Blod, headbanging og byfest
Populær
Updated
Heavyjam.dk tog til headbanger byfest i Malmø, hvor Paradise Lost, Pennywise, Cryptopsy m.fl var på festivalplakaten. Festivalsommeren 2006 startede til Sweden Rock i Sölvesborg, så passende at afslutte festivalsæsonen i det sydsvenske, hvor Malmø by atter en gang havde inkluderet en hård rockdag i deres ugelange byfest – ja, det er vist kun i Sverige sligt kan ske, og så var der i øvrigt gratis entré (kommunen betaler) og tre scener på denne gemytlige Mølleplatsen, hvor både headbangere og punkere flokkedes for at gi’ den pogo-gas og headbangeri på det der også var hele Malmø Festivalens sidste dag og aften.
Headliners som kick off
Vi ankom ved fyraftenstid til den første act (dvs. vores første act), der dog til forveksling lignede aftenens headliners, de erfarne engelske doom metal herskere Paradise Lost (bill.), som viste sig som et kært og tungt gensyn. De sortklædte herrer vægtede den første del af det en time + lange sæt på det seneste album ”Paradise Lost”, men hen ad vejen kom vi den tunge tur tilbage til de gamle gennembrudsalbums som ”Icon” og ”Draconian Times” samt bandets måske bedste skive ”One Second”. Solidt sæt fra et band, jeg ellers ikke rigtig har dyrket i lang tid. Og Paradise Lost havde tydeligvis mange gode venner blandt det fine fremmøde på festivalens største teltscene.
Når Paradise Lost fremstod som headliners skyldtes det også, at Helsingborg-bandet Soilwork havde måtte aflyse pga. ”sygdom i bandet”. Ærgerligt og anden gang, det er sket på Malmø Festivalen.
Næste band var dog det californiske melodycore band Pennywise, der oplyste, at bandet ikke havde været på disse kanter i 10 år. Mange fans var derfor også mødt frem til dette gensyn, men det er sådan med disse melodycore bands, at man skal være i moshpitten eller være i vælten en sen nattetime på Roskilde for at musikken virker i nærheden af 100 %.
Jeg voksede selv op med den gamle amerikanske hardcorepunk fra Dead Kenneyds og Black Flag, men Pennywise bliver lidt for hurtigt en kende for monotone, hvis man altså ikke er aktivt ”med på den” – og det var jeg ikke; så jeg tog i stedet den korte tur over til naboteltet, hvor en lille flok stener rock fans tjekkede Kaptain Sun (bill.) ud. Forsangeren var iklædt en ”Black Sabbath Heaven & Hell” T-shirt og den slags skaber jo straks en god kemi og det svenske band spillede da også en tungsolid omgang stenertråd, der dog var ligeså meget moderne stonersound som Sabbath-agtig.
Blodhyldest og vemod
Næste punkt på undertegnedes byfestlige dagsorden var så canadiske Cryptopsy (bill.), som gav de lokale Kong Kent’er og mange tilrejsende danskere en gedigen growlende gang dødstråd, der dog var en anelse for lav i volumen. Crytopsy kørte dog bravt derudaf med tærskende tunge thrash sekvenser skiftende til superspeedende grind-dele og tilbage igen. Bandets frontmand kørte en fed udadvendt og underholdende stil, der trak det vel fyldte telt med på den og Heavyjam.dk’s fotograf lod sig imponere i en grad, så han fluks drønede hen i merchandise shoppen ved scenesiden for at erhverve bandets nyeste dødsudgydelse + T-shirt.
Mens fotografen stod for dagens mest nørdede indkøbsaktion, stod Crytopsy-growleren for dagens suverænt sjoveste stemningsstunt: Mellem to numre råbte han ud til publikum, ”you wanna bleed?” ”Yeah,” svarede publikum halvhøjt. ”You wanna see other people bleed?” Spurgte han dernæst. ”Yeeeeeeeeeeeeeeaah,” lød det tredobbelt så højlydte svar fra det feststemte publikum af onde headbangers. Den blev der grint meget af til byfesten.
Lidt mad og en Åbro-øl gjorde, at jeg måtte høre Soilworks erstattere Darkane fra distancen (man må ikke slæbe øllen med ud fra de aflukkede områder), og nåede derfor kun de sidste par numre ansigt til ansigt. Solid, sej svensker death thrash, tight og med melodiske stykker, men selvklart svært og unfair at bedømme bandets optræden som sådan. Til gengæld var der ingen tvivl om dagens overraskelse, de engelske kvartet Tokyo Dragons, der gik til sagen med deres nede på jorden rock & rul, med både garagetilsnit, fornuftige hooklines og de for genren obligatoriske AC/DC-riff lån. Passende trådtype frem mod midnat, og måske skulle Malmø Festivalen lige satse en anelse mere på den del af spektret? Og lidt power metal og true metal, måske?
Vi hørte et par numre af The Forsaken, der også kørte i den svenske death thrash stil, men med en lidt stemmesvag growler og lidt for lav lyd, så vi vinkede vemodigt farvel til dem og den svenske festivalsommer, der i år gav undertegnede tre fantastiske festivaloplevelser: førnævnte Sweden Rock, Metaltown i Gøteborg og så denne Malmø Festival.
