Fugtigt folklore
Er man hoppet med på den populære bølge af rockmusik, der pakker sine toner ind i denim og ruskind, bør man gøre sig selv tjenesten at høre Blood Ceremonys tredje udspil. Det sprudler af gode melodier.
Goodbye Gemini
Lord Summerisle
Ballad Of The Weird Sisters
The Eldritch Dark
Drawing Down The Moon
Faunus
The Magician
Det er efterhånden noget tid siden, pladen blev udgivet, hvorfor det i takt med at 2013 snart går på hæld absolut ikke synes for tidligt endelig af få skrevet nogle rosende ord om Blood Ceremonys tredje udspil, ’The Eldritch Dark’. I den linde voksbesudlede strøm af retosultne udgivelser a la 70’erne, som disse år bombarderer hylderne i ét væk, har canadiske Blood Ceremony lige siden deres selvbetitlede debut i 2008 fra dag ét af formået at adskille sig fra sine mange retrofæller i rock and roll og have noget særligt kørende for sig, som har gjort ens ører lige dét mere modtagelige overfor netop deres nyfortolkende take på det gamle.
Hos Blood Ceremony er inspirationskilderne hovedsagligt Jethro Tull og Black Sabbath samt til dels Black Widow og det er kombinationen af en autentisk tilgang til dette musikalske ophav blandet med henholdsvis sprøde, iørefaldende melodier samt en åbenlys vilje til at ville trykke den af, der (endnu engang) gør Blood Ceremony til et navn, man gerne tager til sig.
Sexet arrigskab
Ved mikrofonstativet i Blood Ceremony – hvis bandnavn i øvrigt er inspirere af en film fra ’72 af den spanske horrorinstruktør, Jorge Grau – har vi Alia O’Brien, som, udover at synge, ligeledes spiller fløjte og styrer de dybe, hedenske tangenter i bandet. Denne skribent oplevede Blood Ceremony spille på Roadburn Festival i 2011, hvor de formåede at have et tætpakket publikum i deres hule hånd på festivalens næststørste scene, hvilket ikke mindst skyldtes O’Briens karismatiske frontkvinde-persona.
Heldigvis behøves man ikke nødvendigvis at opleve bandet live for at for en fornemmelse for hendes særlige karisma – den indfanger studiepladerne suverænt. Det er hensigten at O’Briens vokal skal befinde sig et sted mellem henholdsvis det harske og arrige samt det melankolske og sexede, og disse forskellige udtryk udfylder og veksler hun (stadigvæk) mellem med manér. Har man desuden ikke kunne få nok af hendes fløjtespil på de to første plader, kan man kun se frem til ’The Eldritch Dark’, der synes at opprioritere netop denne Jethro Tull-side af Blood Ceremony.
Samtidig med at tværfløjten har taget mere over, er der imidlertid også blevet skruet op for sangskriver Sean Kennedys guitar, der synes at være både dét mere heavy samt dét mere fyldig end på de tidligere par plader. Det gør sig ikke mindst gældende på det nye titelnummer, der veksler mellem at være blues og klassisk Iommi-doom’ish, at guitaren bliver selve midterpunktet for sangen.
Stille start, senere revanche
Pladen lægger imidlertid for med ’Witchwood’, der musikalsk set må siges at være en temmelig kontrolleret åbner. Åbningsnummeret tilsidesætter de store musikalske armbevægelser for i stedet at fokusere på den særlige berettende lyrik, der gør sig gældende hos Blood Ceremony, hos hvem det okkulte og sataniske generelt kommer til udtryk som overleverede fortællinger, der manifesterer sig som en specielt vokal. Efter det kontrollerede tager åbningsnummeret afslutningsvis dog en form for musikalsk revanche, som O’Brien hér presser læberne sammen i en virtuos fløjtesolo, der for alvor åbner albummet op. Dette vedkommende musikalske bliver der efterfølgende fulgt op på i den dansevenlige og lystigt rockende, ’Goodbye Gemini’, inden den akustiske og hedenske ’Wicker Man’-konnoterede, ’Lord Summerisle’, dukker op som bandets mest nedbarberede skæring til dato. Denne afdæmpede sag er en stærk, stærk sang, der sammen med Pursons ’Sailor’s Wife Lament’ står tilbage som to af de finere rockmusik-øjeblikke i år.
Æg igennem lidt mere, tak.
’The Eldritch Dark’ har fantastiske sange, men er hverken et stort eller noget udfordrende værk. Dertil synes pladen først og fremmest at savne mere af det rigtigt æggende, mere af det underspillede psych-jazzede, som eksempelvis giver de tidlige plader med Black Widow et udtryk, der musikalsk set simpelthen er lige dét mere omfavnende og tidløs. Blood Ceremony skriver stærke melodier – til tider ligefrem forbandende stærke melodier. Når de vil levere sine melodier med nerve, leverer de desuden sine melodier med nerve; Når de vil levere dem anderledes indfølt, leverer de dem indfølt. De har kort sagt styr på virkelig mange ting, og først og fremmest synes de som band at have et virkelig godt øre for det, der bliver hængende.
De mangler dog en helt essentiel faktor, der – kigger man tilbage på musikhistorien – synes at have været et vigtigt parameter i tilblivelsen af også de plader fra slut-60’erne og 70’erne, som man igen og igen vender tilbage til, nemlig nysgerrigheden. Pt. er Blood Ceremony som sagt så absolut et af de mere spændende retrorockkort at smide på hjemmestereoen, men for at bandet skal forblive vedkommende også fremover og bevise, at de ikke udelukkende er et fedt band, netop fordi de gør sig bedre end sine nutidige bandkompagnoner i retrorock - som man (muligvis uretfærdigt) ikke helt kan lade være at sidestille dem med - så skal der tænkes noget mere ud af boksen.
Vil Blood Ceremony gøre sig forhåbninger om at være et band, der også bliver hevet begejstret frem fra pladehylden på den anden side af den bølge af vintagerock, vi pt. befinder vi os i, så kræver det sandsynligvis at bandets fascination for det musikhistoriske krydres med en form for progressiv nysgerrighed. Indtil da lapper man gerne de gode melodier og de sexede folk/doom-fornemmelser i sig.
Se videoen til 'Goodbye Gemini' her: