Magisk metalkarisma
Populær
Updated
High On Fire lavede igen metalmagi på Loppen, rapporterer vor udsendte. Før de, i hvert fald på Heavyjam-redaktion, meget hypede High On Fire, gik på, var der afsat en lille time til den amerikanske instrumentalkvartet Pelican. Til at kompensere for den forsanger, man umiddelbart skulle tro manglede, er der i de tunge riffs fra de meget støjende guitar puttet store mængder intensitet og energi i, således at det hektiske lydbillede virker komplet.
Overraskende nok fungerede dette også fint fredag aften på den lille scene på Loppen, der er på trods af den gode lyd og den intime stemning mellem band og publikum, på ingen måde er et optimalt spillested – blandt fordi kun de forreste 30-40 mennesker kan se bandet.
Det stod dog hurtigt klar at den slags småting ikke var noget, som nogen tog sig af, og Pelican virker meget overbevisende, som et band der også live kan spille instrumental musik, uden at det ender i lange stemningsflader uden nerve eller i enerverende lange guitarsoloer.
Karismatiker på scenen
Kort tid efter Pelican havde forladt den, indtog Oakland-trioen High on Fire scenen. Des Kensel satte sig til rette bag de tønder, han som en drivfjeder skulle betjente til UG hele showet igennem, og den forholdsvis nye mand, Jeff Matz, greb sin bas og placerede sig i publikums venstre side af scenen. Lydprøven var angiveligt ikke helt på plads, så der blev puslet og pillet, da forsanger, guitarist og karismatiker Matt Pike (øv. bill.) kom let vaklende ind på scenen.
Der var noget tilbagelænet over det. Noget meget tilfældigt og derfor uprætentiøst. I bar mave, tatoveret på må og få som en hårdhudet, dog lurvet fordrukken sømand, og med en plasticattrap som erstatter for venstre fortand, gik han på scenen nærmest med en fredsfylde. Upåvirket og dog med overskud: der blev skålet med publikum og sendt smil ud over scenen, alt i mens trioen, deres baggear og lydmanden fandt sig til rette.
En episode aftenen forinden, der indbefattede en whiskybrandert samt turbulens med politiet i Hamborgs St. Pauli kvarter, førte til en nat i detentionen for Pike. Dette er dog kun benzin på bålet, når snakken falder på rock mytologier. Matt Pike har alt det, der skal til, for at være det perfekte forbillede for kommende generationer af heavy metal-musikere.
Skider man såkaldte mytologier et langt stykke, snakker musikken heldigvis også for sig selv. Da ”Fury Whip” fra årets udgivelse, ”Death Is This Communion”, blæste koncerten i gang, stod det klart, at sidste måneds USA-tour havde givet bandet en dynamik, der hører sjældenhederne til.
I dette nummer viste High on Fire, at det er muligt, at tilføje metallisk dekadence og tonsertunge riffs et lag af instrumental innovativ legesyge, uden at stålblikket fjernes fra den musikalske kernes brutalitet. Netop i en sang som ”Fury Whip” er High on Fire på én og samme gang fuldt bevidste om deres rødders oprindelse (her bør Slayer og Motörhead fremhæves), samtidig med at de ikke er bange for at revurdere det hele, smide det gennem en kødhakker for derefter at give det sit helt eget udtryk.
Årets metal koncert
Der var også formidable udladninger fra bagkatalogets numre – her skal ”Devilution” og ”Cometh Down Hessian” fra skiven ”Blessed Black Wings” (2005) fremhæves blandt flere – mens det var direkte eksplosivt, når der blev fokuseret på ”Death Is This Communion”.
Et personligt højdepunkt var, da titelnummerets otte minutters stagnerende ondskab blev leveret med en så kraftfuld næve, at hvert headbang, man gjorde sig, føltes som en behagelig mavepumper. Når et heavy band formår at sætte publikum i en fornøjelig masochistisk rolle, er sejren nået!
