Copenhell 2014: Som at se en gletsjer smelte

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b5/43/a4/-T1X3583-70-1402988956.jpg
15. Juni 2014    

Belgiske Amenra leverede en koncert, der var lige så medrivende som at se en gletsjer smelte.

Kunstner
Dato
12-06-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Copenhell havde på forhånd beskrevet Amenra således;

"Intens hardcore fra Belgien. Amenra tæsker din bevidsthed til du mister den, og efterlader dig i et forvrænget mareridt. Fortvivlelsen er til at tage at føle på, når bandets til tider drone-agtige udtryk voldtager hørelsen med sin massive væg af screams, støj og tunge takter."

Desværre levede Amenra til fulde op til arrangørens beskrivelse. Koncerten blev ganske rigtigt et sandt mareridt, hvor øjnene konstant søgte mod uret, og søde drømme om dyner, stilhed og søvn trængte sig på.

Amenra indtog scenen og forsangeren gennemførte de to første numre med ryggen til publikum, og skreg i stedet ind i trommesættet. Først i tredje nummer tog han mod til sig og gennemførte måske et par minutter vendt mod publikum, inden publikum igen fik lov at kigge nærmere på ryggen.

Nu er det måske bare mig, men når jeg går til hardcore-koncert, så vil jeg fandme skældes ud af et arrigt, skrigende svin. Og ja, der skal være plads til kunstnerisk udtryk, men når dit udtryk er så forholdsvis begrænset som Amenras, så falder sådanne vildspor fuldstændig til jorden. I min bog er det stadig kun Maynard fra Tool, der kan tillade sig at gennemføre en koncert gemt væk oppe ved trommesættet. Det kan man ikke, når man er et relativt ukendt belgisk hardcoreband i besiddelse af en forsanger med et til alle tider enslydende og enerverende skrig. Så preller det preller fuldstændig af og forekommer arrogant, og ikke mindst totalt fjollet.  Så fortvivlelsen her var "til at tage og føle på", da jeg havde stået og kigget på en skrigende ryg i en halv time, og klokken var 2.15 (koncerten var selvfølgelig også forsinket).

Bag bandet var bagscenen illumineret af et lærred, som viste sort/hvide billeder af vild og utæmmet natur. Fossende vand, have i oprør, sprøjtende lava og generel nedbrydning.  Det virkede fedt nok og bidrog til de droneagtige elementer i bandets musik og de lange opbygninger til voldsomme klimakser, som kendetegnede de fleste numre. Men netop de lange opbygninger endte med at trække tempoet og stemningen fuldstændig ud af koncerten - især fordi der var lige præcis nul interaktion fra forsangeren til publikum. Ikke et ord under hele koncerten. Det er ikke fedt, og det er ikke festivalegnet. 


Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her