Men trøsten lå lige forude ved siden af bilens cd-afspiller: de nye og kommende cd’er med Slayer, Iron Maiden, Motörhead, Mercenary og Mastodon, der er nogle af de albums og bands, der skal hive én gennem efteråret og vinteren.
Headliners som kick off
Vi ankom ved fyraftenstid til den første act (dvs. vores første act), der dog til forveksling lignede aftenens headliners, de erfarne engelske doom metal herskere Paradise Lost (bill.), som viste sig som et kært og tungt gensyn. De sortklædte herrer vægtede den første del af det en time + lange sæt på det seneste album ”Paradise Lost”, men hen ad vejen kom vi den tunge tur tilbage til de gamle gennembrudsalbums som ”Icon” og ”Draconian Times” samt bandets måske bedste skive ”One Second”. Solidt sæt fra et band, jeg ellers ikke rigtig har dyrket i lang tid. Og Paradise Lost havde tydeligvis mange gode venner blandt det fine fremmøde på festivalens største teltscene.
Når Paradise Lost fremstod som headliners skyldtes det også, at Helsingborg-bandet Soilwork havde måtte aflyse pga. ”sygdom i bandet”. Ærgerligt og anden gang, det er sket på Malmø Festivalen.
Næste band var dog det californiske melodycore band Pennywise, der oplyste, at bandet ikke havde været på disse kanter i 10 år. Mange fans var derfor også mødt frem til dette gensyn, men det er sådan med disse melodycore bands, at man skal være i moshpitten eller være i vælten en sen nattetime på Roskilde for at musikken virker i nærheden af 100 %.
Jeg voksede selv op med den gamle amerikanske hardcorepunk fra Dead Kenneyds og Black Flag, men Pennywise bliver lidt for hurtigt en kende for monotone, hvis man altså ikke er aktivt ”med på den” – og det var jeg ikke; så jeg tog i stedet den korte tur over til naboteltet, hvor en lille flok stener rock fans tjekkede Kaptain Sun (bill.) ud. Forsangeren var iklædt en ”Black Sabbath Heaven & Hell” T-shirt og den slags skaber jo straks en god kemi og det svenske band spillede da også en tungsolid omgang stenertråd, der dog var ligeså meget moderne stonersound som Sabbath-agtig.
Blodhyldest og vemod
Næste punkt på undertegnedes byfestlige dagsorden var så canadiske Cryptopsy (bill.), som gav de lokale Kong Kent’er og mange tilrejsende danskere en gedigen growlende gang dødstråd, der dog var en anelse for lav i volumen. Crytopsy kørte dog bravt derudaf med tærskende tunge thrash sekvenser skiftende til superspeedende grind-dele og tilbage igen. Bandets frontmand kørte en fed udadvendt og underholdende stil, der trak det vel fyldte telt med på den og Heavyjam.dk’s fotograf lod sig imponere i en grad, så han fluks drønede hen i merchandise shoppen ved scenesiden for at erhverve bandets nyeste dødsudgydelse + T-shirt.
Mens fotografen stod for dagens mest nørdede indkøbsaktion, stod Crytopsy-growleren for dagens suverænt sjoveste stemningsstunt: Mellem to numre råbte han ud til publikum, ”you wanna bleed?” ”Yeah,” svarede publikum halvhøjt. ”You wanna see other people bleed?” Spurgte han dernæst. ”Yeeeeeeeeeeeeeeaah,” lød det tredobbelt så højlydte svar fra det feststemte publikum af onde headbangers. Den blev der grint meget af til byfesten.
Lidt mad og en Åbro-øl gjorde, at jeg måtte høre Soilworks erstattere Darkane fra distancen (man må ikke slæbe øllen med ud fra de aflukkede områder), og nåede derfor kun de sidste par numre ansigt til ansigt. Solid, sej svensker death thrash, tight og med melodiske stykker, men selvklart svært og unfair at bedømme bandets optræden som sådan. Til gengæld var der ingen tvivl om dagens overraskelse, de engelske kvartet Tokyo Dragons, der gik til sagen med deres nede på jorden rock & rul, med både garagetilsnit, fornuftige hooklines og de for genren obligatoriske AC/DC-riff lån. Passende trådtype frem mod midnat, og måske skulle Malmø Festivalen lige satse en anelse mere på den del af spektret? Og lidt power metal og true metal, måske?
Vi hørte et par numre af The Forsaken, der også kørte i den svenske death thrash stil, men med en lidt stemmesvag growler og lidt for lav lyd, så vi vinkede vemodigt farvel til dem og den svenske festivalsommer, der i år gav undertegnede tre fantastiske festivaloplevelser: førnævnte Sweden Rock, Metaltown i Gøteborg og så denne Malmø Festival.
Men trøsten lå lige forude ved siden af bilens cd-afspiller: de nye og kommende cd’er med Slayer, Iron Maiden, Motörhead, Mercenary og Mastodon, der er nogle af de albums og bands, der skal hive én gennem efteråret og vinteren.
