Flotte kulisser til musikalsk similaritet
Populær
Updated
Det blev trods alt til metalliske toner, selvom mange var mødt op i den androgyne emo-påklædning. Skulle man skue hunde på hårene, så ville man tro man var kommet til en koncert med Boogie-liste-rædsel som Tokyo Hotel eller lignende, når man så det meget unge og umiddelbart ”emo-klædte” publikum. Men der kom da lidt metal.
Amerikanske Bleeding Through sørgede i hvert fald for det med sin blanding af metal, død- og black-riffs samt noget mere ”pænt” med ren vokal, der ikke sad i skabet denne aften. Keyboardet sad hvor det skulle uden at overskygge og blive kvalmende, mens brysterne på pigen, der headbangede vildt, når hun hamrede i tangenterne, bestemt sad hvor de skulle.
Desværre var Bleeding Through jævnt kedelige i starten uden memorable riffs og break-downs, der var hørt mange, mange gange før. Men efter en intetsigende, stille afslutning på en sang tog fanden ved bandet, og musikken voksede og blev herligt metallisk.
Superflot lyd og lys
Italienske Lacuna Coil spiller i den pæne ende af metalgenren og havde 100 % styr på alt denne aften – både det poppede og det mere metalliske. Lyset var smukt, bandet tight og lyden så kompakt og massiv, at det når bandet gav los rykkede i mellemgulvet.
De to sangere, hvor Christina klart er den smukkeste og også den bedste teknisk, gjorde det godt. Selv herren ved siden af det yndige blikfang, Andrea, der er bandets svageste element, gjorde det ganske acceptabelt. Der var kedelige momenter som den faste ”Heaven’s A Lie” og cover-nummeret ”Enjoy the Silence”, som dog fik den efterfølgende ”Fragile” til at stå supergodt ud – næsten hele salen brød ud i energisk hoppen i slutningen af denne sang.
Selvom publikum tog særdeles godt imod gruppen fra støvlelandet, fik de kun relativ kort spilletid og scenen blev overladt til et band, der trods opvarmernes succes, så ud til at trække folk endnu tættere på scenen.
Mere metallisk end forventet
Walisiske Bullet For My Valentine var åbenbart det unge publikums super-darlings. Research kan være både godt eller skidt for indtrykket hos en anmelder. Således havde denne skribent intet gjort i forberedelserne til det for ham nærmest ukendte band. Og dømt på udseendet af en stor del af publikummet, forventede han noget sød-suppe-musik. Og lidt snydt blev han da.
For der var nemlig dømt masser af klassisk guitar-riffing båret på en tradition fra Iron Maiden og thrashen som den kendes fra fx Metallica. En meget energisk udladning fra et band, der lod til at have publikum, hvor de ville have dem. Når gruppen af og til lød nærmest progressive kom tankerne på et band som Coheed And Cambria.
Tilfredse fans trods monotoni
I det lange løb lød flere sange ens i opbygning – en stille start, der bygges op til noget mere hurtigt med godt med guitarfyld. Og sangeren var ikke i niveau med de instrumentale udfoldelser. Dels var vokalen anonym i lydbilledet, men den havde heller ikke samme kraft som hos just nævnte bands. Og i skønsangen, når sangene var længst ovre i det følsomme hjørne, var det vist godt, at publikum sang med.
Showet var suppleret af et flot lysshow og et lydbillede, der trods de mange skriverier om guitarerne levnede god plads til bas og trommer også. Fansene så ikke ud til at savne noget som helst denne aften – andre kunne måske have brugt lidt større variation i musikken.
Amerikanske Bleeding Through sørgede i hvert fald for det med sin blanding af metal, død- og black-riffs samt noget mere ”pænt” med ren vokal, der ikke sad i skabet denne aften. Keyboardet sad hvor det skulle uden at overskygge og blive kvalmende, mens brysterne på pigen, der headbangede vildt, når hun hamrede i tangenterne, bestemt sad hvor de skulle.
Desværre var Bleeding Through jævnt kedelige i starten uden memorable riffs og break-downs, der var hørt mange, mange gange før. Men efter en intetsigende, stille afslutning på en sang tog fanden ved bandet, og musikken voksede og blev herligt metallisk.
Superflot lyd og lys
Italienske Lacuna Coil spiller i den pæne ende af metalgenren og havde 100 % styr på alt denne aften – både det poppede og det mere metalliske. Lyset var smukt, bandet tight og lyden så kompakt og massiv, at det når bandet gav los rykkede i mellemgulvet.
De to sangere, hvor Christina klart er den smukkeste og også den bedste teknisk, gjorde det godt. Selv herren ved siden af det yndige blikfang, Andrea, der er bandets svageste element, gjorde det ganske acceptabelt. Der var kedelige momenter som den faste ”Heaven’s A Lie” og cover-nummeret ”Enjoy the Silence”, som dog fik den efterfølgende ”Fragile” til at stå supergodt ud – næsten hele salen brød ud i energisk hoppen i slutningen af denne sang.
Selvom publikum tog særdeles godt imod gruppen fra støvlelandet, fik de kun relativ kort spilletid og scenen blev overladt til et band, der trods opvarmernes succes, så ud til at trække folk endnu tættere på scenen.
Mere metallisk end forventet
Walisiske Bullet For My Valentine var åbenbart det unge publikums super-darlings. Research kan være både godt eller skidt for indtrykket hos en anmelder. Således havde denne skribent intet gjort i forberedelserne til det for ham nærmest ukendte band. Og dømt på udseendet af en stor del af publikummet, forventede han noget sød-suppe-musik. Og lidt snydt blev han da.
For der var nemlig dømt masser af klassisk guitar-riffing båret på en tradition fra Iron Maiden og thrashen som den kendes fra fx Metallica. En meget energisk udladning fra et band, der lod til at have publikum, hvor de ville have dem. Når gruppen af og til lød nærmest progressive kom tankerne på et band som Coheed And Cambria.
Tilfredse fans trods monotoni
I det lange løb lød flere sange ens i opbygning – en stille start, der bygges op til noget mere hurtigt med godt med guitarfyld. Og sangeren var ikke i niveau med de instrumentale udfoldelser. Dels var vokalen anonym i lydbilledet, men den havde heller ikke samme kraft som hos just nævnte bands. Og i skønsangen, når sangene var længst ovre i det følsomme hjørne, var det vist godt, at publikum sang med.
Showet var suppleret af et flot lysshow og et lydbillede, der trods de mange skriverier om guitarerne levnede god plads til bas og trommer også. Fansene så ikke ud til at savne noget som helst denne aften – andre kunne måske have brugt lidt større variation i musikken.
