Aldrig er en kiste blevet båret så flot Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5c/46/87/Pallbearer-MG-6684-copy-6-1436305193-9-1492530240.jpeg
17. April 2017    

Pallbearer er livet – i alle dets mørkere afskygninger. Men det er også der, hvor håbet skinner stærkest. Og det beviste de fire amerikanere med stor nænsomhed og en dybde, der ville give selv en kæmpehval kamp på vægtskålen, da de lod Pumpehuset synke langt og episk ned i jorden.

Kunstner
Spillested
Dato
15-04-2017
Trackliste
Pallbearer:
01. Thorns
02. The Ghost I Used to Be
03. Fear And Fury
04. Dancing in Madness
05. I Saw the End
06. Worlds Apart
07. Devoid of Redemption
09. A Plea for Understanding
10. Foreigner
Fotograf
Peter Troest (arkiv)
Karakter
5

Klemt ind mellem Jesu korfæstelse og genopstandelse lagde Pallbearer lørdag aften vejen forbi Pumpehuset og gav et fortryllende show midt i den mest højtidelige af alle årets højtider. En storslået ramme, som de amerikanske doom metallere i den grad formåede at leve op til.

For er der noget, som bandet fra Arkansas' hårdt belastede hovedstad Little Rock handler om, så er det at stå ansigt til ansigt med de hårde sider af livet. Et stort lokomotiv drevet frem af den sorteste sorg, hvilket også på det kraftigste insinueres i albumtitler som 'Sorrow and Extinction', 'Foundations of Burden' og senest 'Heartless'.

Læg dertil, at Pallbearer betyder kistebærer, og vi har at gøre med et band, der griber så langt ind i det menneskelige tungsind, at det næsten grænser til selvudslettelse. Ikke at det burde komme som en overraskelse, når det drejer sig om et doom metal-band. Men til forskel fra de fleste andre udøvere i denne genre, der skylder alt til Black Sabbath, så er Pallbearer så meget mere.

Godt nok er de brutalt tunge – musikken går tilmed sjældent hurtigere, end det tager at sænke en kiste – men det handler lige så meget om, hvad der kan gro ud af så tyk og dyb en bund end om at forblive i mørket.

Ligesom det kan tage lang tid at komme sig over et tab, så forsøger Pallbearer heller ikke at forcere noget. I stedet lader de musikken folde sig langsomt ud. Selvom det hurtigt kan blive enerverende med så konstant en sløv rytme, så løfter Pallbearer med jævne mellemrum lytteren op af sølet med episke melodier, der nærmest får vinger i følgeskab af guitarist og forsangers Brett Campells højtstemte røst. Han sagde ikke meget, men hans sammenbidte ansigt og sjældent indfølte strøg med hånden hen over strengene levnede ikke plads til tvivl om, hvorvidt Pallbearer mener det, de laver, med hele livet som indsats.

Bandet har tidligere været hæmmet af ikke helt at kunne levere musikken – især vokalen – tilstrækkeligt overbevisende live. Men også her blev vi velsignet med den nok bedste udgave af Pallbearer, der endnu har besøgt landet. Alt stod klart i Pumpehusets lille, sorte og vel at mærke fyldte sal, der for en stund mere føltes som et spartansk kapel, hvor livets grufuldheder blev ofret på det store alter.

Gruppen har netop udsendt det tredje album 'Heartless', og det var også sange herfra, som prydede det meste af sætlisten, hvor især de to singler 'Thorns' og 'I Saw the End' samt den sært David Lynchsk smukke 'Dancing in Madness' lyste op på en aften, hvor der stort set kun var én misser. Den udskældte lukker på førnævnte album, 'A Plea for Understanding'. Det er tydeligt, at bandet her har ønsket at lave et nummer, der både fungerer som et meget prisværdigt aktuelt opråb og et ønske om at samle os alle under den samme himmel, men som musikalsk tager nogle skridt, som Pallbearer ikke virker helt klar til endnu.

Det tjener ellers til bandets fordel, at de ikke virker hæmmet af nogen som helst konventioner, hvilket også har sikret dem et ikke-metallisk følge, men de er stadig bedst, når de buldrer, hugger og skærer det ene riff efter det andet ud af den klippe, som vi alle klamrer os til, når livet er ved at skvulpe over – og krydrer det hele med usædvanligt fængende og gennemtænkte melodier, der i visse numre først åbenbarer sig efter noget tid. Det er meget smukt og storladent. Hvilket også var det indtryk, som bandet efterlod med den afsluttende 'Foreigner' fra debuten.

Og glæden var klart gengivet fra salen, der også flere gange i løbet af showet fik et tydeligt bevæget band til at give den et nøk opad og levere deres absolut bedste. En symbiose, der i sidste ende smeltede alt og alle sammen i skæret fra Pallbearers livsbekræftende doom-romantik.

Læserkommentarer

Jeg synes det var en helt fantastisk koncert! Og er meget enig i anmeldelsen; det er den bedste koncert de har givet i DK (så dem to gange på sidste tour med YOB).

En lille rettelse til setlisten: De spillede aldrig Lie Of Survival, men spillede i stedet Devoid Of Redemption. \m/

Kongekoncert!

Jeg synes det var en helt fantastisk koncert! Og er meget enig i anmeldelsen; det er den bedste koncert de har givet i DK (så dem to gange på sidste tour med YOB).

En lille rettelse til setlisten: De spillede aldrig Lie Of Survival, men spillede i stedet Devoid Of Redemption. \m/

Kommenteredes svar

Hej Jonsefar - Du har helt ret. Jeg menes også tydeligt den mægtige 'Devoid of...'. Det er nu rettet. Tak for din kommentar og skarpe blik! Alt godt, Steffen