) står og leger rockgud op mod forstærkeren. Det er fedt, når bands gider opføre sig som rockstjerner, mens de står på en scene, og det gør Kamp. Mod slut er både CCsquele og Jørgensen rykket ned foran scenen og står og spiller. Den slags kræver musikalske evner, men man er lovligt undskyldt, hvis ikke man har opdaget, at det er teknisk velfunderede musikere, vi har med at gøre. Udtrykket er primitivt og råt, og hvis deres pladeselskabs beskrivelse af dem – ”hvis Iron Maiden mødte energien fra det tidlige Voivid” – passede, ville det også være helt genialt. Deres problem er dog lidt, at de har glemt at skrive rigtige sange, undtagen ’Heavy Metal Holocaust’, som de til gengæld spillet to gange, ligesom de gjorde sidst. Den er fed, resten er noget ustruktureret øvelokalepunkmetal, som lyder fedt og energisk, men ikke rigtig kommer nogen vegne. Men det er sjovt, så længe det varer.



Dansk og belgisk ekstremmetal
Derefter begynder et segment i metallens hårdere ender med belgiske Bütcher på indendørsscenen De viser, hvad man kan opnå ved at kombinere virkelig god sangskrivning med en stærk, karismatisk sceneoptræden. Den viser også, at det nok er den rigtige beslutning, at festivalen har valgt at flytte hovednavnene til teltscenen, hvor de før var udendørs. Det giver en anden intensitet i koncerterne oppe foran, og lysshowet kommer bedre til sin ret her end udendørs, hvor der af indlysende er lyst det meste af tiden. Koncerten er anmeldt andetsteds, men her skal blot konstateres, at det var en af de bedste i festivalens historie. Teltet koger, både metaforisk og næsten også bogstaveligt. Pyh, det er varmt.

På udendørsscenen går danske Chaotian på med rådden og doomy dødsmetal, som jeg hører noget af, mens jeg spiser, men som har det problem, at de kommer lige efter Bütcher, og det er svært for hvem som helst.

Det synes også at være et handicap for belgiske Sabathan på indendørsscenen; et projekt med Lord Sabathan, der var sanger, bassist og keyboardist for det habile belgiske black metal-band Enthroned fra 1993 til 2006. Enthroned har aldrig været ret store på disse breddegrader, men de få gamle diehardfans oppe foran virker godt oppe at køre over den melodiske, hurtige black metal. Sabathan har en ret intens vokal og virker, som om han mener det. På papiret kunne sådan et projekt med en frontmand, der spiller sit gamle bands sange, godt lyde lidt sløjt, men det er en dedikeret optræden, og det er en koncert, som næppe ville finde sted ret mange andre steder end på Metal Magic. Men de to overordnede problemer – at det kommer efter Bütcher, og at Enthroned aldrig rigtig blev så store – kan koncerten ikke løse.



På udendørsscenen er det igen tid til dansk død, nu med ultratighte og onde og brutale Deiquisitor. Jeg har dog set dem før, og selvom de er gode, prioriterer jeg hydrering og socialt samvær over dødscentrifugen.

Gammelmandsrock m/k
En tidlig eftermiddag med ungdomsgilde på scenen, en aften med dansk/belgisk brutalitet og en sen aften fokus på det lidt ældre segment. Sådan synes fredagen at være orkestreret.

Først er det britiske Girlschool, der debuterede helt tilbage i 1978 og efterhånden er i tresserne. Dengang var de et af de meget få rock- og metalbands kun med kvinder i besætningen, og selvom de altid har foretrukket at blive betegnet som musikere frem for "kvindelige musikere", var deres blotte eksistens næsten et feministisk statement i sig selv. I den forstand er og bliver de pionerer i genren. Musikalsk er vi langt fra de fire ekstremmetalforgængere: NWOBHM og hard rock med et let punket touch, velskrevne, om end let forudsigelige sange samt en overraskende boogie-dansabelhed. Som man står der og vipper med hofterne, er det aldrig mindre end fornøjeligt.

Det er måske lidt uretfærdigt at smide danske Demon Head ind blandt de gamle bands; de har trods alt kun eksisteret siden 2012. Men musikken er trods alt ret 70'er-præget hard rock/doom metal. Men jeg har også set dem mange gange før, og trods et ønske om at kunne lide dem, og selvom jeg altid godt har kunnet lide deres sceneudstråling, har jeg aldrig klikket helt med deres numre. Da jeg ser de sidste 5-10 minutter af koncerten, fordi jeg er henne og hente en øl, fortryder jeg at have forbigået. Afslutningen virker som et flot klimaks, og i skumringen er det, som om noget ved dem begynder at klikke. Dagen efter talte flere om koncerten som et højdepunkt.



Et højdepunkt kan Coven ikke kaldes. Eller rettere: Det er 60'er-bandets gamle sangerinde Jinx Dawson med til lejligheden hyrede musikere, der ikke var med på bandets tre album fra 1969-1974, hvor de var pionerer inden for den okkulte rock – og formentlig det første direkte sataniske band. Som sådan har de kultstatus, og det giver fin mening at booke dem på en festival som Metal Magic. De er sjældne gæster i Danmark, og de har været skoledannende inden for okkult rock. Men ikke meget får deres vej fredag nat: Dawsons vokal lyder overstyret, og det virker ikke, som om hun har ret meget mikrofonkontrol. Vokalen har – rimeligt nok, hun er 73 – mistet en del af kraften. Og bandet har virkelig ikke nogen god dag på kontoret, ligesom lyden ikke er rigtig heldig, måske på grund af bandets ikke ret vellykkede versioner af numrene. Og røgmaskinen er tilsyneladende sømmet fast, så den visuelle dimension forsvinder også. Det hele er ret kraftesløst. Jeg er glad nok for at have fået muligheden for at se Coven, men jeg vender nok ikke tilbage til dem. Til gengæld siger det noget om bundniveauet på festivalen, at det var den eneste koncert, der i mine ører decideret faldt igennem.