Endeløs dødsfest

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ea/91/2f/2029-l.jpg
14. Oktober 2007    

Canadiske Kataklysm og polske Behemoth styrede suverænt et af årets bedste death metal shows.

Kunstner
Spillested
Karakter
4

En af de bedste dødsmetalpakker i længere tid gæstede København for en god aften med masser af hærgen, moshing og stage-diving.



Belgiske Aborted spiller en slags death-grindcore og man kunne frygte for udfaldet, hvis lyden ikke var i top. Men der var ingen grund til bekymring, for lyden var knivskarp og bandet lød fedt, om end lidt ensformigt og uden specielle højdepunkter.



Den fænomenale lyd fortsatte over i canadiske Kataklysms show. Der var knald på de fire gutter, der lagde fedt ud med ”Like Angels Weeping”, som kommer fra det fede ”In the Arms of Devastation”-album fra sidste år. Efterfulgt af endnu et nummer fra denne skive og så ”Ambassador of Pain”, så var den koncert så sandelig da i gang.





Fest på scenen



Publikum gik amok som gjaldt det livet, og det var noget, som faldt i god jord hos frontmand Maurizio Lacono (øv. bill.), der annoncerede bandets motto ”our stage is your stage”. Og på den måde, sked han højt og flot på, hvad arrangørerne havde sagt til bandet om opfordringer til fx stage-diving. Det lader til, at The Rock den senere tid har tilladt lidt mere aktivitet blandt publikum, og der kom da heller ingen ballade ud af de mange headbangende stagedivere på scenen. Når der var flest på scenen var der udover bandet 10-12 personer på scenen.



Kataklysm nåede i så høj en grad udover scenekanten og spillede så fedt, at aftenens arrangement fint kunne have stoppet efter dem. Guitarist Jean-Francois Dagonais på scenen klarede sin rolle med manér, så den velkendte anden guitarist, som metalbands traditionelt har med, overhovedet ikke var savnet. Bandet var alle vegne på scenen og Maurizios grumme grynts og skrig var stærke denne aften.





Ballet fortsætter...



Men der var skam endnu et band i denne ”pakke”. Polske Behemoth (bill. nedenfor) skulle tage en næsten umulig kamp op efter canadiernes opvisning i death metal de luxe. Teknikken drillede (samples m.m.) og lyden var først rodet og med for meget bund, men lidt efter lidt fik bandet spillet sig op samtidig med at lyden blev skarpere.







Helt så klar som på bandets album blev lyden ikke, men det var ikke nødvendigt for den endte med at klæde bandet fantastisk. Trods allerede flere timer i selskab med god musik gav publikum den fuld skrue og headbangede vildt og inderligt til polakkernes fede toner.



Isoleret set var hver enkel sang med i elitedivisionen indenfor dødsmetal. Især ”Conquer All” rykkede igennem. I længden er der dog en vis genbrug at spore i sangskabelonerne, så enkelte sange bliver lidt monotone.





Ild over trommerne



Efter en god times tid forlod bandet scenen. Det var et band, der til start havde virket misfornøjede over, at teknikken drillede lidt, men humøret kom senere i top og frontmand Nergal fik vist klasse ud i showmanship og guitarevner. Den evigt headbangende Inferno på trommer fik også givet en hurtig trommesolo og spyet ild ud over sine trommer.



Behemoth og Kataklysm klædte hinanden godt, men begge bands kunne snildt have headlinet alene, og blot have haft et par mindre supportbands med hver især.



Men nu skal man selvfølgelig ikke klage over at få to fænomenale bands på én aften…

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her