Halvkomisk heavykonge
Populær
Updated
Den gamle Accept-legende Udo Dirkschneider er totalt kult og true metal, men også lidt parodisk, skriver Redaktøren om UDO’s koncert i Oslo. UDO-koncert år 1 efter den absolut onde Accept-reunion? Vel, klart der: forsanger Udo Dirkschneiders soloband er jo helt tro mod Accept-stilen, spiller også selv et par af de gamle hits og har da også et par gode egne slagsange i kataloget - og så var der ekstra-incitamentet, at opleve den lille heavy-hobbit i en klub, der vel er ca. 3/4 Lille Vega størrelse!
Men OK, jeg måtte da også lige nedtone forventningerne lidt, for det kunne også meget let komme til at blive et show i skyggen af storheden fra sommeren 2005, som undertegnede oplevede den i både Sölvesborg og Gentofte.
De må være svenskere!
Først ude var de lokale Wild Willy’s Gang, hvis bandnavn ikke just lyder alt for opløftende. Sleazerock, Mötley Crüe-jam eller noget? Nej! Ikke i nærheden. Kvintetten, der har trommeslageren "Wild Willy" Bendiksen som omdrejningspunkt (deraf navnet, ja!), har skiftende medlemmer med, bl.a. fra kendte norske navne som Masterplan og TNT og har endda en gang haft en gæsteoptræden af guitaristen Brian Robertson (ex-Thin Lizzy, ex-Mötörhead). Denne aften talte line-uppet bl.a. en guitarist fra Pagan’s Mind.
Vilde Willy og hans drenge spillede en lidt løssluppen, men dog kompetent og kanondedikeret powerfuld heavy metal, på højt teknisk niveau og med en meget fin og feststemt frontmand. Jeg er ikke så stiv i denne her subgenre, men vi er ovre i noget à la Nevermore og Iced Earth, der ryger gennem en hårfin melodisk filtrering og lige ned i en kogende kolbe med old school heavy.
Fåk, det var sgu fedt det her – savnede min gamle gymnasiemakker Schmidt til en omgang twin luftguitar - og til at hente de dyre norske øl, naturligvis (her kan en 50’er pr. bamse ikke gøre det). Det havde han dog næppe haft tid & lyst til under de to forrygende covers af Thin Lizzys ”Cold Sweet” og ”Bad Reputation”. Hold da op, hvor det rockede og rykkede! Man skulle tro fandeme de var svenskere, disse her forrygende nordmænd!
OK, der manglede måske lidt i nogle af egenkompositionerne, men generelt var dette velspillende orkester altså en gevaldig overraskelse.
Powerfuldt men parodisk
Så var det blevet tid til legenden – gamle Udo (bill.), der selvfølgelig stod frem i fuldt ornat, militærbukser, nitter og smalle rockersolbriller. Ingen Accept-sange til at piske stemningen op på,men blot UDO-materiale på max. Blæs, herunder ”24/7” fra det nye album ”Mission No. X”. UDO er heavy metal og intet andet end heavy metal (når altså ikke lige han laver et par preusser heavypop-hits, som vi også fik leveret), men UDO’s sange er generelt også noget én-dimensionelle, hvor klicheerne kan gøres op i to-cifret antal.
Og når UDO iklæder sig skummelt munkeudstyr og svinger sin pisk (i det nye nummer ”Mean Streats”, vist nok) eller optræder som cyborg (i ”Man And Machine”) har jeg svært ved at finde en grimasse der kan passe. Det tangerer indimellem det parodiske, at opleve UDO live, og det ville løse lystigt op med et glimt i øjet fra den gamle kultlegende, for særligt skræmmende er han eller hans musik altså ikke.
Dette skrevet, så al respekt for UDO’s standhaftige energi og en time og trekvarters vaskeægte heavy metal sæt, hvor numre som speedtonseren ”Thunderball” og den hookline-herlige ”Animal House” stak positivt frem, og hvor ”Princess of the Dawn”, med riffmæssigt intro af ex-Accept guitarist Stefan Kaufmanns, fik klubben til at svede og skråle igennem. Selvklart var der også mere Accept-partystemning i ”Metal Heart” som næstsidste nummer og ”Balls to the Wall” som allersidste ekstra-ekstra nummer, men klogelig valgte UDO ikke at lave ren Accept-jam ud af sin sætliste – for den ægte vare har vi jo lige haft og nu var det altså UDO, som stod på scenen.
Lidt kritiske ord herfra, men må også skylde lidt på konteksten: søndag aften uden alkohol eller Københavner-posens selskab. Det havde eksempelvis været en del federe med UDO i forbindelse med en Heavyjam.dk julefrokost. Nu var det så bare habil heavyhygge på en sen søndag aften, samt overraskelsen Wild Willy’s Gang – og de scorede altså de fleste points, denne aften.
