1-2-3-4: Thrash-attack!
Populær
The Rock stod for en god servering af den slags musik, som udført korrekt altid fungerer – Evile og Warbringer havde medbragt den fede thrash metal.
Fra kollegerne på NRGmagazine indløb sms-reportager fra Loppen og koncert med Saint Vitus, at noget helt særligt var i gære. Måske var det derfor, at der desværre kun var godt 100 fremmødte på The Rock til en fuldfed omgang af den vaskeægte thrash. Dog skulle Israelske The Fading lige give en kort koncert med melodisk death-thrash, som vi nordboere kender så udmærket fra vores naboer i Sverige.
Det var bandets første tour, og de stod på scenen med stor spillelyst, og virkede upåvirkede af at fremmødet endnu var ret begrænset. Musikken fungerede ganske udmærket som en appetitvækker til mere metal. Der var sjæl og passion i metallen, der trods stor mangel på originalitet, gled ubesværet men nok også på sigt ubemærket ned.
(The Fading: 2)
Warbringer! Alene navnet er fantastisk til et thrash metal band, men bandet skulle også vise sig fra den fantastiske side. Frontmand John Kevill var super karismatisk og tændt med sit skæve smil og lyn fra øjnene. Han var her og der og alle vegne på scenen, men havde også overskud til at række næven ned i begejstring til glade publikummer på første række. Den Slayer/Kreator-inspirerede lyd syntes mindre ”lånt” i live-situationen, fordi gruppens medlemmer spillede med et sådant engagement, at man ikke kunne andet end at lade sig rive med og begejstre.
En anbefaling skal lyde til alle om at tjekke dette band ud næste gang, de lægger vejen forbi vores lille land. Som det blev fremført var det essensen af metalsjælen, og kun en proppet, kogende sal kunne have gjort oplevelsen bedre.
(Warbringer: 4)
EN GENTLEMAN TRYKKER DEN AF
Publikumsantallet var vokset lidt, men det var nu stadig synd, at Evile fra England ikke kunne skue ud på flere forventningsfulde hoveder. Bandet gik meget atypisk på: der blev snakket og ikke spillet støjende thrash metal. Årsagen skal ses i den sørgelige begivenhed i Sverige i efteråret, hvor bandet mistede sin bassist Mike Alexander. Frontmand Matt Drake ønskede at takke de folk, som havde støttet bandet i den svære tid og doneret penge til Mikes efterladte.
Matts engelsk og rolige natur, når musikken ikke spiller, får ham til at lyde som en sand gentleman, og måske med dette ’in mente’, så blev koncerten ikke vild og blodig fra start. Men det kom heldigvis på plads i kraft af nogle hurtigere sange og en stemme, der blev slidt lidt til, så der igen denne aften kom Slayer-referencer på menuen. Ellers er bandets thrash metal af den gamle skole, hvor soli har mere tilfælles med det man ville kalde ”klassisk metal”. Men i riffs’ne var det rendyrket thrash, hvor de tidlige Metallica tracks ikke er skrevet forgæves.
En god aften løb til ende. Evile havde gerne spillet længere, men kun 3 ugers forberedelsestid til turnéen satte en naturlig begrænsning for sættets længde med en ny bassist i folden. Det blev dog til en god time alligevel som afslutning på en glimrende musik-pakke.
(Evile: 4)