Man havde muligvis gerne set et par favoritter som ”To Cross The Bridge” og ”Sons of Thunder”, hvilket sætlistens fem kvarters spilletid også havde rum til. Men sådan er det jo med alle gode rockmytologier: der består altid en liderlighed efter mere. Bare lidt.
”Årets Metal Koncert 2007” prædikatet er hermed givet ud!
Overraskende nok fungerede dette også fint fredag aften på den lille scene på Loppen, der er på trods af den gode lyd og den intime stemning mellem band og publikum, på ingen måde er et optimalt spillested – blandt fordi kun de forreste 30-40 mennesker kan se bandet.
Det stod dog hurtigt klar at den slags småting ikke var noget, som nogen tog sig af, og Pelican virker meget overbevisende, som et band der også live kan spille instrumental musik, uden at det ender i lange stemningsflader uden nerve eller i enerverende lange guitarsoloer.
Karismatiker på scenen
Kort tid efter Pelican havde forladt den, indtog Oakland-trioen High on Fire scenen. Des Kensel satte sig til rette bag de tønder, han som en drivfjeder skulle betjente til UG hele showet igennem, og den forholdsvis nye mand, Jeff Matz, greb sin bas og placerede sig i publikums venstre side af scenen. Lydprøven var angiveligt ikke helt på plads, så der blev puslet og pillet, da forsanger, guitarist og karismatiker Matt Pike (øv. bill.) kom let vaklende ind på scenen.
Der var noget tilbagelænet over det. Noget meget tilfældigt og derfor uprætentiøst. I bar mave, tatoveret på må og få som en hårdhudet, dog lurvet fordrukken sømand, og med en plasticattrap som erstatter for venstre fortand, gik han på scenen nærmest med en fredsfylde. Upåvirket og dog med overskud: der blev skålet med publikum og sendt smil ud over scenen, alt i mens trioen, deres baggear og lydmanden fandt sig til rette.
En episode aftenen forinden, der indbefattede en whiskybrandert samt turbulens med politiet i Hamborgs St. Pauli kvarter, førte til en nat i detentionen for Pike. Dette er dog kun benzin på bålet, når snakken falder på rock mytologier. Matt Pike har alt det, der skal til, for at være det perfekte forbillede for kommende generationer af heavy metal-musikere.
Skider man såkaldte mytologier et langt stykke, snakker musikken heldigvis også for sig selv. Da ”Fury Whip” fra årets udgivelse, ”Death Is This Communion”, blæste koncerten i gang, stod det klart, at sidste måneds USA-tour havde givet bandet en dynamik, der hører sjældenhederne til.
I dette nummer viste High on Fire, at det er muligt, at tilføje metallisk dekadence og tonsertunge riffs et lag af instrumental innovativ legesyge, uden at stålblikket fjernes fra den musikalske kernes brutalitet. Netop i en sang som ”Fury Whip” er High on Fire på én og samme gang fuldt bevidste om deres rødders oprindelse (her bør Slayer og Motörhead fremhæves), samtidig med at de ikke er bange for at revurdere det hele, smide det gennem en kødhakker for derefter at give det sit helt eget udtryk.
Årets metal koncert
Der var også formidable udladninger fra bagkatalogets numre – her skal ”Devilution” og ”Cometh Down Hessian” fra skiven ”Blessed Black Wings” (2005) fremhæves blandt flere – mens det var direkte eksplosivt, når der blev fokuseret på ”Death Is This Communion”.
Et personligt højdepunkt var, da titelnummerets otte minutters stagnerende ondskab blev leveret med en så kraftfuld næve, at hvert headbang, man gjorde sig, føltes som en behagelig mavepumper. Når et heavy band formår at sætte publikum i en fornøjelig masochistisk rolle, er sejren nået!
Man havde muligvis gerne set et par favoritter som ”To Cross The Bridge” og ”Sons of Thunder”, hvilket sætlistens fem kvarters spilletid også havde rum til. Men sådan er det jo med alle gode rockmytologier: der består altid en liderlighed efter mere. Bare lidt.
”Årets Metal Koncert 2007” prædikatet er hermed givet ud!
