Menuen stod på død Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8c/a3/02/-DSF4704-14-1490084677.jpg
20. Marts 2017    

Publikum fik serveret tre solide retter med død i Pumpehusets behagelige rammer.

Titel
+ Taphos + Cruciamentum
Spillested
Dato
17-03-2017
Trackliste
Taphos:
1. Sensory Depravation
2. Venus' Death
3. Upon Withered Wings
4. Venomous Tempest
5. ?
6. Purging Pyres

Cruciamentum
1. The Conquered Sun (The Dying Light Beyond Morpheus Realms)
2. Convocation of Crawling Chaos
3. Necrophagous Communion
4. Fallen in Disease
5. ?
6. Piety Carved from Flesh
7. Collapse

Blood Incantation
1. Starspawn
2. The Vth Tablet (Of Enûma Elis)
3. Hovering Lifeless
4. Vitrification of Blood (Part 1)
5. Hidden Species (Vitrification of Blood Part 2)
6. ?

(Der kan have sneget sig fejl ind i sætlisterne)
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Killtown Bookings havde vanen tro disket op med nogle spændende navne – denne gang med forskellige variationer af dødsmetal. Pumpehuset aka Bombehuset havde taget den mindste scene i brug, der til gengæld var fyldt godt op. Det er skønt med et spillested som Pumpehuset, hvor der er enkle og billige garderobemuligheder, og hvor det er hyggeligt og bekvemt at ryge en smøg. Det er en sjældenhed i disse tider, hvor den politiske korrekthed og den almene sundhedsdiskurs synes at have vundet indpas på adskillige af landets spillesteder.

Primitivt og beskidt dansk død
Lokale Taphos havde fået opvarmningstjansen. De gik på scenen uden de helt store armbevægelser, men med en indædt attitude leverede de nogle af aftenens bedste numre.

Sidst jeg havde fornøjelsen at opleve Taphos var sammen med Slægt til Krigsgudens VIRUS Bio, hvor deres materiale stadig var nyt for mig. Deres første bånd, ’Demo MMXVI’, har sidenhen været i fast ugentlig rotation, og her er virkelig tale om nogle fantastisk potente skæringer.

Taphos tæller medlemmer fra bl.a. Alucarda, Lesion, Sulphurous, Bliss og Night Fever. Der er, på trods af bandets forholdsvis korte levetid, tale om nogle scenevante gutter, der de seneste par år efterhånden har frekventeret de fleste Københavnske spillesteder.

Vi er ude i den mere beskidte ende af dødsgenren, hvor der er godt med tryk på midt og bund. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg generelt bliver let entusiastisk af metal, der får lov til at have et mudret og beskidt lydbillede. Modsat aftenens sidste to bands, så virker Taphos til at være temmelig ligeglad med den rene og sprøde lyd. Det er med andre ord tale om et mere snusket og bøllet udtryk.

Overordnet set leverede Taphos en fremragende koncert, hvor skæringerne ’Upon Withered Wings’, ’Venomous Tempest’ og en ny sag ved navn ’Purging Pyres’ stod tilbage som deciderede klassenumre i livesammenhæng. Rent teknisk var det tydeligt, at aftenens efterfølgende to bands var mere præcise i deres eksekvering. Men Taphos formår som band at falde og stige i tempo sammen, hvilket gør deres lyd potent og uanstrengt. Modsat en del dødsmetal, hvor de fleste hooks og punch ofte ligger i overgangen mellem forskellige stykker, så formår Taphos typisk at få næven frem hos denne anmelder, når de helt primitive stykker får lov til at blive repeteret og groove. Dette var der plads til i ’Venomous Tempest’, som vitterligt står som en af de bedste skæringer i 2016 – aftenens ubestridte højdepunkt!

Klassisk og tilregnelig britisk død
Cruciamentum var aftenens anden servering. Umiddelbart virkede deres version af dødsmetallen meget klassisk. Jeg havde på forhånd ikke fået lyttet op på deres første fuldlængde ved navn ’Charnel Passages’, hvorfor det var svært for mig at komme helt ind under huden på briterne.

Midtvejs i deres sæt blev der i stedet tanket op med et par bajere, nogle smøger og en tur på das. Det var netop blevet weekend, så det var rart at hilse på velkendte ansigter og få sig en sludder inden Blood  Incantation.

Tight og melodisk amerikansk død
Aftenens hovednavn var Blood Incantation fra Colorado. Bandet udgav første fuldlængde i august 2016, men blev først hørt af denne anmelder efter årsskiftet. Set i bakspejlet ville ’Starspawn’ have figureret højt på min egen årsliste, hvis den var blevet hørt tidligere. Andre på redaktionen var hurtigere ude, og Colorado-bandet fik sågar tildelt titlen som ’Årets nye internationale navn’ her på Devilution. Her er tale om en bundsolid fuldlængdedebut, der både vægter en monstrøst tung og led lyd parret med flotte melodiske passager. Aftenens koncert i Bombehuset var den første på tourplakaten og sågar den første koncert på dette kontingent nogensinde.  Det var med andre ord lidt af at scoop, som Killtown kunne præsentere for os.

Frontmand Paul Riedl begyndte koncerten med at mumle noget ikke helt let forståeligt. Umiddelbart virkede det til, at der på én og samme gang blev talt om noget eksistentielt og kosmisk, men igen, det var ikke helt let at høre. Koncerten blev flere gange afbrudt af en sådan monolog, der muligvis havde været mere fyldestgørende, hvis man kunne høre, hvad der egentlig blev sagt. Talepauserne endte desværre med at dræbe lidt af koncertens flow, og det havde uden tvivl været en bedre koncert, hvis musikken fik lov til at tale for sig selv uden disse afbrydelser.

Når Blood Incantations først spillede, så manglede der nemlig ikke noget. Hvad angår både lyd og teknik, er der virkelig tale om et tight band. Især Reidls growl har en helt ufattelig dyb fylde, som nærmest er et instrument i sig selv. Der er i hvert fald en dejlig lang og naturlig hale på hans vokal, som giver lyden et ildevarslende præg. Det var derudover en fornøjelse at overvære Jeff Barrett på bass. Han havde en letbevægelig pote på gribebrættet. Barretts tilgang til sit instrument forstærkede noget sensitivt, som også er en del af Blood Incantations lyd. Det kan lyde som en paradoksal ting at sige, da det førstehåndsindtryk, man får af amerikanernes lyd, ofte vil hæfte sig ved nogle mere brutale elementer.

’Starspawn’ fungerer godt i sit forskelligartede udtryk, hvor der er plads til melodiske stykker blandt den brutale død. Desværre var disse passager ikke helt så forløsende live som på plade. De sidste afsluttende minutter af den eller fantastiske ’Vitrification of Blood (Pt. 1)’ havde ikke helt samme episke storladenhed som på plade. Det var, som om Blood Incantation fungerede bedst musikalsk, når musikken skulle tænkes frem for føles. Derfor stod de til tider ganske proggede stykker også stærkere end de mere melodiske stykker denne aften, der omvendt bar præg af at være en anelse forcerede. I livesammenhæng havde Blood Incantation lettere ved at udtrykke vrede frem for fortabelse.

Momentvis var Blood Incantation suverænt, men koncertens lidt akavede flow efterlod også en følelse af, at amerikanerne kunne have leveret en mere helstøbt koncertoplevelse. Deres materiale er i hvert fald optimalt, og når musikken spillede, så var der ingen ko på isen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her