Copenhell 2018: Tungt og lækkert

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fd/28/a0/-B2A4623-copy-37-1530051245.jpg
24. Juni 2018    

Corrosion of Conformity leverede spilleglæde og tung tråd i en koncert, der godt måtte have varet længere.

Dato
23-06-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Det var en ret klassisk line-up med Corrosion of Conformity, som vi fik at se på Hades-scenen lørdag aften på Copenhell. De stiftende medlemmer, Mike Dean og Woody Weathermann på hhv. bas og guitar på hver side af Pepper Keenan, som kom med i bandet syv år efter formationen. Her var han guitarist fra 1989 til 2006, mens leadvokalen først blev overtaget i 1993. I 2014 vendte han tilbage til bandet, og i starten af året fik vi så et nyt album, 'No Cross No Crown'. På trommer måtte vi dog undvære Reed Mullin, som forventes at turnere med bandet igen til juli.

Det var en simpel sceneopsætning: blot nogle kraftige forstærkere og kabinetter og et relativt lille trommesæt. Mere skulle der ikke til, at skabe en fremragende, tonstung lyd. Det var imponerende, som bandet i nogle numre var tunge som Crowbar og i andre noget mere blide, når Pepper Keenan smed den rå vokal til side for den karakteristiske, fornemme rene vokal, han også besidder. Hvis man som publikum kun kom for de største hits, så blev man måske lidt skuffet. Eller nej, det blev man næppe, for det man fik, lød jo skidegodt, så man ønskede nok blot som de hardcore fans, at koncerten havde fået væsentlig længere tid.

Men man fik da 'Albatross', 'Clean My Wounds' og 'Vote with a Bullet' af de helt store. Sidstnævnte blev præsenteret som skabt for længe, længe siden, da bandet var unge og vrede, men at nummeret samtidig, desværre, var mere relevant end nogen sinde med samfundets tilstand in mente.

Spilleglæde in persona
Alle i bandet var en fornøjelse at overvære. Måske var Mike Dean med sit lidt "skøre professor"-udseende bedst, for hans vuggende måde at spankulere rundt på scenen og glimtet i øjet viste en kæmpe spilleglæde. Og så havde han en superfed baslyd, som han indimellem var henne at justere lidt på sit Ampeg-anlæg. Woody Weathermans store smil og meget nærværende spil var også værd at fremhæve, mens Pepper Keenan bare med sej attitude og enkelte anekdoter også var en fornøjelse, hvor hans leadguitarspil på enkel vis ofte var en lækker prik over i'et. Og alt i alt fejlede samspillet intet, og den vikarierende trommeslager spillede røven ud af bukserne. Og let så det ud, ingen grund til at skifte fra de hullede jeans til noget mere komfortabelt. Han var som resten af bandet et helt autentisk stykke amerikansk rockmusik. Intet påtaget, bare hjerteblod og autencitet.

Copenhells Fenris-lv på den store hal blev også en del af showet, da den mindede Keenan om hans hund Crow, hvorefter 'Wolf Named Crow' fra den seneste skive blev fyret af. Crow lød som en sej hund! Tiden fløj af sted, og selvom der blev leget med lidt ekstra længde på afslutteren 'Clean My Wounds', kom det desværre til vejs ende. Heldigvis kunne bandet røbe, at vi nok fik dem og nogle venner at se i starten af næste år.

Vi fik dog lidt mere at se til bandet, da konferencier Carsten Holm gik på scenen efterfølgende og fik publikum til at give en salut til netop afdøde Vinnie Paul. Ganske rørende, og Corrosion of Conformity samt medlemmer af Suffocation kom på scenen og rejste øllen til en skål for Pantera-trommeslageren.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her