Top 5 – Kristen doom Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/33/d5/46/Candlemass-34-1484252702.jpg
12. Januar 2017    

Som lam blandt ulve vandrer de, de kristne metallere. Mere eller mindre utvetydigt forkynder fem doom-bands den sande kristentro, men helt frit for at være ufrivilligt komisk er det altså ikke.

Titel
+ Candlemass + Trouble + SubRosa + Om
Genre

Dio gjorde gedebukkehornene til det universelle tegn for metal, men som de fleste ved, var det oprindeligt slet ikke et symbol, der hyldede Den Hornede, men tværtimod en gammel italiensk besværgelse, der skulle mane onde ånder bort. Og sådan har tvetydigheden altid ligget der i metallen: På den ene side gav Satan en god chokeffekt, på den anden side var det ikke alle metallere, der var klar til at give sig hen til okkultisme. Kristen metal forbindes ofte med kiksede prædikanter som Stryper eller alkoholikere, der er blevet genfødt som kristne, men i anledning af denne uges interview med den kristne metalfan Daniel Øhrstrøm, giver Devilution et bud på en alternativ kristen metalkanon.

1. Black Sabbath – ‘After Forever’

Vi kommer ikke uden om selveste metallens ophav, for selvom de lagde ud med at synge om at møde Djævlen i ‘Black Sabbath’, var det ikke som en hyldest, men snarere en skrækhistorie om, hvor galt det kunne gå. Skulle nogen være i tvivl, blev kristentroen åbent proklameret på bandets tredje album, ‘Master of Reality’ (1971). Som med det meste andet, kvartetten foretog sig gennem karrieren, var det alt andet end subtilt, og hvis ‘Lord of This World’ rummer den mindste smule tvetydighed og antyder, at næstekærligheden ikke nødvendigvis er en kristen størrelse, så er der ingen tvivl i ‘After Forever’. Sangens budskab om, at Gud er den eneste vej til kærlighed, og at det ikke er cool at være satanist, leveres med nogle ufrivilligt komiske linjer som “Would you like to see the Pope on the end of a rope / Do you think he’s a fool?” og “Is Christ just a name that you read in a book when you were in school?”



2. Candlemass – ‘Samarithan’

Heldigvis var Black Sabbath væsentligt bedre til at skabe doom metal end til at missionere, og ‘Master of Reality’ blev skoledannende med sine tunge, klodsede riffs. Et af de første og vigtigste bands, der kom ud af den scene, var svenske Candlemass. Allerede på debuten ‘Epicus Doomicus Metallicus’ (i parentes bemærket muligvis den bedste titel til en doom metal-plade nogensinde) tog bagmanden Leif Edling modetips fra Geezer Butler med et stort, fedt kors i halskæden, men ellers har kristendommen været brugt noget tvetydigt hos Candlemass. Godt nok tog sangeren i bandets klassiske line-up kunstnernavnet Messiah Marcolin og gik på scenen i munkekutte, men hans scenepersona var mere dæmonisk end from. På Messiah Marcolins første plade med Candlemass, ‘Nightfall’ (1987), genfortæller han dog Lukasevangeliets beretning om den barmhjertige samaritaner. Igen sker det ikke helt uden sine ufrivilligt komiske øjeblikke, som når det på samme tid storslået og på meget, meget jævnt metalengelsk proklameres, at “I gave him hospitality / a room, a bed and lots of food to eat.”



3. Trouble – ‘The Tempter’

Mens Black Sabbath i 80’erne svandt hen i stadionrock, kokain og roterende forsangere, stod Candlemass klar til at videreføre doom metal i Europa, og i USA meldte Trouble sig. Allerede på åbningssangen ‘The Tempter’ fra debuten ‘Psalm 9’ (1984) stod det klart, at de ikke kun havde taget de tunge riffs og den skingre stemmeføring med sig fra Black Sabbath, men også det glade kristne budskab. Der lugter ikke så lidt af svovlprædikant, når Eric Wagner anviser den eneste sande vej i en sang, der åbner som en opdatering af sangen ‘Black Sabbath’, hvor Fristeren naturligvis viser sig at være Satan selv. At han kan antage mange forskellige former og vise sig, hvor man mindst venter det, forklares i andet vers, hvor Eric Wagner tilsyneladende bebrejder sine forældre ikke at have slukket lyset, mens de knaldede: “Listen to one now this we must / For we are all conceived with lust.”



4. SubRosa – ‘Beneath the Crown’

Lysets engel optræder igen som Fristeren hos SubRosa på pladen ‘No Help for the Mighty Ones’ (2011): “Don't tread the path of the enlightened / Don't swallow their sugared seeds of poison / Their Da'ath leads to that black moonrise / Where the bodies stack up to the rafters.” For selvfølgelig er det bedre at forblive i uvidenhed end at være skyld i en sort måne, jo, og man skal sove med hænderne over dynen også. Det er så også det tætteste, man kommer på en decideret forkyndelse hos kvintetten, der synes at have lært en lektie af de foregående eksempler og holder deres religion på et mere personligt plan, hvor kristentroen mere skinner igennem i form af en almen humanisme. Bandlederen Rebecca Vernon har da også ved flere lejligheder udtalt sig kritisk om de uhyrligheder, der begås i den organiserede religions navn, men det forhindrer ikke hende og flere af de andre bandmedlemmer i at være praktiserende mormoner. At den tro sagtens kan forenes med at spille tung, stemningsfuld musik og synge tvetydige tekster om svigefuldhed og ufuldkommenhed, ved vi vel egentlig godt fra indierock-bandet Low, men det gør det ikke mindre klædeligt hos SubRosa.



5. Om – ‘Pilgrimage’

Siden to tredjedele af Sleep gik over i Om, har Al Cisneros på tekstsiden dyrket det flertydige med en iver, der har det med at gøre teksterne lettere forvrøvlede. I Sleep bar han faklen videre fra Black Sabbaths hyldest til marihuana i ‘Sweet Leaf’ med sange, der hyldede den grønne plante, men selvom tågerne ikke ligefrem synes at være lettet i Om, er tekstuniverset her langt tydeligere påvirket af Al Cisneros religion. På trods af en temmelig ligefrem pladetitel som ‘God Is Good’ er det fortrinsvis mysticismen, der bliver påkaldt, sådan som det sker i titelsangen fra ‘Pilgrimage’ (2007): “As the sky grieves way remainder / And the celestial's glow prevails / Beyond the seen and seer and the sight which sees / Into unmodified state reclaimed.” Snarere end at være missionerende beretter Om om at indgå i en religiøs tilstand, og Al Cisneros har da også udtalt, at hans egen religiøsitet ikke begrænser sig til de abrahamitiske religioner, men favner et bredt spektrum af spiritualisme. Man er vel fra Californien.

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her