Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Sommerkoncerter

Updated
_E2P4363

Det er ikke kun festivaler, der pryder det danske landskab denne sommer. Der er også en del store og spændende enkeltstående koncerter, vi skal kigge på.

Fotograf
Jacob Dinesen

Copenhell. Roskilde Festival. Metal Magic. Heavy Agger. Aalborg Rock & Metal. Udgårdsfest. Tornvang Open Air. Killtown Hardcore Fest. Der er nok festivaler at tage af her i sommermånederne. Udover disse tilbagevendende begivenheder rundt om i landet, så er der også enkeltstående koncerter med store navne, som kunne være interessante at kigge nærmere på. Nogle af dem er med de helt store navne som Metallica, Rammstein og Foo Fighters. Andre er med mere spændende og anderledes navne, hvis berettigelse ikke nødvendigvis skal findes i størrelse, men i det kunstneriske udtryk. Vi ser her på fem begivenheder i løbet af sommeren, hvor det kunne være interessant at møde op, såfremt ens koncertbudget ikke er blevet fuldstændig drænet af de ovennævnte festivaler, som mange af os jo deltager i.

1. Bon Jovi + Def Leppard – Sønderborg, tirsdag d. 11. juni 2019

Det er muligvis ikke den tungeste genre, men hård rock kan vi vel godt tillade os at kalde Def Leppard, mens Bon Jovi nok bare er rock. Det er ikke hver dag, Bon Jovi og Def Leppard gæster Danmark, og de kommer da også kun lige akkurat inden for grænsen, da de stopper allerede i Sønderborg, som samtidig indvier spillestedet Slagmarken, der utvivlsomt skal agere konkurrent til Fængslet i Horsens og andre oplagte open air-muligheder i Jylland og resten af kongeriget. 

2. King Diamond – KB Hallen, lørdag d. 10. august 2019

Kongen vender tilbage. King Diamond har afholdt koncerter i den historiske hal og giver nu sin første koncert i det nyrestaurerede spillested. Det er så tilpas langt henne på sommeren, at de fleste nok er ved at være økonomisk ovenpå efter sommerens festivaler, der i hvert fald i Danmark begynder at synge på sidste vers på dette tidspunkt.

3. Ministry – Voxhall, onsdag d. 26. juni 2019

Ikke verdens største koncert eller band, men Al Jourgensens tropper har ikke desto mindre tænkt sig at ryste centrum af Aarhus. Der er nok ikke stor sandsynlighed for, at Søren Pilmark kommer og fortæller, hvordan man succesfuldt puster eller suger i et æg, men Ministry har helt sikkert sange med fra deres storhedstid i slutningen af firserne og starten af halvfemserne, samt ikke mindst fra deres nye materiale på ’AmeriKKKant’. Vi har tidligere været begejstret på både Copenhell, Sweden Rock og Wacken Open Air, så en intimkoncert på Voxhall burde være en udmærket måde at fejre en onsdag på.

4. Tenacious D – Royal Arena, tirsdag d. 4. juni 2019

Du har måske fri dagen efter på Grundlovsdag. Så hvem bedre end Jack Black at kaste sig i hegnet til på en tirsdag? Tenacious D tager ikke sig selv seriøst, og det gør vi heller ikke. Ikke desto mindre har bandet faktisk fået en ganske udmærket karriere, og det er ikke kun, fordi Jack Black også er en succesfuld skuespiller i Hollywood. Så af sted til Royal Arena og grib skæbnens plekter!

5. Arch Enemy – Voxhall, onsdag d. 5. juni 2019

Så er vi ved selve Grundlovsdag. Arch Enemy kan fylde ret store spillesteder, og alligevel er det lykkedes Voxhall at fange dem på deres sommerturné. De har tidligere spillet på Aalborg Metal Festival, hvor de også spillede for langt færre, end de normalt gør, så vi danskere er i ny og næ heldige, hvis man er fan af deres melodiske dødsmetal. For ellers oplever vi dem oftest på de store festivaler i ind- og udland. Bandet har haft lidt udfordringer på de sociale medier angående ophavsrettigheder til billeder, og Voxhall er også ganske aparte, hvad angår akkreditering af fotografer, så lige akkurat denne koncert gør det svært at komme med billeder fra koncerten. Vi lover, at vi gør, hvad vi kan, men sommetider kæmper selv guderne forgæves. 

Derudover er der naturligvis de helt store brag. Rammstein og Metallica spiller hver deres koncert i Parken. Foo Fighters fyrer op for Fængslet. Det gør Lenny Kravitz og Dizzy Mizz Lizzy samme sted i slutningen af maj måned. Og Volbeat gæster Ceres Park i Aarhus sammen med Anthrax og Magtens Korridorer

Der er således rigelig med arrangementer denne sommer. Både inde og ude. Festivaler og enkeltstående koncerter. Det eneste, der er sikkert, er, at vores lommer bliver lettere. Vi ses forhåbentlig derude til nogle af koncerterne.