Top 5 – Tys tys!

Vi kender alle “guilty pleasures”, men vi snakker sjældent om vores “guilty displeasures”. Her er en guide til, hvordan du kan blive uvenner med samtlige af metallens godtfolk.

Der er mange uskrevne regler i metalmiljøet, og en af dem handler om, hvilke bands man absolut skal kunne lide, uanset hvilke metalliske undergenrer der er ens favoritter. Det er med andre ord, som om talemåden om smag og behag ikke findes.

Efter utallige (og utilsigtede!) antropologiske studier samt diskussioner til metalkoncerter og i bylivet har undertegnede efterhånden luret, hvilke bands,man bestemt ikke må sige højt, at man ikke kan lide. Med hjælp fra den øvrige Devilution-stab har jeg derfor samlet en liste over de fem bands, os stakler med en ikke-generaliseret eller -forældet musiksmag ikke må udtrykke vores utilfredshed med.

1. Spil venligst ikke den med Slayer ...
Uanset om der er tale forældre, folkeskoleelever, thrashere, ægte black metallere eller glammere, synes hele verden åbenbart, at Slayer er et af de vildeste bands i musikhistorien. Men det er de ikke. For selvom man godt kan anerkende, at spaderne i ‘Raining Blood’ er fede, og at teksten til ‘Disciple’ er satans tiltalende, er det altså bare heller ikke lige så guddommeligt, som alle gør det til. Der skal være plads til klassikere, som man godt kan tillade sig at kalde mange Slayer-hits, og man skal i den grad give bandet den anerkendelse, de fortjener, men kom nu videre, for helvede! Arayas ikoniske og lyse skrig i introen til ‘Angel of Death’ er præcis sådan, man kan gå og have det, når man i tide og utide ufrivilligt får smidt Slayer i øregangene.

2. Den danske konge
Ikke alle er royalister, og det samme gør sig gældende i metallen. Slap nu lige af med tilbedelsen af King Diamond, ikke? Skal ret være ret, har Kim fra Hvidovre i den grad været med til at sætte Danmark på verdenskortet med Mercyful Fate, der må siges at have præget metalscenen i 80’erne til den dag i dag, hvor mange nyere bands har brugt gruppen som inspirationskilde – med god grund, da det instrumentale heldigvis fylder en del mere end King Diamonds falske farcet. Men solo er den altså hel gal. Hvordan i alverden kan man være fan af sange, hvis hovedpart består af en helt igennem hæslig vokal, der lyder som en dårlig cocktail af undertegnede, der synger i badet, og en utilfreds kat, der håbløst falder ned i et fyldt og ildelugtende pissoir?

3. Trist, men sandt, Metallica-fans!
De er her, der og alle vegne, men heldigvis er kvantitet ikke lig med kvalitet. Der er god grund til, at Metallica er et af verdens største bands, for deres sangskrivning er så ligetil, at det er det rene poprock, og enhver dermed kan forholde sig til dem – er det ikke meningen, at metallen netop ikke skal være sådan? For mange Metallica-fans og -entusiaster lader forgudelsen til at afhænge af en form for nostalgi; enten gennem ens opvækst som børn af eller småsøskende til heavyfans, eller fordi bandet var nyt og farligt i ens (mentale og/eller fysiske) unge dage. Men lad det nu være ved det. Nej, Metallica er hverken seje, heavy eller farlige anno 2019 (og heldigvis er nogle fans så småt ved at opdage det efter udgivelsen af deres sidste mange ringe plader).

4. Løb for dit liv
Omkvædet i ‘Run to the Hills’ er kun alt for let at forholde sig til, hvis ens manglende nostalgi for metalbands, der er over tre årtier gamle, også gælder Iron Maiden – endnu en klassiker, hvis udløbsdato for længst er overskredet. For nej, det er ikke optur at høre ‘Fear of the Dark’, og det er heller ikke spændende at finde ud af, hvordan Eddie mon ser ud til næste albumudgivelse eller den tyvende gang, bandet skal spille på samme festival. Og apropos deres utallige optrædener, føles de hver evig eneste gang lige så langtrukne som Horton-sagaen; Bruce Dickinsons genbrugskoreografi og gentagne “Scream for me [indsæt selv by/festival]!”-råberi er lige til at falde i søvn af.

5. 70’erne skal ikke diktere 10’erne
At være pioneer er ikke ensbetydende med, at man har ramt plet. Diskussionerne om Black Sabbath har været mange, og gruppen blev da også nævnt, da emnet om guilty displeasures tikkede ind på Devilution-skribenternes indbakker. Taknemmeligheden over bandets eksistens er skam til stede, men Ozzy Osbournes monotone vokal, der for evigt synes at følges ad med Tony Iommis karakteristiske guitar, er ikke just stimulerende at lytte til i længden – og den har været meget lang! At ‘Iron Man’ har lidt samme skæbne som The White Stripes’ ‘Seven Nation Army’ og bliver misbrugt af højtråbende tilskuere til store sportsbegivenheder eller på irske pubber i de meget tidlige morgentimer af bøvede og alt for berusede sørgelige eksistenser, gør ikke tingene bedre. Black Sabbath skal ikke diktere, hvad man som metalentusiast skal råbe hurra for.