Copenhell '17: En aura af sekundaband Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/52/78/d6/pw1-80-1498241515.jpg
23. Juni 2017    

Blandt kultkendere var der store forventninger til det progressive metal-band Psychotic Waltz. De blev gjort til skamme af en forsanger, der slet ikke kunne ramme de høje toner.

Dato
23-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
1

Psychotic Waltz er et af de få bands, der har en aura af noget eksklusivt på årets Copenhell. Bandet har ikke spillet i Danmark siden 1996, hvor de gæstede Loppen. Men de var da også opløst fra 1997-2010, hvor forsanger Buddy Lackey under navnet Devon Graves brugte tiden i de på mange måder glimrende DeadSoul Tribe. Siden gendannelsen har de givet en række koncerter, især i Tyskland, hvor de traditionelt har haft deres største publikum.

Psychotic Waltz har ikke udgivet noget nyt siden gendannelsen. På den ene side kan man på den baggrund stille spørgsmålstegn ved seriøsiteten i gendannelsen – mener man det virkelig alvorligt så? Er det ikke lidt uambitiøst? På den anden side er det ikke kun et problem, for det betyder også, at et band kan koncentrere sig om at spille det klassiske materiale, som publikum gerne vil høre, og man ikke skal trækkes med nyt materiale, der oftest er middelmådigt fra gendannede bands. Og de er oven i købet gendannet med det originale line-up. Lidt af et særsyn.

Da bandet eksisterede i første omgang, var de anmelderdarlings over det ganske Europa, også i Danmark, hvor de var yderst populære hos redaktionen på metalmagasinet Metalized. Men de nåede aldrig et kommercielt niveau, der svarede til anmeldernes ros. Det skyldtes blandt andet, at bandets progressive metal ikke rigtig mindede om andre bands. Psychotic Waltz var unikke. I 1990'erne var der groft sagt tre typer progressive metal-bands: Kopier af Queensrÿche, kopier af Fates Warning og kopier af Dream Theater. Der skilte Psychotic Waltz sig ud. Dels fordi man kunne høre deres US power metalliske rødder tydeligt, dels fordi de var mere tydeligt inspireret af den mere rockede del af 1960'ernes og 1970'ernes progressive rock – komplet med Jethro Tull-inspireret tværfløjte. De var originale, men var nok for svære at putte i bås. At de ikke blev større, må henregnes til en af 1990'ernes største musikalske uretfærdigheder. Men et stilskifte efter bandets to første album – rene mesterværker i min bog – på det tredje album 'Mosquito' (1994) i retning af en grunget og groovet lyd gjorde heller ikke noget godt for dem. Også virkelig gode bands blev ramt af 1990'ernes store metalsygdom. Da svanesangen 'Bleeding' udkom i 1996, kunne det tabte terræn ikke vindes tilbage, og bandet gik i opløsning, hjulpet på vej af et sagsanlæg fra en skuespillerinde,der var kommet til skade under en videoindspilning.

Men blandt de, der husker dem, er der en forbløffende dedikation og kærlighed til bandet. Det skinnede igennem blandt publikum i eftermiddagsregnen på Copenhell. Men den kærlighed kunne ikke skjule bandets største problem.

Sanger Buddy Lackey, eller Devon Graves, som han kalder sig nu. Live er han en showman af rang. Han var også en vokalist af rang. Engang. Men det var et tydeligt problem, at han forcerer sin vokal op i nogle høje toner, han slet, slet ikke kan synge længere. Det gav bandet – særligt ovenpå Slægts imponerende koncert på samme scene en god time forinden – en aura af sekundaband.

Allerede fra start var det galt. Bandet gik på uanonnceret, og i de første par minutter var Graves' mikrofon ikke tændt. En kikset start med den ellers glimrende 'Fading'. Graves poserede, var karismatisk og forsøgte at få publikumskontakt. Det gjorde resten af bandet, fraset trommeslager Norman Leggio, ikke. Men poseringerne kommer til at virke flødebollede, når man ikke har vokalen til at bakke det op. Det havde Graves, når han holdt sig til et lidt dybere register. Men stemmen knækkede over gang på gang. 'Mosquito' gik okay uden atvære prangende, det samme for 'Northern Lights', men det var også en lidt flad affære. En rigtig eftermiddagskoncert i regnvejr.

Da det i øvrigt velspillende band – det tekniske niveau fejler ikke noget – begyndte at hive fat i de ældre sager som 'Ashes', fik man fornyet håb. Det blev knust af Graves' ustyrligt overstyrede vokal i passager, der ødelagde den stemning, sangene ellers fik bygget op.

Under balladen 'I Remember', en klassiker i bagkataloget, fandt Graves tværfløjten frem. Her gjorde bandet sig godt, men igen forcerede han vokalerne i en grad, der ødelagde for meget af fornøjelsen.

Den flamboyante Graves nævnte, at det var en skam, bandet havde så kort tid, når nu de var ved at blive spillet varme. Det er ikke forkert – de var ved at blive spillet varme, men skønhedsfejlene var alligevel så store, at det satte et varigt aftryk. Det er ikke altid, man skal se, hvad ens gamle helte blev til.

'Morbid' blev decideret ødelagt, Psychotic Waltz sluttede af med 'And the Devil Cried'. Og selvom det elskelige publikum bad om mere, kom der ikke mere. Publikum råbte på mere, men der kom ikke mere. Om det var festivalens krav eller andre problemer, vides ikke. Vi fik 40 minutter, det var alt. Og det var desværre alt nok. Ærgerligt, når Copenhell har en booking, der viser mere personlighed, end festivalens udvalg normalt har. Bookingen var god, og festivalen skal have ros for den. En skam, at Psychotic Waltz ikke kunne leve op til deres eget materiale.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her