NB: UDO’s Oslo-show var det fjerde(!) norske i rap på denne turné, dernæst fulgte tre koncerter i Sverige og tre stykker i Finlands samt en håndfuld gigs i Baltikum, Rusland, Polen, Ungarn og Tjekkiet. Forståeligt hvis danske UDO-fans føler sig forbigået her i februar.
Men OK, jeg måtte da også lige nedtone forventningerne lidt, for det kunne også meget let komme til at blive et show i skyggen af storheden fra sommeren 2005, som undertegnede oplevede den i både Sölvesborg og Gentofte.
De må være svenskere!
Først ude var de lokale Wild Willy’s Gang, hvis bandnavn ikke just lyder alt for opløftende. Sleazerock, Mötley Crüe-jam eller noget? Nej! Ikke i nærheden. Kvintetten, der har trommeslageren "Wild Willy" Bendiksen som omdrejningspunkt (deraf navnet, ja!), har skiftende medlemmer med, bl.a. fra kendte norske navne som Masterplan og TNT og har endda en gang haft en gæsteoptræden af guitaristen Brian Robertson (ex-Thin Lizzy, ex-Mötörhead). Denne aften talte line-uppet bl.a. en guitarist fra Pagan’s Mind.
Vilde Willy og hans drenge spillede en lidt løssluppen, men dog kompetent og kanondedikeret powerfuld heavy metal, på højt teknisk niveau og med en meget fin og feststemt frontmand. Jeg er ikke så stiv i denne her subgenre, men vi er ovre i noget à la Nevermore og Iced Earth, der ryger gennem en hårfin melodisk filtrering og lige ned i en kogende kolbe med old school heavy.
Fåk, det var sgu fedt det her – savnede min gamle gymnasiemakker Schmidt til en omgang twin luftguitar - og til at hente de dyre norske øl, naturligvis (her kan en 50’er pr. bamse ikke gøre det). Det havde han dog næppe haft tid & lyst til under de to forrygende covers af Thin Lizzys ”Cold Sweet” og ”Bad Reputation”. Hold da op, hvor det rockede og rykkede! Man skulle tro fandeme de var svenskere, disse her forrygende nordmænd!
OK, der manglede måske lidt i nogle af egenkompositionerne, men generelt var dette velspillende orkester altså en gevaldig overraskelse.
Powerfuldt men parodisk
Så var det blevet tid til legenden – gamle Udo (bill.), der selvfølgelig stod frem i fuldt ornat, militærbukser, nitter og smalle rockersolbriller. Ingen Accept-sange til at piske stemningen op på,men blot UDO-materiale på max. Blæs, herunder ”24/7” fra det nye album ”Mission No. X”. UDO er heavy metal og intet andet end heavy metal (når altså ikke lige han laver et par preusser heavypop-hits, som vi også fik leveret), men UDO’s sange er generelt også noget én-dimensionelle, hvor klicheerne kan gøres op i to-cifret antal.
Og når UDO iklæder sig skummelt munkeudstyr og svinger sin pisk (i det nye nummer ”Mean Streats”, vist nok) eller optræder som cyborg (i ”Man And Machine”) har jeg svært ved at finde en grimasse der kan passe. Det tangerer indimellem det parodiske, at opleve UDO live, og det ville løse lystigt op med et glimt i øjet fra den gamle kultlegende, for særligt skræmmende er han eller hans musik altså ikke.
Dette skrevet, så al respekt for UDO’s standhaftige energi og en time og trekvarters vaskeægte heavy metal sæt, hvor numre som speedtonseren ”Thunderball” og den hookline-herlige ”Animal House” stak positivt frem, og hvor ”Princess of the Dawn”, med riffmæssigt intro af ex-Accept guitarist Stefan Kaufmanns, fik klubben til at svede og skråle igennem. Selvklart var der også mere Accept-partystemning i ”Metal Heart” som næstsidste nummer og ”Balls to the Wall” som allersidste ekstra-ekstra nummer, men klogelig valgte UDO ikke at lave ren Accept-jam ud af sin sætliste – for den ægte vare har vi jo lige haft og nu var det altså UDO, som stod på scenen.
Lidt kritiske ord herfra, men må også skylde lidt på konteksten: søndag aften uden alkohol eller Københavner-posens selskab. Det havde eksempelvis været en del federe med UDO i forbindelse med en Heavyjam.dk julefrokost. Nu var det så bare habil heavyhygge på en sen søndag aften, samt overraskelsen Wild Willy’s Gang – og de scorede altså de fleste points, denne aften.
NB: UDO’s Oslo-show var det fjerde(!) norske i rap på denne turné, dernæst fulgte tre koncerter i Sverige og tre stykker i Finlands samt en håndfuld gigs i Baltikum, Rusland, Polen, Ungarn og Tjekkiet. Forståeligt hvis danske UDO-fans føler sig forbigået her i februar.
