Copenhell 23: Kan r’n’b fungere på Copenhell?
Selvom Sleep Token gjorde deres for at give svar på overskriftens spørgsmål, var bandet i den grad udfordret og lykkedes aldrig helt med indrage publikum i deres ellers spændende univers.
Mystikken bredte sig som en steppebrand, der, modsat naturfænomenet, trak folk nærmere, frem mod Pandæmonium. Hvem gemmer sig bag maskerne, og får vi det kaos af genreinput bandet er indbegrebet af? Noget må briterne kunne, når man kan melde udsolgt på Wembley i løbet af ti minutter. Nysgerrigheden var stor og Pandæmonium så sandsynligst sit største formiddagspublikum på dette års festival. Hypen havde lagt vejen forbi København og mange prioriterede at se giraffen.
Succesen kom dog langt fra nemt. I det hele taget kan man nok diskutere, om det vitterligt lykkedes for Sleep Token at trække publikum ind i deres musikalske univers. Ikke at forsanger Vessel og de resterende unanvgivende medlemmer ( II, III, IV og medbragte kor) ikke forsøgte. Det gjorde de i høj grad. Pandæmonium var bare ikke med på den leg. Generelt har den brede scene budt på flere lydproblemer. I år såvel som sidste år, og Sleep Tokens koncert var blot et eksempel blandt mange.
Den primære udfordring var bassen, der rungede og gyngede frem og tilbage i en sådan grad, at det typisk var svært at høre Vessels yndefylde og flotte vokal. Det var tydeligt fra første nummer. ’Chokehold’ fra bandet seneste udgivelse, ‘Take Me Back to Eden’, indledte englændernes koncert, ligesom nummeret gør på plade. Men langt fra lige så elegant leveret.
Det er en eminent albumåbner. Men nummeret hang i eftermiddagsolen. Vessel var svær at tyde. Ditto var de elektroniske elementer. Mens varmen brændte, fordampede vokalen såvel som alt andet, når først bassen satte i. Et problem, der heldigvis blev fikset. Desværre synliggjorde det englændernes primære udfordring.
Når realiteten ikke helt lever op til Hypen
Efter lidt tid fik vi Vessels røst på plads, og bassen virkede bedre balanceret i lydbilledet. I hvert fald hvis man var placeret midt for scenen. Den forventede vokalperformance, spillet mellem den sjælfulde r’n’b og de rå Chino Moreno-fraseringer blev leveret stilsikkert. ‘Granite’ og ‘Vore’ eksemplificerede fornemt de modpoler, bandet arbejder med. Kombination af genrer, der giver bandets kompositioner styrke – det, der er årsagen til at bandet var at finde på dette års program. Årsagen til hypen.
‘Granite’ er sex. Det er intensivt, smukt, æggende og lokkende. ‘Vore’ er ditto sex, men den rå variant. To numre og et smukt samarbejde, hvor den ene står svagere uden den anden. Desværre var det også et levende eksempel på bandets udfordringer. Hvor de stille og indlevende kompositioner stod smukt i solen, var de tilsvarende forglemmelige. Man savnede hurtigt energien. En klar indikator for, at Sleep Tokens stille kompositioner ikke er stærke nok. I hvert fald ikke om eftermiddagen på en festival.
Det gav en løbende bremseeffekt, der forhindrede bandet i at skabe den koncertoplevelse, der uden tvivl var hensigten. Og det resulterede i et publikum, der langsomt sivede fra pladsen og derved mistede den afsluttende powertrio i form af ‘The Summoning’, ‘Rain’ og ‘Higher’. Ærgerligt, men måske ikke en overraskelse.
Det lykkedes ikke for Sleep Token at indfri de mange og meget høje forventninger. Det var en kamp fra start, men forhåbentlig får vi snart mulighed for at opleve briterne igen. Som hovednavn, på et lukket spillested, hvor vi for alvor kan koncentrerer os og leve os ind i bandets univers. Copenhell var ikke stedet, der gav os oplevelsen af bandets fulde kunnen, deres evner eller deres musikalske univers.