Copenhell ’17: Mindre middelmådighed, tak
Populær
Mere kant og musikalske forløsninger ville klæde Baroness anno 2017.
2. March To The Sea
3. Morning Star
4. Green Theme
5. Board Up The House
6. Shock Me
7. If I Have To Wake Up (Would You Stop The Rain?)
8. Fugue
9. Desperation Burns
10. Chlorine And Wine
11. The Sweetest Curse
12. Isak
13. Take My Bones Away
Året er 2009. Ud af Georgias sludge-undergrund dukkede et nyt act op, som gang på gang blev sidestillet med Mastodon. En aldeles uretfærdig sammenligning for begge parter, men vanen foreskriver som altid, at det er nemmere at sammenligne med navne, som er nogenlunde allemandseje. Hvad de havde til fælles, var de kantede konstruktioner kombineret med en stærk melodisk sensibilitet grænsende til det progressive. Baroness trækker dog sjældent på det direkte metalliske, men har en mere episk rocket grundtone, som blev mere dominerende på deres anden outing 'Blue Record'.
På vej gennem Europa slår de folderne forbi forlængst hedengangne The Rock, og et lettere usselt fremmøde til trods spæner den åbenlyse frontmand John Dyer Baizley rundt med en entusiasme som et andet dampbarn på vej til at indtage verden. Vildskab, nerve og stærke harmonier i symbiose. Det er nok de færreste tilstedeværende, der glemmer den intensitet og viljestyrke, som prægede Baroness denne aften.
Og hvorfor denne ekskurs?
Her i 2017, med yderligere to album på samvittigheden, er det stadig den samme Baizley, der entusiastisk er et og alle steder på scenen. Jovist, hele bandet er skiftet ud, det meste af sætlisten ligeledes, men leveringen og den kantede, melodiske sludge-sensibilitet dominerer fortsat billedet, og der er nu noget livsbekræftende ved bands, der spiller hver koncert, som handler det om liv eller død.
Men nok om ligheder. Meget er sket siden, og på 'Yellow & Green' og 'Purple' er de progressive og metalliske tendenser udjævnet en kende til fordel for en mere vokalbaseret og direkte classic rock-lyd. Fint nok, men som koncerten skrider frem, bliver det hurtigt synligt, at Baroness anno 2017 grundlæggende mangler de gode sange, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Det er herligt at se Baizley og hans i øvrigt ganske glimrende kvindelige guitarist Gina Gleason udstråle så megen entusiasme og glæde, men når materialet aldrig når noget højere klimaks, er det svært selv forstå, hvor de vil hen med det hele.
Baroness er ikke en hyppig gæst på disse kanter, og min antagelse er, at det er den primære årsag til at det meste, af publikum blev til den bitre ende på trods af den obligatoriske Copenhell-regn. At bandet så vælger at gemme de stærke kort såsom 'The Sweetest Curse' og 'Take My Bones Away' til sidst hjælper til at få lullet publikum ud af deres dvale. Havde de blot holdt det niveau hele vejen, var de kommet meget mere ud over scenekanten, regn eller ej.