Du hast uns, Åkerlund! Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/95/63/23/Rammstein-Paris-7-1490352452.jpg
24. Marts 2017    

'Rammstein: Paris' er et sandt cinematisk mesterværk, der formår at få de tyske industrialmetalleres sande jeg frem – ikke at andet kunne forventes, når Jonas Åkerlund står bag projektet.

Kunstner
Titel
Rammstein: Paris
Dato
23-03-2017
Trackliste
1. Sonne
2. Wollt Ihr Das Bett In Flammen Sehen
3. Keine Lust
4. Asche Zu Asche
5. Feuer Frei!
6. Mutter
7. Mein Teil
8. Du Riechst So Gut
9. Du Hast
10. Bück Dich
11. Mann Gegen Mann
12. Ohne Dich
13. Mein Herz Brennt
14. Engel
15. Pussy
---
16. Frühling In Paris
Forfatter
Karakter
5

Helt tilbage i 2012 spillede Rammstein to fuldstændig udsolgte koncerter i Paris foran 17.000 publikummer i forbindelse med 'Made in Germany'-touren, som den svenske filminstruktør Jonas Åkerlund klippede sammen til en koncertfilm, der blev til ved hjælp af 30 kameraer – det lyder måske voldsomt, men mindre kan ikke gøre det for at indfange den massive koncertproduktion, Rammstein har, og den vilde publikumsstemning, de altid formår at skabe live. Endnu mere imponerende er det, hvordan Åkerlund på halvanden time fanger, indkapsler og intensiverer essensen af bandet.
 
Et hvilket som helst andet resultat af Åkerlunds arbejde ville dog mildest talt også være skuffende. Svenskeren, der af mange i ekstremmetalmiljøet kendes som trommeslageren (1983-1984) og en af grundlæggerne af Bathory, har siden sine unge black metal-dage gjort sig karriere i at instruere radikale og banebrydende musikvideoer for bl.a. Metallica, The Rolling Stones, Lady Gaga, Pussy Riot, Beyoncé, selvsamme Rammstein og The Prodigys famøse 'Smack My Bitch Up'; med sådan et cv kan det vist ikke komme bag på nogen, at han er blevet nomineret til og har vundet utallige priser, herunder en Grammy. Som en sidebemærkning kan det også tilføjes, at han er instruktøren bag den kommende film 'Lords of Chaos', der har fået Mayhems pis i kog.
 
Nu er det ikke for at provokere flere black metallere, men efter 'Rammstein: Paris' er forventningerne til 'Lords of Chaos' tårnhøje. Men hvad har den berygtede norske black metal-scene i 90’erne overhovedet at gøre med denne Rammstein-film? Jo, at Åkerlund er en sand mester i at få det grummeste og mørkeste af menneskets mest bizarre afkroge frem på en smuk og visuelt tiltalende måde. Sammen med Rammsteins musik, der i høj grad også behandler yderst kontroversielle – og ofte også decideret ulækre – emner, der præsenteres ved brug af fascinerende og tildækkende teknikker, løftes 'Rammstein: Paris' op på et niveau, der både kan være bandet, instruktøren, musikken, filmkunsten og fans bekendt.
 
Har man været vidne til en Rammstein-koncert, ved man, at ild og perversitet indrammet i et post-apokalyptisk æstetisk univers er hovedingredienserne, der sammen med bandets musikalske metalfortolkning af den lange og stolte tyske tradition for elektronisk musik drager publikum ind i en ekstatisk boble, der for ikke-tyskkyndige bliver til en vild og voldsom koncertoplevelse, og som for tyskkyndige bliver en stor hyldest til menneskets og samfundets klammeste afkroge.

'Rammstein: Paris' formår at indkapsle begge aspekter af en liveoplevelse med bandet, der på pædagogisk vis bliver præsenteret og løftet sløret for undervejs.
 
Filmen starter, passende nok, ud med 2001-singlen 'Sonne', og bevæger sig derfra ned i et langt sæt kun bestående af hits; eller i hvert fald mange af dem, for desværre var der hverken plads til 'Amerika' eller 'Rosenrot'.
 
Rammstein har altid haft et passende sceneshow til hver sang, hvilket Åkerlund kun understøttede med filmiske virkemidler og specialeffekter, der fremhævede sangenes tematikker. Under 'Mein Teil', den famøse og stærkt kontroversielle kannibalismesang, der omhandler Armin Meiwes-sagen, var kameraet fokuseret på Lindemanns blodige kokkekostume og den gigantiske gryde med keyboardspilleren Christian Lorenz i, som han ihærdigt forsøgte at sætte ild til. Umiddelbart lyder denne stunt en anelse cirkusagtigt, men med en visuel koncentration i Lindemanns pyroteknikker og hans enorme indlevelse i kannibalrollen, særligt i ansigtsmimikken, behøvede man hverken at kende sangen i forvejen eller lytte efter teksterne for at fange den forskruede essens – flere gæster rejste sig op og forlod salen uden intention om at vende tilbage.
 
Det resterende publikum havde dog et andet og mere bizart højdepunkt under 'Bück Dich' til gode, da kameraet afslørede grænseoverskridende og intime detaljer under den S/M-fokuserede performance bandmedlemmerne imellem, der foregik på en langt mindre scene midt i koncerthallen. Scenen kunne langt de fleste seere godt have været foruden, det skal ikke være nogen hemmelighed, men lige så grum den var, lige så nødvendig var den for at indfange Rammsteins grumhed og deres åbenhed for tabubelagte emner.
 
Alligevel bliver filmen aldrig en udstilling af Rammstein som en gruppe freaks eller provokatører, der kun går op i at gå over stregen, for den resterende del af tiden er bandets imponerende talent for tilstedeværelse og underholdningsværdi i fokus. Under balladerne 'Mutter' og 'Ohne Dich' får man da også lov til at opleve gruppens mere humane og sårbare sider gennem close-ups og visuelle effekter i kølige farver, og filmvinklen på 'Pussy' understregede også Rammsteins festlige og lallede sider, som bliver til gennem humor, referencer til Tysklands technotradition og ikke mindst skumkanoner, der leder tankerne hen på dance-eventet Sensation White.
 
En anden detalje, man som koncertgænger heller ikke nødvendigvis opfanger, er interaktionen bandmedlemmerne imellem. I den industrielt tunge scenografi er der plads til skulderklap, kærlige blikke og drillerier, hvilket er en vigtig og central detalje, Åkerlund får fremhævet. Det kan godt være, at Rammstein er stemplet som et ekstremt og yderst kontroversielt band, men under den rå overflade er de en gruppe humane kunstnere, der gennem veludførte virkemidler sætter fokus på det, vi alle frygter og prøver at undertrykke – menneskets skyggesider.


'Rammstein: Paris' bliver udgivet d. 19. maj på verdensplan.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her